Trekking i vietnamesiske Sapa

Kiks som lokkemad
Fire store gule bygninger med røde tegltage lyser op nede i dalen. Det er skolen i Ban Ho, men for minoriteterne i bjergene er det at komme i skole dog noget af en udfordring.
”En gang om måneden giver skoler i bjergområderne slik og kiks til eleverne for at få dem til at komme i skole,” fortæller Viet.

Børnene har så langt til skole, at de skal lokkes med søde sager for at komme derhen. Jeg kigger op mod bjergtoppene, der svæver langt over os, indhyllede i skyer. Der er langt op. Det må være lidt af en skolevej.

Vi tager det sidste nøk ned ad bjergsiden, indtil vi når en stenet vej, der løber langs floden. Solen bryder frem, og vi sveder tran. Sommerfugle svirrer omkring os. Store og små. En sort og neonblå sommerfugl følger os på vej, fuglene kvidrer, cikaderne synger, og hanerne galer om kap.

To seks- til syvårige drenge kommer hen til os, den ene med hjemmelavet bue og pil og et skælmsk glimt i øjet.

Et paradis i skyggen
Ved totiden når vi frokoststedet hos en lokal familie i tay-landsbyen Thanh Phu. Smilende tager værtsfamilien i mod os, da vi stolper ind gennem deres hus med mudrede vandrestøvler. Tomatrøde i hovederne af varmen og sultne som ulve kaster vi os over de colaer, de stiller frem på den skyggefulde terrasse.

Vi nyder brisen fra en lille sø, der skulper ind mod terrassens betondæk. På den modsatte side af søen pløjer manden fra vores værtsfamilie sin rismark. To børn leger i det plovfurede mudder. Bag ham står en bambusbusk som en kæmpestor vifte. Dernæst kommer bjergene.

Der lugter lidt af grisestald i landsbyerne, fordi mange holder grise. Vores værtsfamilies grise grynter lidt over fra stalden, og jeg kigger ned til dem, da jeg går forbi for at gå på toilettet. Eller … toilet og toilet. En strøm fra vandet i dammen flyder gennem en kanal i et lille skur lidt væk fra huset. Sådan, såre simpelt.

Et lille barn græder inde fra huset, og lidt efter kommer vores værtinde ud med den lille på armen. Hun er traditionelt klædt i sort opslidset kjole med bukser under samt tørklæde i stærke farver. Hendes tørklæde har en bundfarve som en frodig rismark. Kvinderne i området væver dem selv.

Da hun kommer ud med drengen, har han en lille fint syet hat på i præcis den samme grønne farve som hendes eget. Jeg tager et par billeder, men da blitzen glimter, bliver han forskrækket.

Vandbøfler, bambus og ris
Efter frokost drager vi videre. Alle vegne arbejder folk i markerne, ofte i deres minoritets traditionelle tøj, og vi ser flere kvinder, der slår planterne på siden af markerne ned med en le, og mange andre, der planter majs.

Alt sker med håndkraft. Mændene går med vandbøfler foran ploven og pløjer rismarkerne. Sindrige vandingssystemer af bambusrør danner tilsammen et helt vandledningsnet, og indimellem ser vi en automatisk riskværn, der drives af vand og skiller skallerne fra riskornene.

Vi kommer igennem en mindre landsby, hvor der bor Xa Phoer. Det er en af de mindste minoriteter i Vietnam på bare nogle tusind. De er mørkere i huden, og øjnene er smallere end ellers. Her er børn, der leger overalt. Store smil i beskidte ansigter.

To seks- til syvårige drenge kommer hen til os, den ene med hjemmelavet bue og pil og et skælmsk glimt i øjet. Viet snakker lidt med dem, og vi giver dem lidt slik. Hurtigt løber de ned til et hus. Begejstrede udråb skingrer derefter derinde fra, og snart stormer tre andre drenge under hujen hen imod os.

”De er ikke handelsfolk, som for eksempel sorte hmonger og røde daoer, der dyrker ris og væver tøj, som de sælger,” fortæller Viet, der mener, at det er en af grundene til, at de er så fattige.

Forfædrenes accept
Vi begynder så småt at gå op ad igen og sætter os på en græsskråning og får lidt kiks og vand. På bjergskråningen længere nede står nogle runde jordbanker med flag på toppen.
”Det er grave. Den 5. april var der gravrenselsesdag.

Det er derfor, der intet ukrudt er på gravene. På denne dag fjerner man ukrudtet fra graven og ofrer mad til forfædrene. Man forklarer dem også, hvorfor man gør, som man gør i sit liv. Så de forstår, det man gør og derfor accepterer det,” fortæller Viet.

Vi genoptager opstigningen. Varmt, varmt, varmt! Min solhat klistrer til håret, når jeg løfter den af for at få luft til hovedet. Da vi når til landsbyen My Song, ser vi straks en lille åben butik.
”Tre colaer, tak!”

Min coladåse er støvet, for butikkens ydervæg er blot et hønsenet, og jeg hælder rent vand ud over dåsens top, inden jeg drikker i glubske slurke. Bagefter sætter vi os ind i butikken på småbitte plastikstole, som købmanden generøst tilbyder os at hvile ud i. Energien kommer igen.

”Bye, bye,” råber børnene til os fra det øjeblik, vi kommer ind i landsbyen, og det lyder, som om de mener hello.

Når vi fotograferer dem, bliver de generte og gemmer sig. En lille pige kommer ind hos købmanden. Hun skal have tobak til sin far og slik til sig selv, fortæller købmanden.

Købmandens egen lille datter løber frem og tilbage og råber bye bye til os, mens hun klukler. Lidt senere, da vi griber vandrestokkene og traver videre, lyder der et kor af glade bye bye efter os.

Ho Chi Minh bag glasset
Vores hjem for natten er stort og ligger med en søjlegang langs den ene langside. Gulvet er beton, ligesom den første og den anden stue, som ligger ved siden af hinanden og vender ud mod søjlegangen.

I den første stuerne er der frie spær, og fra døråbningen kan vi skimte den hems, hvor vi skal sove i nat. Det traditionelle alter til forfædrene hænger i hjørnet lige fremme, som det altid gør hos røde daoer.

Hos tayer og vietnamesere hænger det midt på væggen. Længere fremme, over for køkkenet, sidder en smuk pige på betongulvet ude i det fri og snitter noget, der ligner skræppeblade direkte ned i en stor balje.

”How are you,” spørger hun og afslører, at hun kan lidt engelsk i modsætning til de andre i familien.

Lai er 18 år og gift med husets yngste søn, der går på gymnasiet i Sapa by. Ægteskabet er arrangeret og betyder, at hun bor hos svigerfamilien, selvom hendes mand stadig bor ved gymnasiet to og en halv times kørsel på motorcykel herfra.

En guldtand glimter, når hun smiler. Men ellers ligner hun en pige fra Hanoi i moderne tøj, uden tørklæde og uden at have barberet håret af foran på hovedet, som de røde dao-kvinder ellers gør.

Vi vasker vores fødder ved en vandhane uden for køkkenet. Indenfor ved ildstedet sidder Sing på en lille taburet og er i færd med at lave vores mad. Der er ingen vinduer, men flere døre, der bringer den sidste rest dagslys ind i det store rum, der har sorte vægge af røgen.

En kraftig sparepære lyser op i stuen. Rummet er spartansk indrettet med sit betongulv og synlige tagbeklædning, men tyder alligevel på velstand. På to vægge løber der en slags frise af indrammede diplomer. Æresbevisninger, viser det sig. Der, hvor frisen stopper, står et fint udskåret vitrineskab i poleret mørkt træ.

Ho Chi Minh smiler fra sit billede bag en glaslåge. Han er værdsat af mange nordvietnamesere som landsfader. Under hemsen står en gammeldags symaskine og forskellige syarbejder hænger på en knage på væggen. Det er husets frue, Phay, der syr.

Næste gang…
Vi spiser et fantastisk måltid mad med adskillelige retter, kylling, okse, gris og grøntsager, inden strømmen går. Det er helt normalt og sker ofte flere gange hver aften. En lygte bliver hurtigt fundet frem, og vi får stearinlys på bordet. Da strømmen kommer igen, byder manden i huset, Xuan, os på risbrændevin.

”Chuc suc khoe!” skåler vi i kor, inden Xuan fortæller, at diplomerne er æresbevisninger til hans far, som var leder af området i sin tid.

Han er også selv inde i politik, og den følgende morgen vågner vi klokken seks ved lyden af familiens stemmer, da han drager af sted for at forberede et lokalvalg. Hanerne er allerede i fuld gang med at gale om kap, disen hænger elveragtigt over landskabet, og kun de bananpalmer og papajatræer, der står lige foran os, træder skarpt frem.

Efter morgenmaden, der står på pandekager med chokoladesovs og bananer, hiver vi de nu tørre uldsokker og vandrestøvler på igen. Inden vi går, kommer familien ud med et stort, hult horn.
”De puster i det, når de beder til Gud,” fortæller Viet.

Phay tager min hånd, da vi skilles. Jeg fornemmer at hun takker mig – måske fordi de penge, de får for at huse os, er et godt supplement til deres husholdning? Morgenens varmedis dækker stadig bjergene omkring os og rismarkerne i dalene under os, da vi på ny begiver os af sted. Men efterhånden letter disen, og landskabet er lige så flot som i går.

Vi er ved at nå turens afslutning. Så da vi kommer til et særligt smukt sted ved floden, sætter vi os på hver vores sten ude i vandet: kigger ud over landskabet og lytter til vandet, der strømmer forbi. Savner allerede bjergene, floderne og menneskene. Jeg lover dog mig selv, at vi næste gang tager en tur på nogle flere dage.

3 vietnamesiske højdepunkter 

Trekkingturen i Sapa var blot en del af vores rundrejse i Vietnam. Her er tre andre højdepunkter på rejsen.

1. Ba Be National Park
Vi overnatter her hos en tay-familie i et traditionelt pælehus. Vi sover i bag et forhæng i et lille aflukke i stuen, hvor der ingen møbler var – ud over et tv. Vi sidder på en bambusmåtte og spiser til aften. Manden byder os derefter på risbrændevin og fortæller om livet her. Om morgenen tager han os på en sejltur i sin traditionelle fiskerbåd.

2. Halong-bugten
Vi tager på et todages cruise en gammel junke i Halong-bugten, der er underskøn med tyrkisgrønt hav og kalkstens-øer, hvor der utroligt nok vokser grønne planter. Vi gik i land og så en grotte, der bestod af tre mægtige sale, der lignede det indre kirkerum af Gaudis Sagrada Familia i Barcelona. Vietnameserne brugte grotten, der ligger højt med udsigt over bugten, som tilflugtssted i krigen mod amerikanerne.

3. Overnatning for lokale minoriteter
Inden vi tager af sted på turen, er jeg meget skeptisk over for at skulle bo hos de lokale minoriteter. Jeg forestiller mig, at det vil være ubehageligt for dem – at vi vil virke anmassende. Men vi bliver mødt med en lige så stor nysgerrighed over for os, som vi har over for dem. Samtidig har de en så naturlig værdighed og venlighed, at vi hurtigt slapper af og føler os hjemme.