Trekking i Burma

Med landsbynavne skriblet ned på et stykke papir tager Signe og Jonathan på trekking i Burmas fjerne bjerge. De har intet kort, de ved ikke, hvor langt der er mellem byerne eller hvor de skal overnatte. Men på de gamle handelsruter mellem landsbyerne ligger eventyret på lur.

20.jpg
Skrevet af: Signe Ravn-Højgaard - Foto: Jonathan Mathiesen og Signe Ravn-Højgaard
Opdateret den 07. maj 2021

Med landsbynavne skriblet ned på et stykke papir tager Signe og Jonathan på trekking i Burmas fjerne bjerge. De har intet kort, de ved ikke, hvor langt der er mellem byerne eller hvor de skal overnatte. Men på de gamle handelsruter mellem landsbyerne ligger eventyret på lur.

"Dette er Burma, og det er ikke som noget andet land, du kender," skrev den engelske junglebogs-forfatter Rudyard Kipling engang om Burma. Jeg ved ikke noget om landet, der nu i snart en menneskealder har været styret af diktatoriske generaler, og som jeg nu er på vej til. 

Mit pas duftede af røgelse, da det dumpede ind af brevsprækken, efter det havde opholdt sig flere måneder på den burmesiske ambassade i Berlin. Indeni var trykt et visum til Burma. Jeg var lettet, for der var ikke lang tid til afrejse.

Burma dufter af røgelse og tropiske frugter, af forår og forandring. I gaderne i hovedstaden Yangon bærer folk badges med billeder af demokratiforkæmperen Aung San Su Kyi. I de små, snuskede restauranter langs byens fortove smiler hun til kunderne fra fedtede lampeskærme, der kaster lys ned over lunkne risretter.

For bare et halvt år siden var nobelprismodtagerens smukke ansigt ingensteder at skue i sit eget hjemland. For to år siden ville det have været vanskeligt at rejse til Burma. Nu strømmer turisterne til hurtigere end driftige burmesere kan nå at bygge nye hoteller.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

10Barberen i bjergene
Barberen i landsbyen Namhsan barberer og fortæller om forandringerne, der med ét har ramt hans lille, fjerntliggende bjerglandsby. Han fortæller og barberer, barberer og fortæller, mens lange kolonner af soldater marcherer forbi:
Burmas militærdikatur holder øje med oprørerne, der befinder sig i bjergene omkring landsbyen, forklarer han.

"Bare rolig," siger barberen, mens han skraber barberskum og skægstubbe af min kærestes kind. "Det er helt sikkert at være turist her."
Det er nu ikke fordi, der er mange turister, der har bevæget sig helt herud. For selvom her måske er sikkert at være, er der langt herud. For at komme til Namhsan skulle vi da også først med en natbus fra Yangon til Mandalay, den gamle britiske kolonihovedstad midt i landet. Herfra bumlede vi videre i en anden bus. Fem timer senere ankom vi til den friske bjergluft i byen Hsipaw.

For at komme det sidste stykke ud i bjergene måtte vi få den lokale pick-uptruck til at køre os ad grusvejene. Vi fik plads på ladet mellem gamle kvinder, sække med kartofler og flettede bambusbure med høns. Snart bumlede vi af sted langs den støvede grusvej. Hurtigt fik høns, kvinder og vi to hvide turister samme brune farve som den støvede grusvej. Fem timer senere, og med nogle meget ømme kroppe indhyllet i støv, ankom vi til Namhsan.

Lillebitte legelandsby
Byen strækker sig ud langs en spids bjergryg, hvor landskabet forsvinder brat bag en enkelt række huse på begge sider af vejen, der udgør byen. Der er fantastiske udsigter, uanset hvor man befinder sig i byen. Små butikker ligger side om side med bittesmå tefabrikker, hvor kvinder med erfaren hånd sorterer teen i store bunker på gulvet. Alle husene i byen er bittesmå med små vinduer, døre og små mennesker. Som var det et legoland. Kvinder står og snakker langs vejen. Om livet har de silkebånd så tykke som hulahopringe.

25Min kæreste og jeg står midt i alt dette – vores tøj har samme farve som vejen under os. Vi ved ikke noget om byen eller hvor vi kan sove. Det ved chaufføren, der ikke kan engelsk heldigvis. Han leder os i al fald hen til byens eneste hotel. Her indlogerer vi os på et lillebitte værelse, hvor der kun lige netop kan presses en seng ind.

Næste dags udfordring bliver at finde ud af, hvordan vi kommer på vandretur. Vi ved ingenting. Ingen guidebøger beskriver området. Hotelejeren forklarer os en firedages rute. Den går op og ned ad bjergkamme og ind og ud af landsbyer med navne, jeg ikke kan udtale. Jeg får ham til at skrive navnene ned på en notesblok.

Han skriver med de kunsteriske kruseduller, der udgør det burmesiske alfabet. Jeg forsøger at afskrive, hvordan han udtaler landsbyernes navne, så vi selv vil kunne udtale dem, når vi står alene i bjergene. Efter en tur hos barberen er vi lettere skræmte af hans historier, men klar til at begive os af sted uden kort, men med en notesblok med landsbynavne.

Uden for kortet
Landskabet er svedent og kupperet. Bakker og bjergkamme bølger op og ned mellem hinanden og gør, at vi aldrig kan se ret langt frem i landskabet. De små grusstier, vi går på, fungerer som hovedvejen mellem landsbyerne – uden for regntiden. Købmænd på motorcykler kører af og til forbi os på de bumlede stier med bjerge af grøntsager, slik og chips spændt bag på.

22De handlende stopper op og tilbyder os et lift. De synes, det er synd, at vi skal gå. Og de ryster opgivende på hovederne, når de forstår, at det lige netop er at gå, vi vil. Jeg peger på det første navn på min blok, og de peger videre langs vejen. Vi når byen, som jeg med latinske bogstaver har afskrevet til at hedde Manmal. Her finder vi en lille butik med jordklinet gulv. Konen, der ejer butikken, ligger på en lille briks under det hængende husalter og betragter os indgående, mens vi spiser de nudler, hun har kogt til os på det store brændekomfur bag alteret.

På nonnernes høloft
Vi fortsætter videre op og ned ad bakke i det smukke, tørre landskab. De forbipasserende bliver ved med at gøre tegn til, at der er langt endnu, når vi peger på krusedullerne. Hvor langt aner vi ikke. Det er en mærkelig fornemmelse at vandre af sted uden kort og uden at kende retningen eller bare have den mindste idé om, hvor langt der er.

Vi kan ikke gøre andet end at sætte vores lid til de forbipasserende, vi møder, som vi ikke kan tale med.
Vi har gået i ni timer. Da det er ved at blive mørkt, når vi frem til den landsby, som hotelejeren i Namhsan sagde, at vi muligvis ville kunne overnatte i. Vi følges ind i byen med de lokale hyrder, der driver deres dyr hjem for natten. Også denne by ligger smukt på en bjergkam.

Husene i landsbyen er faldefærdige. Stalde er indrettet i stueetagen og hele familier stuvet sammen på første sal. Der bliver lavet mad over bål i alle husene.
Vi bliver fulgt ned til byens kloster, hvor vi får lov at sove på nonnernes gamle høloft. Et stort åbent rum. Man kan se stjernerne gennem hullerne i loftet. Og fra hullerne i gulvet siver røg op fra bålstedet i det jordklinede køkken i stueetagen.
Nonnerne kokkerer til os. I timevis, mens vores maver skriger.

19Tæt på midnat bliver maden stillet frem på et lille bord ved siden af ildstedet. Et par munke kommer til fra munkeklosteret ved siden af. Og skolelæreren fra byens skole dukker også op. Han kan en lille smule engelsk og vil meget gerne tale med os, og lader sig ikke mærke af, at vi ikke kan forstå hans engelsk.

Han har vist lært ved at læse i en bog. Vi er nogle af de første, han kan teste sit mundtlige engelsk på. Vi sidder på gulvet og spiser sammen med munkene og læreren. Nonnerne ser på. Jeg falder i søvn på loftet, træt og udmattet. Der lugter af tjære og hø.

Hvor langt mon der er?
Næste morgen vågner jeg til nonnernes sang. Smuk og klar. Solen sender sart morgenlys ned over landsbyen. Mine ben er ømme efter gårsdagens lange vandretur op og ned ad bakke. Gad vide, hvor langt vi skal gå i dag? Ifølge vores notesblok skal vi igennem tre byer med uudtalelige navne. Men hvor mange kilometer, hvor mange timer og hvor mange bjergkamme det svarer til, ved vi ikke.

Det viser sig igen at blive til mange timer. Igen bliver det næsten mørkt, før vi når til en landsby, hvor vi kan sove. Undervejs går vi op igennem et pas i næsten 3000 meters højde og ned gennem forladt og øde skov, der med sin dystre stilhed lukker sig tæt om os kilometer efter kilometer. Det eneste, der bryder stilheden, er et par motorcykler, der drøner af sted med varer til og fra landsbyerne på de støvede grusveje. De læser krusedullerne på blokken og peger nedad. De har et medlidende udtryk i øjnene.

18Dette er Burma
Endelig, endnu en gang ved mørkets frembrud, når vi en lille landsby. Unge fyre hænger ud foran et lille bambusskur, hvor der vist står hotel på burmesisk. I underetagen bliver der lavet mad ved et stort bål. Folk hygger sig med brændevin og olierede ris. Langs væggene står alle beboernes ejendele stuvet op. Det er ikke meget. Lidt tøj, nogle sko, tandbørster og en bamse. Ovenpå sover hele familien på gulvet, når der altså ikke er gæster – så sover gæsterne på gulvet og familien i stueetagen.

Næste morgen tager vi afsked med den lille familie og begiver os afsted mod civilisationen og afslutningen på vores vandretur. Hvor langt der er, ved vi ikke. Vi ved heller ikke helt i hvilken retning vi skal gå. Men de handlende på motorcyklerne er venlige og hjælper os på vej.

Pludselig står vi igen ved hovedvejen, hvor støvede lastbiler suser forbi med tropper og troperfrugter, og pick-up trucks samler gamle damer med deres høns op og kører dem ud til deres landsbyer i bjergene. Vi ved ikke, hvor langt vi skal gå ad hovedvejen for at komme tilbage til byen Hsipaw – for vi er stadig uden for kortet. Dette er Burma, og det er ikke som noget andet land, du kender.


DSC 0528Idylliske templer og smukke floder

Når du nu alligevel er i Burma, så gå ikke glip af alle de mange smukke seværdigheder landet byder på. Tag fx på flodsejlads op ad en af Burmas floder – enten i en lokal pram eller et krydstogtskib. Lad dig heller ikke snyde for synet af den overdådige guldpagode, Shwedagon, i hovedstaden.


Burma eller Myanmar?

Burma er det navn, briterne gav deres koloni i midten af 1800-tallet. Da navnet henviser til den største etniske befolkningsgruppe i landet, burmesere, ændrede militærjuntaen i 1989 landets navn til Myanmar, for ikke at henvise til én etnisk gruppe. Navnet er omstridt, da blandt andet demokratiforkæmpere som Aung San Su Kyi kalder landet Burma, i protest mod at navnet blev ændret uden at spørge befolkningen.


Forandringernes land

23Ikke lang tid efter Burma i 1948 opnåede selvstændighed fra Storbritannien, tog en militærjunta magten. Militærjuntaen har styret landet hårdt lige siden. I de sidste 25 år har demokratifortalere med den karismatiske Aung San Suu Kyi i spidsen kæmpet for et frit og demokratisk Burma. Den seneste tid er forholdene i Burma blevet friere: Politiske fanger er løsladt, valg er afholdt og turister er begyndt at strømme til landet. Demokratiforkæmperne i Burma er nemlig stoppet med at opfordre turister til at holde sig væk fra landet i protest mod styret. De håber på, at turister kan være med til at bringe udsyn og forandringer til det lukkede land.


Andre spændende artikler


Vandretur på Österlenleden

Vandretur på Österlenleden

Vandring på Gran Canaria: 3 dagsture

Vandring på Gran Canaria: 3 dagsture

Med rygsæk på Island

Med rygsæk på Island

Log ind