Tasmanien, den ’lille’ ø syd for det australske fastland, bliver ofte overset. Opdag Verden har taget pulsen på øen og er steget til vejrs i en lille flyver, padlet og speedet langs kysterne og kigget nærmere på vandremulighederne. Og dommen er klar: Det kan godt være, Tasmanien ligger syd for fastlandet, men derfor bør den bestemt ikke ligge i skyggen af det.
Til vands
Bådtur i dramatiske vande
Der er noget råt og uberørt, dramatisk og utæmmet over vandene langs Tasman Peninsula på den sydlige del af øen. Vi sidder i en åben, solid og bomstærk båd, en havets firhjulstrækker, der kraftfuldt manøvrerer os tæt ind under klipperne, der dramatisk dykker lodret ned i det skummende vand med dønningerne der knusende kysser kystlinjen.
Det her er de højeste kystklipper på den sydlige halvkugle, og det er tydeligt, at vi befinder os på de høje, sydlige breddegrader. Jeg håber at se så mange af dyrene her i vandende som muligt: De springende delfiner lege ved båden, pukkelhvaler flippe deres haler i vejret oven vande, spækhuggere, søløver og sæler, der daser på klipperne, de små, vraltende, latterfremkaldende pingviner og selvfølgelig albatrossen, der sky svæver over himlen.
Snart forsvinder solen fra himlen, skyerne kommer hastigt ind, og regnen høvler ned. På en eller anden måde føles det helt rigtigt. Landskabet her er dramatisk – selvfølgelig er vejret det samme.
Det gør det dog desværre ikke nemmere at få øje på dyrene i det oprørte vand. Klipperne står mørke og majestætiske, og der ligger med ét en flok sæler på klipperne. Og en lille pingvin spjætter rundt mellem den.
Vi fortsætter mod syd, og her ligger vi og vipper op og ned, ansigt til ansigt med en flok søløver, der gryntende gaber, skubber og puffer til hinanden, møver sig tungt over klippen og lader sig glide i vandet. På klipperne på vej tilbage sidder flokke af fugle, og dér, dér er delfinerne, der legende springer ikke langt fra båden. Præcis som på film.
How to resolve AdBlock issue? 
