Små vandrestier krøller sig gennem de frodige bjerglandskaber i vietnamesiske Sapa. Blandt rismarkerne ligger små landsbyer, der ikke ser mange udlændinge, og her inviterer de forskellige etniske minoriteter inden for til et kig ind i en traditionel kultur, hvor livet på mange måder leves uanfægtet af omverdenen.
I år falder Cuc Vu den 21. april, blot tre dage inden vores trek begynder. Coc Vu er den dag, hvor regntiden ifølge den vietnamesiske månekalender sætter ind.
Kalenderens profeti holder stik. Så stierne er smattede og glatte, da vi begynder en stejl nedstigning fra bjerget, hvor vores Ecolodges små bungalower ligger og knejser. Vi kæmper os nedad.
Mine lår syder af mælkesyre, da vi når en afsats, hvor et par vandbøfler græsser. De betragter os nøje: Hvad vil vi? Mennesker på tur er et særsyn her.
Vi stikker hver vores bambusstok i jorden og smider rygsækkene, Morten, vores guide Viet og jeg, mens Sing, der er sort hmong og bærer vores mad og soveposer, sætter sig på græsset med fletkurven på ryggen.
Hvilken udsigt! I dalen under os snor den fossende flod sig mellem de høje frodige bjerge. Små huse trykker sig ned i landskabet. Omkring husene ligger sirlige rismarker som fine brune, blødt svungne striber i et grønt stykke stof.
Det er tay-landsbyen Ban Ho. Her skal vi hentes i morgen, men inden da har vi to eventyrlige vandredage foran os. Jeg trækker vejret dybt. En frisk og sødt krydret duft fylder mine lunger. Aahhh.
How to resolve AdBlock issue? 
