West Highland Way

Ordene vejer tungt. Terry Marsh har nemlig skrevet i omegnen af 100 bøger, hvor de fleste handler om vandring og vandreruter. Han har faktisk også skrevet guiden til netop West highland Way, som han har vandret adskillige gange i løbet af årene – alene, med sin søn, med sin svoger, med en stor tung rygsæk fyldt med sovegrej og med en mindre rygsæk og overnatning på hoteller og bed & breakfast.

”Jeg vandrede for første gang West Highland Way i 1996, og det er uden tvivl Storbritanniens bedste mellemlange rute; hvert eneste skridt er en fornøjelse,” fortæller Terry, der på sine ture er dykket dybt ned i alt fra geologi, flora og fauna til kultur og historie på ruten.

Der er flere grunde til, West Highland Way er en fortrinlig rute. For det første er der landskaberne. De smukke egeskove, billedskønne søer, brusende floder, fine vandfald og det ubefolkede højland, der i al sin nøgne, storslåede barskhed ganske enkelt er overvældende – men stadig tilgængelig for langt de fleste. Det kræver nemlig ikke den store vandreerfaring at begive sig ud på ruten, og det er måske netop i det spændingsfelt – i kombinationen mellem den rå, uberørte skønhed og det faktum, at ruten også er glimrende for begyndere – at West Highland Ways helt særlige tiltrækningskraft ligger.

”Man kan se på West Highland Way som en begynderrute, der går gennem vildt terræn. Den byder på et vidunderligt miks af ret let vandring og vidunderlige landskaber med bjerge og skove og store søer. Det er virkelig storslået. Man har generelt en følelse af at vandre i øde områder, og det skræmmer måske de lidt mindre erfarne, men der er god sti hele vejen. Der er næsten ingen mulighed for at fare vild – man skal faktisk gøre sig meget umage for at fare vild. De fleste mennesker, der vandrer lidt regelmæssigt, skulle ikke have nogen problemer med at vandre West Highland Way,” siger Terry March.

” West Highland Way er uden tvivl Storbritanniens bedste mellemlange rute; hvert eneste skridt er en fornøjelse.” – Terry Marsh

Fred, ro og en smule whisky

West Highland Way åbnede officielt i 1980 som Skotlands første langdistancevandrerute og starter ved en granitobelisk i flækken Milngavie lidt nord for Glasgow. Allerede ti minutter senere vandrer man gennem smuk skov i Mugdock Country Park – fladt, nemt og typisk for den første del af ruten. Det tynder dog snart ud i træerne, og man krydser det geologiske skel til højlandet – landskabet, som det hele på mange måder handler om, og som er et af de mindst befolkede områder i Europa. Og så er man jo i Skotland med alt, hvad det indebærer, og vil man også gerne rejse med smagsløgene – højland og whisky går vel lidt hånd i hånd? – så er man på rette spor. Det er nemlig i højlandet, at den største whiskyproduktion i Skotland finder sted, og hvorfor ikke dykke ned i den stolte tradition allerede på førstedagen? Her passerer man nemlig inden for få minutters gang af Glengoyne Distillery. Destilleriet bryster sig af at kæle ekstra for de dyrebare dråber, og intet andet destilleri i Skotland bruger lige så lang tid på at destillere det endelige produkt, som Glengoyne gør. Her er der åbent til en smagsprøve – og er der plads i rygsækken, så kan man selvfølgelig købe en flaske med til de evt. kølige aftener forude. Det passer måske meget godt med et af Terry Marshs mantraer: Lad nu være med at have travlt.

”Det er jo en vandrerute, du kan klare på en uge, men jeg vil klart anbefale, at man bruger ni eller endda 10 dage på den. At man tager det roligt. Nyder landskaberne,” siger han.

Så er der nemlig mere tid til at suge lidt stemning til sig, når man slentrer ind i landsbyerne undervejs. Få et måltid mad. Drikke en pint. Eller det, som bartenderne altid er lidt forfærdede over, når Terry bestiller – nemlig en cider shandy.

”Jeg bryder mig ikke om øl, men en cider blandet med limonade er enormt forfriskende på en varm dag,” siger han.

Det er også i landsbyerne, på hotellerne og campingpladserne undervejs, man kan få sig en snak med vandrere fra andre dele af verden. Det er nemlig primært her, man støder på folk, for selvom det er en populær rute, så skal man ikke frygte, at man konstant kommer til at gå og gnubbe skuldre med andre på stierne. Næsten alle vandrer nemlig i samme retning, fra syd mod nord, så ude på stierne har du ofte landskaberne og udsigterne i fred.

En tur gennem historien

Det tog seks år at anlægge West Highland Way tilbage i 1970’erne, men der er selvfølgelig folk, der har vandret og redet ud i det skotske højland gennem århundreder. Faktisk er højlandet overstrøet med gamle militærveje, der zigzagger på kryds og tværs af de store vidder, for ligesom andre steder i Europa er Skotlands historie fyldt med krige, oprør og opstandelser. Mange af de militærveje, som West Highland Way i dag følger, blev anlagt i det 18. århundrede. Briterne havde brug for transportveje til at kontrollere de til tider rebelske skotske klaners aktiviteter, og der var ekstra behov for at bringe lov og orden til landet i forbindelse med Jacobitoprøret i 1745. Her forsøgte Charles Edward Stuart at vinde tronen til sin far, James Francis Edward Stuart. Det gik dog ikke så godt.

I dag ser man selvfølgelig ikke fodsporene af mændene, der engang marcherede gennem højlandets rå, uberørte natur, men en vandretur på West Highland Way er stadig en tur gennem den skotske historie. Når man vandrer mellem træerne lige nord for Loch Lomond, er det f.eks. de samme skove, som Robert the Bruce red rundt i for noget nær et årtusinde siden. Nogle husker ham måske i en lidt hollywoodificeret udgave fra filmklassikeren Braveheart.

Munros, Joakim von And og Ben Nevis

Loch Lomond når de fleste vandrere for øvrigt på turens anden etape, men inden man går langs dens bredder, skal man over Conic Hill – et af de mere storslåede udsigtssteder på West Highland Way. Fra den nøgne bakketop i 361 meters højde skuer man ud over et smukt, stort landskab med bakker, søer og bjerge, der alle vidner om lækkerierne, som venter forude. Og dem er der heldigvis mange af. Snart venter den sydligste af Skotlands Munros. Munros er bjerge på over 3.000 fod (914,4 meter), og dem er der i alt 284 af i Skotland. Ben Lomond rejser sig direkte fra Loch Lomonds, hvis bred man har fornøjelsen af at følge. Senere begynder højlandet at smage lidt af vildskab:

”Man vandrer stadig på den gamle militærvej, og man vandrer nu i den vestligste del af Rannoch Moor – et enormt område, der ikke er velegnet til andre end de mest erfarne vandrere. Man kan ganske enkelt dø derude,” fortæller Terry om det sumpede, bjergrige område, der for øvrigt skulle være hjemsted for ingen andre end Onkel Joachims skotske klan. Ingen tilfældighed.

West Highland Way snor sig dog kun gennem udkanten af Rannoch Moor, og der er altså intet at frygte, men senere på ruten venter Devil’s Staircase, som mange vandrere har det med at være en kende nervøse for:
”På grund af navnet tror folk, at det er forfærdelig hårdt at forcere Devil’s Staircase. Det er det ikke. Der er mindre end to kilometers vandring op ad på en god sti, og på den anden side vandrer man gennem smukke bjerge til Kinlochleven. Fra Kinlochleven er der en stejl stigning på en gammel militærvej til en afsidesliggende sø. Der er helt vidunderligt. Man er helt væk fra civilisationen, der er meget øde, og netop det er jo en af grundene til, at mange gerne vil vandre West Highland Way. Det er uhyre smukt i al sin isolation. Man går så videre gennem skov til Glen Nevis, hvor Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis, kommer til syne. Og så går det ellers glat til Fort William, hvor West Highland Way slutter,” fortæller Terry.

Han mener dog ikke, at det helt er tid til at vende ryggen til højlandet. Når man nu har gået alle rutens 154 kilometer, så er formen jo præcis, hvor den skal være. Så hvorfor ikke slutte af med at bestige Ben Nevis, Storbritanniens højeste bjerg. Den sætter kronen på en tur, der fortjener sin plads blandt Europas klassikere.