Uddrag fra ’På drømmenes afveje i USA – En Road Book’

Ørkenens spøgelser

1031.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 12. jun 2021

Opdag Verdens chefredaktør Tore Grønne har skrevet en ny bog om sine oplevelser i USA. Vi bringer her et redigeret uddrag fra et af bogens kapitler, der foregår langt ude i Utahs øde ørkener.


På drømmenes afveje i USA – En Road Book
Bumser og beats i en knallertbande i San Francisco. Nybyggere langt ude i Arizonas nådesløse ørken. En baptistpræst i Bibelbæltet. En anarkist, der genopfinder sig selv efter en tur bag tremmer. Tore Grønne fortæller i denne road book om nogle af de sjove, sære og fascinerende mennesker, han er kommet tæt på gennem fire års amerikanske rejser. En anderledes skildring af USA til den, der ønsker at trænge ind bag de fortærskede klichéer. Undervejs begiver Tore Grønne sig også ud i de vidtstrakte landskaber, der giver genlyd i den amerikanske psyke. Bogen er rigt illustreret.
På drømmenes afveje i USA – En Road Book af Tore Grønne. Turbine. 250 sider. 299,95 kr.


 

Ørkenens spøgelser

Midt mellem øst og vest, derude, hvor rødt støv, orange klippespir, labyrintiske kløfter og endeløs stenørken strækker sig mod horisontens høje himmel; hvor sommerens hede er uudholdelig, og vinterens kulde gennemtrængende; hvor floder har skåret sig dybere og dybere ned i et vindblæst plateau gennem umindelige tider, og 65 millioner år gamle dinosaurfodspor stadig er synlige i klippen; hvor indianere for århundreder siden indgraverede petroglyffer på lodrette klippevægge; hvor kun de mest hårdføre nybyggere slog sig ned på den lange rejse mod vest, derude ligger en række af USA’s smukkeste og mest dramatiske, barske og øde landskaber.

Derude ligger Utah.

Dækkene trak uendelige streger efter cyklen i et tungt lag fint sand, der dækkede vejen. Solen stod som en faretruende ildkugle højest på himlen. Middagsheden var kvælende, og de 15 liter vand, jeg havde spændt bag på cyklen dagen forinden, var allerede svundet for meget ind.

Rationerede jeg ikke, løb jeg tør. I vejkanten kastede nogle lave, kradsbørstige buske en smule skygge. Her kunne jeg undslippe solen for en stund. Inden jeg plantede mig på jorden, huskede jeg en passage fra en amerikansk ørkenklassiker:

”Se dig omkring efter klapperslanger, koralslanger, piskslanger, piskeskorpioner, skolopendere, tusindben, tæger, mider, sorte enker, rovtæger, solifuger, fugleedderkopper, tudseleguaner, gilaøgler, ildmyrer, Jerusalem-fårekyllinger og kæmpe ørkenskorpioner, inden du sætter dig ned,” skrev Edward Abbey i klassikeren Desert Solitaire fra 1968.

Jeg gjorde, som Abbey skrev, og inspicerede sandet, inden jeg lod mig synke ned på det. Jeg tænkte, at han nok var værd at lytte til. Han arbejdede som ranger i Arches, dengang det endnu ikke var en nationalpark.

I halve år boede han alene i en trailer parkeret i ørkenen, der er overstrøet med enorme naturlige klippebuer, hvor klippeblokke så store som parcelhuse balancerer på toppen af smalle klippespir, og huller i klippesider danner vinduer til mere jord og flere klipper, der rødlige og uberørte strækker sig til foden af de ofte snedækkede La Sal-bjerge. Pletten, jeg hvilede på, lå omtrent 150 kilometer i fugleflugt fra Arches, som Abbey tilbeder i sin bog.

Desert Solitaire er en hyldest til det øde Amerika og den ensomme udørk, store dele af det sydlige Utah er. Abbey skriver om den rå skønhed og romantiserer det ensomme liv, han lever i takt med solens gang over himlen, og han harcelerer mod fremskridt og nye veje, der skal gøre nationalparkerne tilgængelige for de magelige masser:

”Hop ikke ind i din bil næste juni for at skynde dig ud og se kløfterne i håbet om at finde noget af det, jeg forsøger at fremkalde på siderne her. For det første, så kan du ingenting se fra bilen; du er nødt til at træde ud af den forbandede maskine og gå, eller endnu bedre kravle på hænder og knæ, over sandsten og gennem tornebuske og kaktus. Når spor af blod begynder at dukke op på stien, ser du noget, måske. Sikkert ikke.”

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

1406

Abbeys frygt for fremskridt er i høj grad blevet til virkelighed i de næsten 50 år, der er gået, siden han skrev de ord. I dag er der veje ind i og rundt i stort set samtlige USA’s nationalparker.

Men på adskillige ture i Arches, Canyonlands, Capitol Reef, Bryce og Zion, den formidable række af nationalparker, der ligger på stribe i det sydlige Utah nær grænsen til Arizona, har jeg om og om igen oplevet, at det ikke kræver mange skridt eller pedaltråd væk fra de mest populære udsigtspunkter og stier, for at man kommer hen, hvor der kun er en brøkdel af de mennesker, man netop var omgivet af.

Går man ud i vildmarken, kan man stadig være alene i dagevis. Sådan er det for øvrigt i nationalparker landet rundt. Har man vandret blot ti minutter ned ad South Kaibab Trail mod bunden af Grand Canyon eller videre ind i vildmarken fra toppen af Yosemite Falls eller bevæget sig ud af bilen og ind mellem de mangefarvede kløfter i Death Valley, kan man uden tvivl nikke genkendende til det.

På denne tur kravlede jeg ikke rundt, der var ingen blodspor bag cyklen, og jeg bevægede mig endda på en vej, men det var på en ensom sandvej i enorme Grand Staircase-Escalante National Monument.

Uden for Alaska er området det sidste sted i USA, der blev kortlagt. Det er et ekstremt øde ørkenområde med et labyrintisk virvar af dybe kløfter og lodrette klippevægge i knaldrøde og orange farver, plateauer med lave buske, forvredne klippespir og åbne vidder.

Et område, der er besværligt og af og til farligt at færdes i, for her kan sommerens temperaturer dræbe, flash floods kan skylle gennem smalle klippekløfter og tage alt liv med sig, og man kan fare vild. Ende sine dage med ryggen plantet mod en sten og en hals så tør som ørkensandet, der omgiver én. Hvis man altså ikke tager sine forholdsregler.

IMG 7012

Jeg var kørt ind i Capitol Reef National Park og cyklede nu langs The Waterpocket Fold; en naturlig fordybning i landskabet, der skabte en tilsandet dal i omtrent 1600 meters højde. På hver side af kløften rejste klipperne sig. Det var her, jeg kiggede efter kryb og slanger, inden jeg plantede mig i sandet. Jeg småslumrede.

Det ville være så let at forsvinde i de her landskaber. Hvor mon jeg ville ende, hvis jeg efterlod cyklen og blot vandrede mod øst? Over klipperne og gennem ørkenen. Derud, hvor der ingenting er på kortet. Hvor mange dage, uger, skulle jeg mon gå, inden jeg igen så et menneske i øjnene? Ville jeg overhovedet overleve det?

Det sker, at folk forsvinder i den her del af Utah. Folk, der undervurderer, hvor ekstrem ørkenen er, og hvor farlig den kan være, hvis man ikke er forberedt på den. Folk, der er uheldige. Folk, der er vanvittige.

Ingen af de forsvundne er dog mere kendt end Everett Ruess. Den unge vagabond, drømmer, poet og eventyrer begyndte at flakke rundt i 1930, da han var blot 16 år gammel. Han forelskede sig i ørkenvildnisset her i det sydlige Utah, og som 20-årig var han en erfaren eventyrer med gode venner blandt datidens kunstneriske koryfæer som for eksempel fotografen Dorothea Lange i San Francisco.

Billederne, hun tog af den unge Everett, viser en stor dreng, der endnu ikke helt er sluppet af med hvalpefedtet i ansigtet. Kinderne er runde, håret redt tilbage med pomade. Øjnene misser mod solen.

Ruess flakkede om i månedsvis på ryggen af muldyr i ørkenernes kløfter. Han udforskede forræderiske stier på kanten af porøse klipper. Drev længere og længere væk fra civilisationen, nogle gange i månedsvis. Af og til dukkede han op i en lille udpost for at købe proviant og hente breve på de små posthuse og sende breve hjem.

Fra flækken Escalante, ikke langt fra hvor jeg slumrede under den kradsbørstige busk, skrev han den 11. november 1934 et brev til sin bror, Waldo, og sine forældre i Californien. Han skrev blandt andet:

”Jeg er ikke blevet træt af vildnisset; tværtimod nyder jeg dets skønhed og det omflakkende liv, jeg lever, mere intenst. Når det kommer til, hvornår jeg igen kommer tilbage til civilisationen, så bliver det ikke foreløbigt.

IMG 1376

Jeg foretrækker sadlen frem for sporvognen og den stjernedækkede himmel frem for taget, den obskure og besværlige sti, der leder ind i det ukendte, frem for enhver asfalteret hovedvej, den dybe stilhed i vildnisset frem for utilfredsheden fremavlet af byer.”

Derefter red Everett Ruess ind i ørkenen og forsvandt fra jordens overflade. Ruess’ forældre slog alarm, da de fik returneret en række breve, de havde sendt, og som han aldrig havde hentet på et posthus i Utah, han skulle være kommet forbi.

Der var gået fire måneder, siden Ruess vuggede ind i ørkenen med sine to muldyr, og hans forældre fik organiseret en eftersøgningsgruppe, der drog ud for at finde deres søn. Det eneste, de fandt, var hans to muldyr, der tilfredse græssede i Davis Gulch.

Historien om den unge vagabond, der forsvandt et sted i Utah, har fascineret flere generationer siden, og efter at forfatteren Jon Krakauer dedikerede en række sider til historien om Everett Ruess i sin vildmarksklassiker Into the Wild fra 1996, fik historien om den unge eventyrer, der (sikkert) mistede livet i sin søgen efter skønhed, nyt liv.

I dag er Ruess en af den slags legender, man møder så mange af i USA.
Men hvad skete der med den unge Everett? Styrtede han i døden fra en af de forræderiske stier?
Druknede han, da han prøvede at krydse Colorado-floden, som en af de personer, Jon
Krakauer interviewer i Into the Wild, er overbevist om? Eller døde han slet ikke? Lod han sig forsvinde?

Det mest interessante spørgsmål er måske, hvorfor Everett Ruess i dag er en legende i USA? Han er skytsengel for en kunstfestival, og man kan købe T-shirts med hans navn og unge ansigt på. Hans navn dukker op i sange, og nævner man hans navn på barer i Moab, så skal de lokale nok have en mening om, hvad der hændte ham.

IMG 1102

David Roberts, der senere skrev en biografi om Everett Ruess, gætter på, at hans intense længsel efter vildmarken vækker en dyb genklang hos horderne af romantikere, der drømmer om at slippe væk. Det handler om at efterlade alt det, der er sikkert, velkendt og hjemligt, i jagten på en drøm.

”Jeg har altid været utilfreds med livet, som de fleste lever det. Altid vil jeg leve mere intenst og rigt,” skrev Ruess blandt andet.
I USA skal man ikke underkende jagten på drømmen. Det er traditionelt noget, man vægter højt i et land, der på mange måder blev bygget på at jage drømme. På at tage chancer.

Tænk på dem, der købte en enkeltbillet fra Europa og hoppede på båden til det forjættede land. Uden at ane, hvad der ventede. Tænk på nybyggerne i deres hestevogne. De drog mod vest, ud i det ukendte.

Everett Ruess tog chancer. Han var en idealist, der gik planken fuldt ud for at få sine drømme opfyldt. Han nægtede at lægge bånd på sig selv og sin kærlighed til det ubetrådte vildnis. I stedet kastede han sin udelte kærlighed på de store landskaber, vidderne, der også er en indgroet del af den amerikanske sjæl og
identitet.

Hans kærlighed til den rå skønhed i et af USA’s mest øde områder lever videre i det væld af breve, digte og skitser, han efterlod sig. Her kommer kærligheden, tilbedelsen, af Utahs formidable landskaber til live. Som han skrev til en kammerat:
”Endnu en gang er jeg brusende beruset af lysten til livet og eventyr og ubærlig skønhed.”

Jeg vågnede fra min varme døs og masede på. Jeg tæskede pedalerne rundt og rundt, videre og videre gennem ørken, udtørrede flodsenge og uberørte sanddriver, der fik hjulene til at skride.

Jeg var udmattet, men kunne ikke få mig selv til at stoppe. Dagen var så smuk. Mens min krop knoklede, sænkede der sig en ro over mit sind. For en stund var livet simpelt. Jeg skulle kun koncentrere mig om at komme fremad og suge landskaberne til mig. Og hvad så, om det gik langsomt?
Her var kun øjeblikket. Her var ingen forstyrrelser.

”For første gang i dag bliver jeg opmærksom på den fantastiske stilhed, jeg er fortabt i. Ikke så meget stilhed som en enorm ro – for der er få lyde: den knagende lyd fra en fugl i et enebærtræ, et vindpust, der passerer og ebber ud som et suk, den tikkende lyd fra uret på mit håndled – små lyde, der bryder følelsen af komplet stilhed, men som samtidig forstærker min fornemmelse for omgivelsernes overvældende fred,” skrev Edward Abbey.

Herude var der hverken fugle eller enebærtræer, men her var roen og de få lyde. Cyklens dæk knasede mod småsten på vejen. Der var lyden af mit åndedræt. Af og til et varmt vindpust i øret. Ellers intet.

Den aften slog jeg mit telt op på et stykke blødt ørkensand bag en bakketop. I øst vuggede en bleg, gullig måne snart op over horisontens silhuet af bølgende bjergtoppe.

Langsomt tonede den ned for stjernevrimlen derude langt borte. I vest var himlen stadig dunkel, og stjernerne funklede som skibslanterner fortabt i et endeløst hav af intethed. Min krop var brugt, men jeg kunne ikke få mig selv til at lukke øjnene.

Ikke nu. Ikke her. Natten var så fin. I stedet vadede jeg rundt i mine boksershorts. Stak mine bare tæer ned i det kølige sand. Mærkede den lune natteluft på min bare overkrop. Lukkede øjnene. Ikke en lyd.

”Jeg er 20 mil eller mere fra det nærmeste menneske, men i stedet for ensomhed føler jeg skønhed,” skrev Edward Abbey, der efter sin død i 1989 blev læsset på ladet af en pickup truck og kørt langt ud i ørkenen, hvor hans bedste venner begravede ham i en gammel blå sovepose et sted, som ingen kender.

Præcis som han havde ønsket det. Og der stod jeg, midt mellem øst og vest, strandet for natten på min egen lille magiske ø i selskab med ørkenens spøgelser og ingen andre.

Andre spændende artikler


Californiens Highway 1 på cykel

Californiens Highway 1 på cykel

Annie Londonderrys fantasifulde færd

Annie Londonderrys fantasifulde færd

Tværs over USA på cykel

Tværs over USA på cykel

Log ind