Du er her:

Ski i Iran

Selvom Irans og Amerikas forhold er anspændt på regeringsplan, behøver det ikke være det mellem landenes beboere. Det erfarede amerikaneren Jimmy Petterson, da han tog på skitur til præstedømmet og blev modtaget med en overvældende varme og gæstfrihed.

Skrevet af: Jimmy Petterson
Opdateret den 04. jan 2017

Selvom Irans og Amerikas forhold er anspændt på regeringsplan, behøver det ikke være det mellem landenes beboere. Det erfarede amerikaneren Jimmy Petterson, da han tog på skitur til præstedømmet og blev modtaget med en overvældende varme og gæstfrihed.

Middagssolen varmer mit ansigt, mens jeg sidder i en gammel stolelift og kigger ud på de spor, jeg lige har lavet i sneen. En ung mand ved siden af mig præsenterer sig, og jeg begynder at snakke. Han fortæller, at han bor i Los Angeles, og hans forrige skiferie gik til Aspen i Colorado. 

”Men jeg fandt ud af, at jeg kunne tage hjem og stå på ski i en hel sæson for de samme penge, som jeg brugte på ti dage i Colorado. Så det har jeg gjort i år.”

Jeg laver et hurtigt regnestykke i hovedet. Et liftkort her koster omkring 40 kroner om dagen, lidt mere i weekenden. En lejlighed på 100 kvadratmeter koster omkring 1000 kroner om måneden. Jeg har tit set et halvt dusin skibumser pakke sig sammen på 30 kvadratmeter i de franske alper, så en lejlighed på 100 kvadratmeter, hvor de hver skulle betale omkring 150 kroner om måneden, ville være ren luksus. Et måltid på en restaurant koster cirka 30 kroner – smid 30 kroner ekstra oveni for morgenmad og frokost, og en 120-dages sæson vil koste under 10.000 kroner. Velkommen til Shemshak i Iran.

Det er dog ikke kun prisen, der gør det til en anderledes oplevelse at stå på ski i Iran. Shemshak byder kun på syv lifte og 550 højdemeter, men til gengæld ligger sneen urørt i flere dage, endda uger. Derudover ligger det lille skiområde Darbandsar kun fem minutter væk, og tyve minutter længere væk ligger Dizin, landets største skisportssted.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Iran_01America, very good

Jeg var ikke kun taget til Iran for at opleve den iranske ’ski-kultur’, men også for at lære om landets historie, kultur og mennesker. Et mål, der hurtigt viste sig at være let at nå. Fra det øjeblik, jeg landede i Teheran, tronede de spektakulære, snedækkede bjerge mig i møde, og i byer som Esfahan snublede jeg over historien og kulturen på hvert gadehjørne. Desuden behøvede jeg overhovedet ikke anstrenge mig for at få kontakt med menneskene. De lokale gjorde alt for at få mig til at føle mig velkommen, som var jeg en længe savnet slægtning.

Jeg må indrømme, at jeg skilte mig ud fra mængden. Hvis mit lyse hår ikke var nok til øjeblikkeligt at stemple mig som udlænding, var min røde, orange og gule skijakke meget iøjefaldende i et land, hvor næsten alle var klædt i sort.

”Hello! Welcome to Iran. Where you come from? Ruski? German?” var en sætning, jeg hørte konstant. Men de lokales åbenhed gik langt ud over almindelig nysgerrighed.

Når jeg svarede ”America”, blev jeg altid mødt med svaret: ”Åh, America, very good.”

Et underligt svar, når man tænker på, hvor mange gange USA’s regering har blandet sig i Irans sager i løbet af de sidste 50 år. Ud over at CIA i 1953 fordrev den populære folkevalgte præsident Mossadegh for i stedet at indsætte den irakiske Shah, støttede USA også Saddam Husseins forhadte regime under krigen mellem Irak og Iran i 1980’erne. Ikke desto mindre blev jeg under hele mit ophold mødt med en positiv reaktion på, at jeg var amerikaner.
Jeg har rejst i 60 forskellige lande, og jeg har aldrig før mødt noget folk, der overgik iranerne i varme og gæstfrihed. Jeg stoppede for at tage et billede af en frugtsælger, og han gav mig en banan. Jeg gik op til toppen af Idltemplet uden for Esfahan, og en fremmed delte sin te og sit slik med mig. En af de første dage fulgtes jeg med en lokal mand i skiliften, og før jeg havde nået toppen, var jeg inviteret med til en fest i hans lejlighed. To dage senere drak jeg den lokale brændevin, en dadel- og druebaseret drik kaldet aragh, og sang og dansede til klokken to om natten. Værten fortalte mig, at bag lukkede døre lever mange iranere et liv, der ikke er meget anderledes end vores liv i vesten. I offentligheden er sandheden dog skjult bag et slør.

Iran_03Ved en anden lejlighed udvekslede jeg et par ord med ekspedienten, mens jeg købte pizza og kebab på et lille spisested, og da han fik fri, kom han over til mit bord og inviterede mig med ud på te. Hver dag blev jeg på ny overrasket af de lokales varme og venlighed. Men lad mig starte ved begyndelsen.

Irans ’bil-kamikazier’

Den første morgen i Teheran vågner jeg af kalde-til-bøn-sangen, der brøler ud fra alle byens minareter kort efter daggry. Jeg kigger søvnigt ud af hotelvinduet. Solen farver langsomt himlen lys orange bag de snedækkede bjerge øst for byen, før den bevæger sig op på himlen og oplyser resten af Alborz-bjergene mod nord. Langt mod øst ser jeg den pyramideformede vulkan, Mount Damavand, der med sine 5671 meter er Irans højeste bjerg, og lige ved siden af, Mount Tochal, et skiområde tæt på Teheran.

Bjergene, der omgiver Teheran, er det smukkeste ved byen, men når morgentrafikken går i gang, bliver de disede af et tykt lag smog fra byens mange biler. Jeg tager tidligt af sted, men ikke tidligt nok til at undgå morgenens myldretid. Darwin ville have følt sig hjemme her, for den eneste regel, der gælder på Irans veje, er, at den stærkeste overlever. Hornet er meget vigtigere end bremserne, og man respekterer hverken trafiklys eller ensrettede veje. Den stiplede linie, der er lavet for at skille vognbanerne, bliver til en ekstra vognbane for lokale ’bil-kamikazer’ i små iranske Paykan’er.

Min taxatur gennem byen bliver en oplevelse uden lige. Der er så kort afstand mellem bilerne, at man kan tænde en cigaret for chaufføren i bilen ved siden af. Tagbagagebærere er ikke standardudstyr i Teherans taxaer, og mine ski stikker 40 centimer ud af bagagerummet.

Jeg beder til Allah og tager min skihjelm på, da taxachaufføren zigzagger gennem myldretidstrafikken som en slalom-skiløber på hallucinationsfremkaldende stoffer.

På mirakuløs vis kommer både ski og krop uskadte frem til Tochal-skiområdet. Tochal-gondolen er en stor lift, der tager turister og skiløbere på en fantastisk tur næsten 2000 højdemeter over byen og trafikken. På bjergets top er der to korte lifte, der passer godt til middelgode skiløbere. Der er endnu to lifte, men de er ude af drift.

De lokale klager ikke. De har vigtigere ting at bekymre sig om end to lukkede skilifte – for eksempel et lukket samfund. På den anden side kan de være taknemmelige for, at det er blevet meget mere afslappet på skipisterne end for blot få år siden. I en periode skulle mænd og kvinder stå på ski på adskilte pister, og den sorte chador var obligatorisk skidragt for kvinder, men sådan er det ikke længere. Som et levn fra den gamle politik er der dog stadig adskilte liftkøer, og det var jeg glad for, da jeg ankom til Tochal’s liftstation. En lokal pigeskole var på ekskursion den dag, og jeg kunne gå forbi hundrede fnisende skolepiger og komme op i liften med det samme, da der ikke var nogen ved mændenes liftkø.

Iran_04Da dagen var omme, havde jeg prøvet alle pister i Tochal. Det var tid til at samle mine ejendele og rejse til Dizin, 120 kilometer væk. Her skulle den iranske hang til venlighed og gæstfrihed også vise sig at spille en stor rolle.

Machmed Acrishamchi er en iraner, jeg kender på forhånd. Desværre var Machmed på forretningsrejse i Dubai, men over telefonen sagde han til mig, at jeg skulle jeg spørge efter en mand, der hedder Kayvin, når jeg ankom til Teheran.

Da jeg trådte ud af vores taxa i Dizin, ventede Kayvin mig med nøglerne til Machmeds hytte for enden af skibakkerne. Han talte kort med restaurant-personalet og fortalte mig, at alle mine måltider var på Machmeds regning. Kayvin præsenterede mig også for Ahmad, skiskolelederens søn – en god skiløber, der næsten udelukkende talte engelsk i enstavelsesord. Kayvin forklarede, at Ahmad ville sørge for, at jeg fik liftkort, vise mig rundt på skiområdet og hjælpe mig foran i liftkøerne. Og gæstfriheden stoppede ikke her. Ahmad kom ned til hytten med sodavand, og telefonregningen skulle jeg ikke bekymre mig om.

Offpiste-paradiset Iran
Min første dag i Dizin bød på 15 centimeter pulversne på toppen af skibakkerne. Det var sidst i januar, og sneen var let. Stakkels Ahmad med ansvaret for en sne-gal skiløber fra vesten, der vidste mere om laviner end han selv gjorde – eller det troede han i hvert fald.

Den første morgen var fuld af diskussioner.

Ahmad pegede på en stejl bakke og sagde: ”Fare!”

Jeg sagde: ”Der er ikke nok sne, og det er ikke stejlt nok til at være virkelig farligt”.

”OIran_05kay, okay,” svarede min guide nervøst, og jeg begav mig mod de såkaldte farlige skibakker.

Til tider rettede jeg mig dog efter Ahmads kendskab til området. Når jeg pegede længselsfuldt mod en skibakke, der var meget stejlere end de andre, og Ahmad på sit bedste engelsk forklarede, at ”morning – okay, afternoon – danger!” fulgte jeg hans råd.

Jeg løb på friske spor hele dagen. For det meste var området spændende, men ikke alt for vanskeligt. Dizin er et alle tiders sted til at lære at løbe på pulversne, og der er også nok fnug til at beskæftige en veteran som mig. Området er en legeplads af kløfter og bakker med femogtyve graders hældninger, der gradvist flader ud og ender på en top, før de fortsætter i et nyt fald.

Dizins hoteller var næsten helt tomme, for de fleste skiløbere her er beboere i Teheran, der tager på dagsture til området. Samtidig var nattelivet begrænset til kortspil og billard, da alkohol og fest er to af de mange onder, der er ulovlige i Iran. Til gengæld var jeg sikker på at være frisk og veludhvilet til morgensneen.

På andendagen vågnede jeg op til endnu mere sne. Sigtbarheden var dårlig i bjergene, men jeg var heldig. Det iranske ski-landshold havde slalom-træning, så på trods af den dårlige sigtbarhed, var en af de øverste lifte åbne. Ingen af de lokale kastede sig ud i off-piste, så jeg måtte kun dele bakken med landsholdet og et halvt dusin skandinaviske skiløbere – endnu en dag med friske spor.

Jeg ville gerne se de andre skiområder i nærheden af Dizin, og det fik jeg mulighed for den næste dag. Fra toppen af Dizin begyndte jeg en timelang tur mod Darbandsar. Ahmad havde sagt, at jeg skulle gå mod Mt. Damavand. Han havde ikke tid til at følge mig, men jeg havde så god sigtbarhed, at jeg ikke behøvede en guide.

På vejen kiggede jeg over på den ene snedækkede bjergtinde efter den anden. Tør sne, meget få klipper og et utal af muligheder for at løbe over trægrænsen gør Iran til et off-piste-paradis. Og der er nok bjerge til at beskæftige eventyrlystne skiløbere i flere år.

Iran_06Der var et væld af muligheder, og jeg må indrømme, at jeg blev revet med. Da jeg klokken lidt over tre ankom til skiområdet Darbandsar, var lifterne lukket, og en ensom opsynsmand ventede på mig.

Det er let at forestille sig en vestlig opsynsmands reaktion, hvis nogle uvidende turister, der var kommet på vildspor, holdt ham væk fra hans glühwein eller toddy. Men livet er anderledes i Iran. Her ventede Mohammed tålmodigt, fulgte mig ned uden et ord og inviterede mig hen i sin hytte. Han bestilte en taxa til mig og bød mig på te, mens jeg ventede. Endnu et eksempel på iransk venlighed.

Venner trods regeringernes politik

Jeg bruger min sidste dag på ski i Shemshak. Pisterne er meget stejlere her, og der er mange buler under lifterne. Efter frokost er jeg på udkig efter nye eventyr, og det finder jeg. På Darbandsar-siden af bjerget er en lang, stejl hældning med en masse skibakker, der alle ender i den samme kløft. Det er en sand lavine-fælde – ikke et sted, man skal løbe, lige efter det har sneet. Men sneen har haft en dags tid til at lægge sig, og jeg bruger endnu en eftermiddag på en af Irans lovlige glæder – frisk pulversne.

På vej tilbage til liftene møder jeg et par unge fyre, der hører hip-hop-musik for fuld drøn. Musik, der tydeligvis hører med til Irans forbudne frugt, men efter Internettet har gjort sit indtog, er det svært at håndhæve alle Irans love.

På min sidste tur i skiliften møder jeg en lokal skiløber, og for gud ved hvilken gang svarer jeg på standardspørgsmålet om, hvor jeg kommer fra. Han siger, at jeg ikke er den første amerikaner, han har mødt, og at han godt kan lide amerikanere. Og med en enkelt erklæring sætter han prikken over i’et på min tur til Iran:

”Det er ærgerligt, at vores regeringer har haft så mange problemer med hinanden i så mange år,” sagde han.

”Men vi er mennesker, og vi kan være venner på trods af vores regeringers politik.”

Andre spændende artikler


Vinterfjeld på Svalbard

Vinterfjeld på Svalbard

Norge på langs. Alene. Om vinteren.

Norge på langs. Alene. Om vinteren.

Stædige skiløbere i Venezuela

Stædige skiløbere i Venezuela

Log ind