Sankt Anna er lige som en svensk skærgård skal være: fyldt med ubeboede øer, idylliske lejrpladser og uforstyrrede udsigter. Og, selvfølgelig, fantastiske vande til tur i havkajakken.
De tre kajakker glider lydløst gennem vandet. Her er nærmest havblik, og solens stråler blinker i vandet, mens vi lægger afstand til Tyrislöt, en lille flække på den yderste landtange i skærgården.
Tidligere samme morgen er vi tre venner, der under meget asen og masen har proppet proviant og drikkevand til fem dage ned i kajakkernes pakluger sammen med telte, save, økser og fiskestænger, så de tungt lastede kajakker ligger lidt lavt i vandet i Tyrislöts hyggelige lille havn.
Efter femten minutters padling er vi allerede i kajakparadis med masser af øde øer. Et ørige, hvor øerne står i grå, grønne og lilla farvenuancer, domineret af klippe, træer, græs og lyngblomster. Dagens største problem bliver at vælge, hvilken af de utallige øde øer vi vil slå lejr på.
Vi passerer den ene perfekte ø efter den anden. Nænner næsten ikke at padle forbi uden at udforske dem nærmere, så det varer ikke længe, før vi bliver enige om at gå i land på en lille klippeø for at spise frokost. Klipperne er blevet lune i solen, så vi solbader, mens kaffevandet varmer på trangiaen, og havet er så blikstille, at kajakkerne spejler sig i vandet.
