Uddrag fra ’På drømmenes afveje i USA – En Road Book’

Opdag Verdens chefredaktør Tore Grønne har skrevet en ny bog om sine oplevelser i USA. Vi bringer her et redigeret uddrag fra et af bogens kapitler, der foregår langt ude i Utahs øde ørkener.

På drømmenes afveje i USA – En Road Book
Bumser og beats i en knallertbande i San Francisco. Nybyggere langt ude i Arizonas nådesløse ørken. En baptistpræst i Bibelbæltet. En anarkist, der genopfinder sig selv efter en tur bag tremmer. Tore Grønne fortæller i denne road book om nogle af de sjove, sære og fascinerende mennesker, han er kommet tæt på gennem fire års amerikanske rejser. En anderledes skildring af USA til den, der ønsker at trænge ind bag de fortærskede klichéer. Undervejs begiver Tore Grønne sig også ud i de vidtstrakte landskaber, der giver genlyd i den amerikanske psyke. Bogen er rigt illustreret.
På drømmenes afveje i USA – En Road Book af Tore Grønne. Turbine. 250 sider. 299,95 kr.

Ørkenens spøgelser

Midt mellem øst og vest, derude, hvor rødt støv, orange klippespir, labyrintiske kløfter og endeløs stenørken strækker sig mod horisontens høje himmel; hvor sommerens hede er uudholdelig, og vinterens kulde gennemtrængende; hvor floder har skåret sig dybere og dybere ned i et vindblæst plateau gennem umindelige tider, og 65 millioner år gamle dinosaurfodspor stadig er synlige i klippen; hvor indianere for århundreder siden indgraverede petroglyffer på lodrette klippevægge; hvor kun de mest hårdføre nybyggere slog sig ned på den lange rejse mod vest, derude ligger en række af USA’s smukkeste og mest dramatiske, barske og øde landskaber.

Derude ligger Utah.

Dækkene trak uendelige streger efter cyklen i et tungt lag fint sand, der dækkede vejen. Solen stod som en faretruende ildkugle højest på himlen. Middagsheden var kvælende, og de 15 liter vand, jeg havde spændt bag på cyklen dagen forinden, var allerede svundet for meget ind.

Rationerede jeg ikke, løb jeg tør. I vejkanten kastede nogle lave, kradsbørstige buske en smule skygge. Her kunne jeg undslippe solen for en stund. Inden jeg plantede mig på jorden, huskede jeg en passage fra en amerikansk ørkenklassiker:

”Se dig omkring efter klapperslanger, koralslanger, piskslanger, piskeskorpioner, skolopendere, tusindben, tæger, mider, sorte enker, rovtæger, solifuger, fugleedderkopper, tudseleguaner, gilaøgler, ildmyrer, Jerusalem-fårekyllinger og kæmpe ørkenskorpioner, inden du sætter dig ned,” skrev Edward Abbey i klassikeren Desert Solitaire fra 1968.

Jeg gjorde, som Abbey skrev, og inspicerede sandet, inden jeg lod mig synke ned på det. Jeg tænkte, at han nok var værd at lytte til. Han arbejdede som ranger i Arches, dengang det endnu ikke var en nationalpark.

I halve år boede han alene i en trailer parkeret i ørkenen, der er overstrøet med enorme naturlige klippebuer, hvor klippeblokke så store som parcelhuse balancerer på toppen af smalle klippespir, og huller i klippesider danner vinduer til mere jord og flere klipper, der rødlige og uberørte strækker sig til foden af de ofte snedækkede La Sal-bjerge. Pletten, jeg hvilede på, lå omtrent 150 kilometer i fugleflugt fra Arches, som Abbey tilbeder i sin bog.

Desert Solitaire er en hyldest til det øde Amerika og den ensomme udørk, store dele af det sydlige Utah er. Abbey skriver om den rå skønhed og romantiserer det ensomme liv, han lever i takt med solens gang over himlen, og han harcelerer mod fremskridt og nye veje, der skal gøre nationalparkerne tilgængelige for de magelige masser:

”Hop ikke ind i din bil næste juni for at skynde dig ud og se kløfterne i håbet om at finde noget af det, jeg forsøger at fremkalde på siderne her. For det første, så kan du ingenting se fra bilen; du er nødt til at træde ud af den forbandede maskine og gå, eller endnu bedre kravle på hænder og knæ, over sandsten og gennem tornebuske og kaktus. Når spor af blod begynder at dukke op på stien, ser du noget, måske. Sikkert ikke.”