Du er her:

Vandring i Kap Verde

På opdagelse i Afrikas Caribien

7.jpg
Skrevet af: Lotte Randeris Kristensen
Opdateret den 26. aug 2021

Et nybagt forældrepar spænder baby på ryggen og tager langt ud i Atlanten for at udforske Afrikas vestligst beliggende nation til fods. Den lille ø-gruppe byder på frodig caribisk stemning, knastør ørken og et møde med en ualmindeligt venlig lokalbefolkning.

 

Jeg ser den først, da den er under en halv meter fra mit ansigt: En knytnævestor edderkop i gul-sorte advarselsfarver svæver midt over stien fra en usynlig tråd. Jeg stopper brat og går i knæ for at lirke mig under. Så ser jeg, at der er flere – i tusindvis sidder de vævre dyr som sorte pletter i glitrende, sammenfiltrede spind over stien og ned ad bjergsiden.

Bagfra kommer en lille gruppe lokale fra landsbyen med hovederne skjult i kæmpe bundter af planter høstet fra skrænterne. Plantebundterne nikker til hilsen og vugger videre forbi os, imens de bekymringsløst bryder igennem edderkoppeafspærringen.

Vi konkluderer, at der jo nok ikke er tale om en dødelig, giftig art og sætter efter dem ad den smalle jordsti, som bugter sig nedover rødbrune bjergskrænter mod den saftige floddal under os. Snart er vi nede i det frodige, hvor bananer og papayaer gror ved pastelfarvede huse, og den søde duft fra et lokalt grogue-destilleri vækker caribiske fornemmelser i kroppen.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

8

Det afrikanske Caribien
Vi befinder os i nationalparken Serra Malagueta på Santiago, den største ø i et af Afrikas mindste lande, Kap Verde. Landet er en øgruppe af vulkansk oprindelse og består af 10 beboede øer og otte mindre øer, som ligger omtrent 500 kilometer fra Afrikas vestkyst.

Vi finder hurtigt ud af, at vores caribiske associationer er ganske typiske. Øerne kaldes ofte Afrikas Caribien, og lighedstrækkene er da også til at få øje på, ikke mindst historisk. Kap Verde har spillet en central rolle i den transatlantiske slavehandel og var en vigtig mellemstation for slaveskibe på vej mod netop caribiske og amerikanske kyster.

Blandt nutidens indbyggere findes mange efterkommere af den store slaveimport, iblandet et væld af andre kulturbaggrunde: Kap Verde er blevet kaldt verdens første egentlige kreolske nation, i den forstand at forskellige etniciteter frejdigt har blandet sig på kryds og tværs. Her er både afrikanske, europæiske og latinamerikanske gener i spil. Naturmæssigt er øerne mindst lige så mangfoldige og indbyrdes forskellige.

Imens de flad-eroderede østlige øer er gyldensandede surferparadiser, er vulkansk aktive Fogo en mat-sort verden af lava, og bjergrige Santo Antao rejser sig med ubarmhjertigt stejle klippevægge af det mørke hav. For vandrere er der afgjort mest at komme efter vestpå – så vi drager hurtigt videre den vej.

shutterstock 463044832 PLRA

Brækposer til alle
Det er tidlig morgen, da vi sejler ud fra Sao Vicente på en stuvende fuld færge. Under overfarten går personalet rundt på dækket og deler poser ud til de mest kvalmeblege, og omkring os bliver poserne brugt flittigt. Af et ø-boende folk at være, virker mange kapverdere overraskende lidt søstærke.

Snart viser Santo Antao sig i horisonten som en stejl, gold ø. Under indsejlingen ligner øen et ubevokset, udtørret og ugæstfrit sted, men vi ved, at skinnet bedrager, og at der om hjørnet skjuler sig en overraskelse. Særlige klimatiske forhold betyder, at et lille nordøstligt hjørne er begunstiget med rigeligt vand og ligger som et overdådigt spisekammer af tropisk bevoksning på en ellers tørkeramt ø.

Områdets største dal hedder Vale do Paul og ligger frodigt og livligt befolket mellem stejle bjergskråninger, hvor vandet risler gennem åbne vandingskanaler og giver næring til frugttræer, kaffe og hvidblomstrende sukkerrør. Området er så småt ved at blive opdaget af vandreturister, og både overnatningsmuligheder og vandreruter er talrige.

2

Op til krateret
Inden længe er vi i færd med at udforske øen til fods, Vi sætter kursen mod det opdyrkede vulkankrater Cova do Paul, hvis kanter knejser knap 1200 meter over os. Vi følger hovedvejen op gennem dalens farvestrålende landsbyer, indtil en fodsti slår fra og begynder at klatre op ad den stejle bjergvæg.

Stien er, typisk for øen, belagt med tilhuggede sten og flankeret af stengærder, der må have krævet en møjsommelig arbejdsindsats at bygge. Overalt på øen forcerer disse slangebugtede, kunstfærdigt udførte fodgængerveje selv de stejleste strækninger og udgør fortsat et vigtigt netværk af transportveje, som må have taget generationer at konstruere.

Stigningen er stejl og uafbrudt, og den tropiske varme ubarmhjertig. Sveden pibler frem, og vi må holde små pauser, når et træ tilbyder lidt skygge. Efterhånden som vi stiger, ebber forekomsten af huse og landbrug ud, og snart er bjergsiden tæt på lodret.

Alligevel får vi øje på nogle naturstridigt beliggende landbrugsterrasser på en skrænt overfor. De har kun en smal vandingskanal som adgangsvej, og et fald på flere hundrede meter er blot et lille fejltrin væk. Små menneskeprikker bevæger sig rundt derovre – det er ikke ufarligt at være bonde på Santo Antao.

Bedst som vi sveddryppende går og synes, at barnebærestolen vejer godt til på ryggen, støder vi på et par arbejdere i færd med at grave tunge telefonpæle ned – øjensynligt båret op med muskelkraft. Santo Antaos folk færdes hjemmevant og ubesværet på de stejle skråninger, og vi tager os sammen og får forceret de sidste par hundrede højdemeter.

Belønningen for anstrengelserne er en overvældende udsigt til begge sider: Foran os ligger det frugtbare Cova-krater som en skålformet, grøn eng omkranset af den savtakkede kraterkant. Bag os bugter Paul-dalens frodighed sig dybt mellem forrevne bjergkamme, ud mod vandet, hvor man kan ane jordens runding på det store, blå hav.

3

Hjemme hos Fidel Castro
Fidel Castro binder en kasse appelsinjuice fast på taget og vinker os ind i sin ramponerede minibus.
Vi er på vej ud for at opleve den anden side af Santo Antao; den golde ørken. Områderne udenfor den frugtbare nordøstlige del af øen er helt anderledes tørre og sparsomt befolkede, og mest barsk er det vidtstrakte, sydlige plateau omkring Norte og øens højeste bjerg, Tope de Coroa.

Fidel Castro Neves og hans familie har gennem årtier tilbudt husly og vejvisning til de vandrere, som har valgt at udforske det støvede højland. Efterhånden som vi bevæger os nordpå, forsvinder vejen mere og mere og ender i et hullet, svagt markeret hjulspor.

Tope de Coroa rejser sig som en kæmpe sortbrun, porøs stenbunke fra det golde månelandskab. Endelig stopper vi ved et hvidmalet betonhus, som viser sig at være Fidels. Mobildækningen er forsvundet for længst, og her er hverken rindende vand eller strøm, udover når den summende generator tændes en time ved aftenstide.

Mens den nedgående sol maler himlen i spektakulære farver sidder man med fornemmelsen af at være milevidt fra Pauls frodige overflod.

Vi møder ikke en eneste gang et ikke-lokalt ansigt.

4

Ufrivilligt tyreløb i ørkenen
Vi bruger den næste dag på at udforske ørkenen lidt på egen hånd med vandrekortet til hjælp, men uden en erfaren vandreguide skal man ikke for langt på afveje. Ørkenen er, som de er flest: Hed om dagen, iskold om natten, yderst fattig på drikkevand, og med den manglende mobildækning er det selvsagt en dårlig idé at blive væk.

Med det i baghovedet, mister vi sporet af den utydelige jordsti i løbet af det første kvarter og søger rundt i det skorpede landskab, indtil en tandløst smilende hyrde leder os på rette vej. Områdets beboere er venlige, men hårdføre, mennesker, som lever spartansk, og med hårdt arbejde får presset et overlevelsesgrundlag ud af jorden.

Indtørrede majs, geder og enkelte køer står spredt, og de mange forladte og forfaldne huse vidner om, at det ikke altid lykkes. Terrænet bugter sig i nøgne, forrevne bjergkamme og flodløse slugter, som støver i brune og sorte nuancer.

De står i farvemæssig kontrast til det sparsomme lysegule græs. På en stigning op fra en slugt, bliver vi pludselig overrasket af en flok tyre, som stimler ned ad imod os på stien. Med stejl klippevæg på den ene side, og et ubehageligt udseende fald på den anden, når vi trods alt at få reddet os op på et plateau over stien og undgår lige at deltage i et ufrivilligt tyreløb.

Dyrene farer videre mod et vandingstrug længere nede, og vi klatrer tilbage på stien med adrenalinbankende hjerter. Den næste tid holder vi et vagtsomt øje med stien bag os, men da stien næste gang oversvømmes af dyr, drejer det sig i stedet om en stor flok vildt omkringspringende geder.

Ellers har man som turist området for sig selv. Vi møder ikke en eneste gang et ikke-lokalt ansigt. Til gengæld møder vi en vis interesse, nysgerrighed og en slet skjult hovedrysten over, at vi vælger at vandre de stejle stier tynde for den bare fornøjelses skyld. Hvem har dog tid og overskud til det?

1

På dødens mark
Efter to nætter i Norte forlader vi højlandet, og vandrer ned til Cha de Morte – groft oversat “Dødens Mark” – som trods sit navn ligger i et noget grønnere og mere befolket dalstrøg mellem øens to største bjergkæder. Nedstigningen er hvinende smuk, men knæbrækkende stejl, hvilket heller ikke her lader til at genere de lokale spor.

Vi overhales i begge retninger af folk med tunge læs, unge som gamle, og det er tydeligt at se, at 900 højdemeter op ad stejlt slangebugtede stier er hverdagskost. Santo Antao har været et fantastisk bekendtskab, og vi har forelsket os en lille smule i dette sted. Som man så ofte gør på rejser, lover vi hinanden, at vi ikke har været her for sidste gang – men denne gang med en særlig tro på, at det nok skal ske.


Selvforsyning og grøn energi

For et lille ø-rige med begrænsede naturressourcer og langt til nærmeste nabo kan konsekvenserne af øget forbrug hurtigt blive tydelige: Forurening mærkes selv i mindre doser, og energi er dyrt at købe, når den skal hentes langvejs fra.

Den udfordring tages alvorligt i Kap Verde, og regeringen søsatte i 2011 den ambitiøse plan, at landet i 2020 skal være 100 % selvforsynende med vedvarende energi. De grønne energikilder er solenergi og i særdeleshed vindkraft, som rummer store potentialer qua øgruppens beliggenhed i det nordlige Passatvindbælte.

Det lokale vindenergiselskab Cabeólica har med stor succes opført vindmølleparker både på land og til vands og har gjort Kap Verde til det land, som på verdensplan har opnået at dække næstmest af sit energiforbrug med vindkraft – kun overgået af Danmark.


5

Kombiner med Kanarieøerne

Hvis man har en passion for atlantiske vulkanøer, er det oplagt at kombinere turen med et ophold på Kanarieøerne. Øerne byder på forskelligartet, lettilgængelig og ofte spektakulær vandring, og transport mellem øerne er hyppig og relativt billig.

Det er interessant at opleve Kap Verde og Kanarieøerne i forlængelse af hinanden, da de geografisk og naturmæssigt er søsterøer, dog med forskellig kulturhistorisk opvækst. Stoppet er ikke dyrere i flybilletter – snarere tværtimod, da man ofte kan få meget billige ture til Kanarieøerne.

Herfra tilbyder det lokale flyselskab, Binter (www.bintercanarias.com) to ugentlige afgange fra Gran Canaria til Santiago – regn med omtrent 5000 kroner i samlede flyudgifter pr. person. Vores bedste kanariske anbefalinger er Tenerifes vulkan, Teide, samt La Palmas nationalparker og La Gomeras tågeskov, La Garajonay.


Den fulde bils princip

Man kommer rundt på øerne i kollektive minibusser kaldet aluguers. De kører efter den fulde bils princip, og man kører ofte rundt på jagt efter flere passagerer, inden man vender mod den endelige destination.

Stiger man på en tom minibus, er det vigtigt at informere chaufføren om, hvorvidt man ønsker at køre aluguer eller privat taxa: Sidstnævnte er måske mere komfortabelt og hurtigt, men også meget dyrere. Aluguers kører primært længere distancer, imens der internt i de større byer kører små taxaer, som ikke er til kollektiv kørsel.


PARTNERLINKS

www.topas.dk 

Andre spændende artikler


Hvilken pløk skal jeg vælge?

Hvilken pløk skal jeg vælge?

Vandring mellem Wicklows toppe

Vandring mellem Wicklows toppe

Lun bjergvandring i Kroatien

Lun bjergvandring i Kroatien

Log ind