154 km på West Highland Way

På vandretur i Skotland

To kvinder giver sig i kast med en europæisk vandreklassiker, da de kridter støvlerne op til West Highland Way, der bringer dem ud i det skotske højland. Heldigvis er de klar til regnen.
IMG_4879.jpg
Skrevet af: Mette Mortensen
Opdateret den 23. aug 2022
To kvinder giver sig i kast med en europæisk vandreklassiker, da de kridter støvlerne op til West Highland Way, der bringer dem ud i det skotske højland. Heldigvis er de klar til regnen.

Det allerførste, vi møder ude foran stationen i Milngavie, er et kæmpe stort skilt med overskriften ’Welcome to West Highland Way’. Alle bekymringer om hvor ruten mon starter, om det bliver let at finde og hvor langt der mon er, bliver gjort til skamme.

Ruten starter lige foran næsen på os, og det betyder kæmpe smil fra os begge. Yes! Vi tanker op på vand og brændstof til vores brænder og er nu klar til den første etape af den 154 kilometer lange vandrerute. Vi har 10 dage til rådighed, men regner kun med at bruge ni dage på at vandre.

Det betyder, at vi har god tid til at opleve naturen samt til både en overliggerdag og til at falde i snak med de mennesker, vi møder undervejs. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og flere skotter stopper op og spørger på charmerende, syngende skotsk, om vi virkelig skal vandre hele West Highland Way. De spørger ind, lytter, smiler og ønsker os en rigtig dejlig tur. 

Vi går op ad en let stigning, gennem et fladt hedelandskab og ind i Mugdock Wood. Her i midten af maj står bøgen i sin sprøde, lysegrønne farve, birken er på spring, og vi møder en smuk, kurvet stenbelægning med skriften ’Drumclog Moor, new leaves unfurling. Mugdock Wood, many years turning’. Det er et eventyrlandskab, hvor man forventer, at små skovtrolde popper op hvert øjeblik, det skal være.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 4823

Den lille spurv
Vejret omkring Glasgow er en del vådere end i Danmark, men hele det første døgn har vi sol og tørvejr. På dag to, blot én kilometer fra vores planlagte overnatning et sted i kanten af Moorpark, bliver vi indhentet af regnen.

Vi får hurtigt sat teltene op og kommer i tørvejr og gør et mindre succesfuldt forsøg på at få vores teltåbninger til at vende ind mod hinanden, mens regnen siler ned. Vi vil gerne kunne se hinanden fra hvert vores telt med hver vores varme kakao.

Pladsen og underlaget gør dog, at vi nu sidder i hvert vores telt med åbningen i hver sin retning og snakker med hinanden gennem hver vores teltdug. Men der er stadig noget charme over det våde, skotske vejr.

En lille skovspurv hopper helt ind i mit lille fortelt og leder efter brødkrummer. Jeg sidder helt stille og kikker på den. Så længe jeg ikke bevæger mig, er den slet ikke bange. Den bliver hos os hele aftenen og holder godt øje med os. Det våde skotske vejr er et grundvilkår på West Highland Way. Sol bliver til regn i løbet af et øjeblik, og vi kan lige så godt tage de pludselige regnskyl med et smil.

IMG 4731

Et uvejr rundt om hjørnet
"Hold uuuudd Mette," råber Lotte gennem vinden, der pisker om ørene på os et par dage senere.
Regnen vælter ned, og vi sidder godt gemt under hver vores regnslag, skraldgrinende og med hver vores pølsemad i hånden. For fem minutter siden sad vi og nød vores frokost i solen på bredden af Lock Lomond.

Solens stråler glimtede i søens blanke vandspejl, og de skotske bjerge spejlede sig i vandet. Jeg havde netop fundet mit solcellepanel frem for at oplade mit batteri. Ren Baywatch-hygge i solens varme stråler. Det er utroligt, så hurtigt vejret skifter. Bedst som man tror, at nu er der høj sol og varme, så tager vinden fat, og inden man får set sig om, så står man i det vildeste, ruskende regnvejr.

I de her bjerge og dale kan der gemme sig et uvejr bag om hvert et hjørne. Heldigvis tager det sjældent mere end ti til femten minutter, før regnen stopper, og solen skinner igen. Vi kan snart spise resten af vores pølsemad i tørvejr.

Stien snor sig smidigt mellem klipper og vandløb, og der er fåreflokke så langt øjet rækker.

FullSizeRender1

Mus i sprækkerne
Skovens træer begynder at slutte sig tæt omkring os i Long Lomond and the Trossachs National Park. Stilheden sænker sig. Skovbunden er helt dækket af mos. De store trækroner tillader kun at få solstråler kan trænge igennem.

Efter en lang regnvejrsdag beslutter vi os for at benytte en af de gamle stenbothies, de ældgamle stenhytter, inde i nationalparken. Den her stenbothi, Rowchoish, stammer fra ca. år 1760. Omkring det tidspunkt boede der efter al sandsynlighed ni familier i det her lille samfund, og der har mindst været tre hytter mere.

Rowchoish er en charmerende, rustik stenhytte bygget med kraftige kampestensmure og et mindre charmerende bliktag. Den ligger godt gemt mellem de store, gamle, mosbegroede grantræer og kan ikke umiddelbart ses ude fra stien. Her er tørt, og vi kan ligge i læ for regn og vind. Vores tøj er plaskvådt, så det ryger af med det samme.

Det hænger nu til tørre på alle de ledige søm, vi kan finde. Rygsække og mad er hængt op i loftbjælkerne i sikkerhed for musene. Lotte er ikke så glad for de små kræ, der piler rundt på gulvet og pusler i alle sprækker. Hun ligger gemt dybt nede i sin sovepose af skræk for de små frækkerter. Stakkels Lotte, jeg håber hun får sovet lidt alligevel.

WHW 7

På djævelens trappetrin
Devil's Staircase venter, da vi slår øjnene op næste morgen. Dagens etape er på grund af de mange højdemeter kun planlagt til 14 kilometer. Vi har en klar forventning om en hård dag til Kinlockleven med en udfordrende stigning, så vi er på vej allerede klokken 8.30. Det er en dejlig og tør dag, og efter de første fem kilometer er vi klar til opstigningen.

Vi frygter det værste, men bliver positivt overraskede. Selvfølgelig er stigningen hård, men vi har begge prøvet dét, der var langt mere hårdt, og efter en halv time når vi toppen. Udsigten tilbage gennem dalen er betagende. De kæmpe bjerge tårner sig op, og vi kan svagt skimte den lille fodsti, vi er kommet fra.

Den lange nedstigning går smukt ned mellem skarpe bjergvægge, og der er udsigt over den kunstige sø Blackwater Reservoir, der blev etableret i starten af 1900-tallet. Vi når dages mål i Kinlockleven allerede klokken 12, så vi tager en rask beslutning om at spise frokost og vandre videre. Bare gå der ud ad, og se hvor langt vi så kan nå.

Det er en flot tur mellem de kæmpe skotske bjergmassiver. Stien snor sig smidigt mellem klipper og vandløb, og der er fåreflokke, så langt øjet rækker. I lange perioder går vi helt uden at snakke sammen.

FullSizeRender 2

Ved vejs ende
Vi gjorde det! Vi har tilbagelagt West Highland Way og sidder på Gordon Square i Fort William. Her tager vi de obligatoriske billeder på bænken ved siden af den kæmpe statue af den siddende vandringsmand, der hviler sine ømme fødder.

Heldigvis gik vi de ekstra kilometer i går, hvor vejret var fint, for vi havde kun lige slået teltene op i dag, med en betagende udsigt til Ben Nevis’ snebeklædte top, da regnen kom væltende. Det har regnet stort set siden. Den ene pjaskvåde vandrer efter den anden kommer nu traskede ind til Ford William, mens Lotte og jeg sidder på en lille gadecafe, drikker varm kakao og spiser masser af kager.

Vi har en ekstra dag i området, og i morgen står den på bestigningen af Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis. Bjerget er 1344 meter højt, så det er ikke uoverskueligt. Der ligger dog stadig en del sne på toppen, så det bliver nok en kold fornøjelse. Vejrudsigten melder om lidt mere klart vejr, så vi krydser både fingre og tæer for en fantastisk udsigt fra toppen. Uanset hvad har det været en fantastisk tur.


WHW 4

Den vigtige mad

Jo længere tid, du skal være af sted, jo mere påpasselig bør du være med vægten af din mad. Ligeledes er det vigtigt at tage højde for sin størrelse og sit energiforbrug, inden man regner på sit eget behov. Jeg har en hovedregel, der siger, at jeg skal have omkring et ½ kilo mad per dag. Jeg er meget opmærksom på energimængden i det enkelte måltid, og at det godt kan betale sig at bruge lidt tid på disse overvejelser, inden man rejser.

Det kan jo være ganske afgørende for, om en tur bliver god eller mindre god. Det er rigtig dumt at stå de sidste dage uden mad, og det er mindst lige så dumt at slæbe på mad, som jeg ikke får brugt. Derfor pakker jeg altid i dagsrationer med henholdsvis morgenmad, frokost og aftensmad.

Så har jeg et godt overblik og ved hele tiden, hvor meget mad, der er spist, og hvor meget der er tilbage. Her er et eksempel på en dagsration foruden kaffe, te og eventuelt saft:

Morgenmad

  • 125 gram blandet müesli

Frokost

  • 2 skiver stenalderbrød
  • 2 ostehaps eller cirka 40 gram fast skæreost
  • Cirka 40 gram portionspakket spegepølse

Snacks til dagen

  • 2 chokoladebarer/mueslibarer
  • 1 lille pose nødder

Aftensmad


west highland way map

The West Highland Way

Den 154 kilometer langdistancerute strækker sig fra byen Milngavie, som ligger nord for Glasgow, til Ford William i det skotske højland.

Cirka 85.000 mennesker begiver sig årligt ud på ruten, der går gennem Mugdock Country Park, følger den flade strækning langs bredden af Loch Lomond, passerer Ben Lomond, går gennem Glen Falloch og Strathfillan, krydser det bakkede mose- og hedelandskab i udkanten af Rannoch Moor, går forbi det 1022 meter høje bjerg Buachaille Etive Mor og videre til byen Glencoe i det skotske højland.

Herefter passerer ruten over passet ved Devil’s Staircase og går ned til byen Loch Leven, før man når Lairigmor og Glen Nevis. Ruten slutter på Gordon Square i Fort William, som ligger smukt flankeret af Storbritanniens højeste bjerg Ben Nevis.


FullSizeRender 1

Andre spændende artikler


West Highland Way

West Highland Way

Vintervandring i The Lake District

Vintervandring i The Lake District

Irlands 5 bedste vandreture

Irlands 5 bedste vandreture

Log ind