Med landsbynavne skriblet ned på et stykke papir tager Signe og Jonathan på trekking i Burmas fjerne bjerge. De har intet kort, de ved ikke, hvor langt der er mellem byerne eller hvor de skal overnatte. Men på de gamle handelsruter mellem landsbyerne ligger eventyret på lur.
"Dette er Burma, og det er ikke som noget andet land, du kender," skrev den engelske junglebogs-forfatter Rudyard Kipling engang om Burma. Jeg ved ikke noget om landet, der nu i snart en menneskealder har været styret af diktatoriske generaler, og som jeg nu er på vej til.
Mit pas duftede af røgelse, da det dumpede ind af brevsprækken, efter det havde opholdt sig flere måneder på den burmesiske ambassade i Berlin. Indeni var trykt et visum til Burma. Jeg var lettet, for der var ikke lang tid til afrejse.
Burma dufter af røgelse og tropiske frugter, af forår og forandring. I gaderne i hovedstaden Yangon bærer folk badges med billeder af demokratiforkæmperen Aung San Su Kyi. I de små, snuskede restauranter langs byens fortove smiler hun til kunderne fra fedtede lampeskærme, der kaster lys ned over lunkne risretter.
For bare et halvt år siden var nobelprismodtagerens smukke ansigt ingensteder at skue i sit eget hjemland. For to år siden ville det have været vanskeligt at rejse til Burma. Nu strømmer turisterne til hurtigere end driftige burmesere kan nå at bygge nye hoteller.
How to resolve AdBlock issue? 
