De fleste vandrere starter turen i syd, hvor ruten bølger gennem øde ørkenbjerge. Ruten følger stier, og til tider små grusveje langt uden for lov og ret, gennem ørken der meget af året ligger gold og hed hen.
Men rammer man Sonora-ørkenen under monsunen sidst på sommeren, venter et spillevende, spirende landskab, hvor ørkengulvet klæder sig i grønt. Vilde blomster skyder frem i klare lyserøde og violette farver, og du kan være heldig at se alt fra ørkenskildpadder til klapperslanger og gilaøgler. Måske hører du også prærieulvene hyle i natten.
Ruten smyger sig uden om Tucson og gennem Saguaro National Park, hvor kaktusserne strækker deres stikkende arme mod himlen i bedste Lucky Luke-stil.
Plateauet og kløften
Ruten slynger sig uden om den hede millionby Phoenix og begynder snart efter at bevæge sig op i højderne. Først til de knaldrøde klippeformationer i området ved Sedona, der er trækplaster for diverse kunstnere og new age-folk, der tror på, den lille by ligger lige op og ned af et særligt kraftfuldt vortex, der indeholder en helt særlig energi.
Skyggefulde, dybe nåletræsskove med rislende bække og temperaturer, der næsten føles svale efter den konstante sol længere mod syd, er kærkomne, når man vandrer højere op i bjergene omtrent halvvejs på ruten.
Flagstaff er en charmerende lille by på Route 66, hvor man kan proviantere og slappe af et par dage, inden turens naturlige kulminationen: turen hen over højplateauet til kanten af Grand Canyon. Der er ingen anden vej mod nord end tværs gennem kløften.
Det kræver en formidabel nedstigning til bunden af den cirka 1600 meter dybe kløft, hvor man krydser den rødgrumsede Colorado-flod på en hængebro. Først når man vandrer ned i Grand Canyon, begynder man at få en forståelse for de enorme dimensioner. Efter opstigningen til den nordlige kant af kløften venter højplateauet og snart slutpunktet ved grænsen til Utah.
