Du er her:

Vandvejen til Kuglugtuk

3 ugers ekspedition i Canada


Pernille, Astrid, Sofie og Amalie drager på kanoekspedition i det nordlige Canada. Her venter enorme, uberørte landskaber, kongeørnens vingesus og vilde fosvande – og en vildmarkshverdag med rutiner og udfordringer, hygge og fællesskab.

Skrevet af: Amalie Truelsen Basse Foto: Amalie Truelsen Basse og Pernille Mogensen
Opdateret den 04. mar 2022


Pernille, Astrid, Sofie og Amalie drager på kanoekspedition i det nordlige Canada. Her venter enorme, uberørte landskaber, kongeørnens vingesus og vilde fosvande – og en vildmarkshverdag med rutiner og udfordringer, hygge og fællesskab.

“Hvad fanden er det her for en sommerferie?!” spørger Astrid, mens regnen siler ned, og vi er i gang med at line vores to kanoer igennem en fos. Store sten blokerer for flodens forløb, så vi kan ikke padle den, men er nødsaget til at trække kanoen. Temperaturen er omkring 15 grader, vandet omkring de 5, og vores påklædning matcher på ingen måde de vejrforhold, som vi står overfor i den situation: teva-sandaler, regntøj og en bøllehat som symbolsk skal fungere som falsk sikkerhed og et alternativ til vores ikke-medbragte hjelme.

Vi er i Canada og befinder os på Coppermine River i Nordvestterritoriet – flere hundrede kilometer fra nogen former for civilisation. Og vi er alene. Helt alene. Lad os skrue tiden lidt tilbage. For halvandet år siden besluttede vi – Pernille, Astrid, Sofie og Amalie – at vi ville tage på kano-vildmarkseventyr i Nordvestterritoriet og Nunavut. Vi ville være på tur helt derude i intetheden, hvor stilheden var altoverskyggende, og hvor kun få mennesker har sat deres fodaftryk.

Vi ville have en tur, hvor vi oplevede at være helt alene på naturens præmisser. Der var mange ting, som skulle planlægges til en sådan tur. Vi skulle først og fremmest finde ud af, hvor vi ville starte. Vi skulle leje kanoer, bestille vandfly og indenrigsflyvninger. En lang proces med mange små bump på vejen, men for et halvt år siden var alt på plads, og så kunne vi endelig begynde at glæde os.

Fire kvinder i skovmandsskjorter
Hjemmefra havde vi gjort os mange overvejelser i forhold til vandføring, bjørnesikkerhed og gruppedynamik, så vi følte os mere end klar; også selvom vores familier var hunderæd for vores eventyr.

I starten af juli fløj vi til Yellowknife, Nordvestterritoriets hovedstad, og brugte de første par dage med at proviantere. Fire kvinder i Yellowknife iført Fjällräven og skovmandsskjorter tiltrak meget opmærksomhed, og de lokale var meget interesserede i at høre om vores eventyrplaner. De var forundrede over, at vi skulle tage på sådan en tur uden guide og responderede med, at floden var “dangerous and wild”. Men da vi fortalte om vores tidligere turerfaringer i kano og foskano vandt vi billige point, og vi fik mange held og lykke-hilsner med på vejen.

Læsset med 93 kilo mad, campingstole og bjørnespray troppede vi op på Air Tindis floatbase og blev fløjet ud på Point Lake, hvor eventyret for alvor ville begynde. Foran os ventede store søer, krydsning af polarcirklen, trægrænsens ophør og faretruende fosser.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Coppermine4
Klar, parat, start! Billede taget med selvudløser efter vores pilot er fløjet væk –nu er vi helt alene.

Strid modvind, ingen brok
Skyerne var grå og sammenklemte, da vi vinkede farvel til vores pilot og resterne af civilisation. Nu var vi her endelig, og nu gjaldt det om at træffe gode beslutninger og komme ind i en god turrutine. Da vandflyveren lettede, var vi hurtige til at få spist frokost og derefter samlet vores kanoer, da de var “nestet” ind i hinanden. Tværtræ og sæder skulle igen sættes på, så vi var 'ready to go'.

Den første dag padlede vi i høje bølger, som ikke kunne sammenlignes med dem, vi er vante til på Furesø. Vi var glade for, at vi havde lejet sprayskirt til vores kano, så bølgerne ikke fyldte kanoen med vand.

Ekspeditionens første fire dage foregik på sø – i strid modvind og høje bølger. Vores overarme og skuldre kom på overarbejde og kørte på autopilot. Som vi sad i kanoen dagen lang, poppede mange spørgsmål op: Skinner solen nogensinde heroppe i det arktiske? Får vi nogensinde en dag, der er let og bekymringsfri? Hvad var det, vi ville på de her søer?

Der lå stadig spor af sne ved søens bred, og blæsten var kølig. Det gjorde, at vi var nødt til at værne om vores tøj og være meget opmærksomme på, at det ikke blev vådt. Hjemmefra havde vi lagt en rute og tidshorisont for, hvor langt vi skulle være på dag fire. Vi havde tastet ruten ind på vores Garmin Inreach Explorer, som også fungerede som nødsender, hvis uheldet var ude.

Vinden og de høje bølger gjorde, at vi var nødt til at revidere vores tidsplan, og nogle gange ramte tanken os, om vi havde været for overmodige og valgt tur over evne? Vi stod i en 'point of no return'-situation, for der var jo vitterligt ingen vej udenom. Der var ingen brok og ingen sure miner, for slutmålet lå altså 500 kilometer nordpå i byen Kuglugtuk.

Selvom vejret viste sig fra den værst tænkelige side, var stemningen god, og allerede inden for de første par dage havde vi fået en god rutine i forhold til lejrliv. Vi var på vandet kl. 9, padlede til kl. 13 og spiste frokost (tortilla med kål og mayonnaise) og gik i land ved 17-tiden, hvor vi fik sat tarp op, slået telte op og lavede et madbål, hvor vi kokkererede glimrende aftensmad og bagte brød i vores medbragte reflektorovn. En lejrlivsrutine som fungerede fra start, men som i løbet af turen blev hurtigere og hurtigere.
Coppermine1
Vores lejr set fra oven på vores aftenvandretur.

Med strømmen
Endelig efter fire dages søpadling snævrede søen ind og blev til flod med strøm. En milepæl, som vi havde glædet os til. Nu kunne vi nyde synet af landskabet, der gled forbi os.

Sommetider skulle man lige knibe sig selv i armen over, at det her var virkeligt. Naturen var storslået og vild, vejret uforudsigeligt. Nærmest majestætisk flyder floden igennem uberørte territorier, og når vi ikke skulle kæmpe os igennem ethvert tag, var der tid til bare at observere naturens forskellighed.

I lange perioder var floden spejlblank, og breddens træer blev til silhuetter i det klare vand. Der var stille – og så alligevel ikke; den arktiske terne pippede højlydt, nærmest skingert, og kongeørnens vingesus gav ekko i de dybe dale. Helt stilhed får man nok aldrig, ej heller i vildmarken.

Flodens sværhedsgrad var skiftende. Sommetider var den bred og stille, andre gange smal og med mange høstakke, hvor vi skulle sørge for at ramme bølgerne i den rette vinkel. Det skiftende vand gjorde, at vi i løbet af en dag fik megen variation, og det blev aldrig kedeligt. Regnbygerne var korte og kraftige. Foran os trommede regnen på vandoverfladen, og pludselig var vi inde i orkanens øje velvidende om, at regnen ophørte om få minutter. Og ganske rigtigt, få minutter efter havde vi passeret regnskyen, og trommehvirvlens lavine blev mindre og mindre. Et spøjst naturfænomen, som vi ikke havde oplevet på samme måde før.

Røverhistorier og myggeregn
Vi havde planlagt hjemmefra, at vi skiftede padle- og teltmakker hver anden dag, så vi ikke grupperede os. Det fungerede helt optimalt og er en strukturform, vi kan anbefale. Når vi havde overskud på vand, gav det os også ekstra tid til at værne om det gode lejrliv.

Vi begyndte vores fiskeri, og selvom vi på ingen måde havde nogen som helst erfaring med at fiske hjemmefra, så fangede vi både søørred og den arktiske stalling, som vi grillede over bål om aftenen. Vi brugte tid på madlavning, som gik på turnus, badede i den iskolde flod og hyggede med røverhistorier, fællessang, broderi, og om aftenen drak vi varm kakao med rom – en god cocktail at falde i søvn på.
Coppermine2
Jagten på søørred. Vi prøvede hele dagen, men fangede kun stalling (artic graylings).

Når vinden lagde sig, kom der dog en ny udfordring: myg. De åd os levende og sværmede om os konstant, hvilket gjorde, at vi sommetider gik i posen allerede klokken otte. I teltet lød det, som om det regnede, men det var blot myggene, som landede på teltdugen. Vi smilede lidt ved tanken om det – friluftsliv er jo aldrig helt nemt, men samtidig er det også netop dét, der er så charmerende.

”Om 5 minutter krammer vi igen”
Selvom vejr og vand var med os, havde vi hele tiden flodens forløb i baghovedet. Vi vidste, at den sidste uge af de tre ugers kanoekspedition ville blive spækket med fosser med en dramatisk historik. Det kunne mærkes i kroppen, når vi på kortet kunne se flere streger og ordet “rapid” skrevet i kursiv. Vi var både spændte, nervøse og også en smule angste for, hvad der ventede os.

Turens første store fos, Rocky Defile, gav os en sitrende fornemmelse i kroppen. Bare ordet fik kroppen til at skælve af forventninger og spænding. Dag 12 var dagen, hvor 60 meter høje, røde lodrette klippevægge omkransede Coppermine River og skabte den storslåede Rocky Defile. Rocky Defile har gennem historien krævet flere ofre, og det var med dyb respekt og nøje overvejelser, at vi rekognoscerede fossen. Fossen så ikke teknisk svær ud, og vi besluttede os for, at to af os padlede Rocky Defile uden bagage, og de to andre lavede en portage – altså bar kanoen. En hård vandring, men ikke noget to stærke kanodamer ikke kunne klare.

Inden vi skulle padle ned igennem den 500 meter lange Rocky Defile, kiggede Sofie og Amalie hinanden i øjnene og sagde: “om 5 minutter krammer vi igen.” Nødvendige ord, som gav os den rette power til at give den gas ned igennem fossen. Den rette power var nødvendig, for bølgerne var tårnhøje, og man skulle være opmærksom og vågen for ikke at lade sig føre ind i de lumske bagvande og de stride sidebølger. Fossen blev padlet helt perfekt, og det efterfølgende kram var et mindeværdigt øjeblik.

Fos med 4 meter høje bølger
Det gav en ro for os alle fire, at Rocky Defile var padlet uden problemer, og det var med en vis portion selvsikkerhed, at vi gik i posen den aften velvidende om, at de næste fosser ventede forude, men at vi som gruppe var i stand til at træffe de helt rigtige og fornuftige beslutninger. Resten af fosserne padlede vi alle fire, og de viste sig at være mere tekniske og sværere end Rocky Defile.
Coppermine3
Fuldt koncentrerede rekognoscerer Amalie og Sofie fossen, inden de sætter sig i kanoen.

Særligt den sidste fos, Escape Rapids, har sat sig fast på nethinderne. Som mange andre flygtede vi ikke fra Escape Rapids, men valgte at padle den efter en rekognoscering fra 40 meters højde. Vi besluttede os for at holde os i inderkurven af floden, hvilket gjorde, at vi var nødsaget til at passere nogle skumtoppe og vildt vand. Det så dog ikke så vildt ud oppefra.

Vi satte os i kanoen og padlede stille ned gennem floden, indtil vi nåede til “skumtoppene”. Skumtoppene viste sig at være massive: tre meter høje bølger, som væltede ind over kanoen fra alle sider. En larm af vandsprøjt, som gjorde os ude af stand til at kunne kommunikere med hinanden. Nu skulle vi bare stole 100 % på egne og makkerens evner. Padlen var konstant i vandet for at fungere som støtte. En kæntring i det her kolde vand – uden tørdragt og hjelm – måtte på ingen måde blive en realitet. Derudover ville det være en katastrofe, hvis vi mistede vores proviant og livsnødvendige udstyr. Heldigvis kæntrede ingen af os. Det var med skrig og skrål, kram og paddle-five, at vi fejrede, at alle flodens fosser nu var passeret og fuldendt til UG.
Coppermine5
Endelig på flod. Strømmen er med os, og smilet er stort.

Inuitternes land
Efter Escape Rapids var der ikke langt til flodens udmunding i Ishavet. Man kunne nærmest dufte saltvandet, jo tættere vi nærmede os vores slutdestination, Kuglugtuk. De sidste par dage begyndte civilisationen at vise sig. Små huse, som formentlig blev brugt til fiskeri eller jagt, lå enkeltvis med jævne mellemrum, og på himlen kunne man i ny og næ se lavtflyvende vandflyvere.

På dag 19 bredte floden sig ud og blev til hav, og forude kunne vi se en lille by med faldefærdige blikskure. Vi lagde kanoerne ind til land og gik en tur op i byen for at finde et sted at campere. Ved første øjekast var Kuglugtuk øde. Ingen mennesker. Kun slædehunde, som lå foran husene og holdt vagt. Hvert hus havde enten en snescooter eller træslæde, som vidnede om, at vejret var bidende koldt i vinterhalvåret. Efter en rum tid fik de lokale inuitter færden af os, og de strømmede til os med store smil og en gæstfrihed, vi sjældent har mødt.

Tankerne ledte os tilbage mod turens højtlæsning af Knud Rasmussens “Den store slæderejse”, hvor Knud Rasmussen beskriver det første møde med mennesker ved Hudson Bay. Det var interessant at møde dét folk, som polarforskerne har forsøgt at beskrive i de store litterære værker.

Turens afslutning i Kuglugtuk skulle vise sig at blive en minderig aften. Vi sad med snuderne ud mod ishavet og kiggede ud over de små øer. Vi badede i Ishavet og sov under den arktiske himmel, alt imens vi i nattens løb hørte børnenes natteroderi. Støjen var nu blevet anderledes. Nu var det ikke den arktiske ternes skingre skrig eller myggenes konstante summen, der forstyrrede vores nattesøvn, men et barns driblen med en basketball eller firehjulstrækkerens bildæk på den asfalterede vej.

Coppermine Blues
Man skulle tro, at man var mættet efter sådan et eventyr og efter så mange dage i vildmarken, men lige så snart vi kom hjem, ramte en rastløshed os alle. En Coppermine Blues som er svær at definere, men egentlig handler om, at vi gerne vil ud og opleve igen. Eventyr animerer til nye eventyr.

Coppermine River var vores første store rejse, hvor vi planlagde alting selv, og vi er stolte over, at alting gik så godt. Både i forhold til dét at være på tur, det fysiske element, men også det gruppedynamiske. Vi har lært af vores fejltagelser, såsom ikke at have medbragt hjelm, men vi har også lært, at med den rette indstilling og gåpåmod kan enhver udfordring løses derude i vildmarken. En lektie, som både gælder på friluftsture, men også noget, vi kan bruge i vores almindelige hverdagsliv herhjemme i Danmark.


Kanodamerne
Vi er fire veninder bosat i københavnsområdet med en stor passion for kano og friluftsliv. Sammen driver vi vores instagram: @kanodamerne.

Andre spændende artikler


4 kajak- og kanoture til den forlængede weekend

4 kajak- og kanoture til den forlængede weekend

Kanoture i Danmark

Kanoture i Danmark

Familieweekend i Sverige

Familieweekend i Sverige

Log ind