Du er her:

West Highland Way

Vandring på historiske græsgange

Vandreruten West Highland Way er ikke blot smuk, varieret natur og forrevent landskab. Den emmer også af barsk historiefortælling med røveriske afpresninger, klanmassakrer, mytedannelser og sagnomspundne fabeldyr. På Skotlands ældste vandrerute forenes rejsen i nuet med en fascinerende indsigt i fortiden

AW58_tema_58.jpg
Skrevet af: Jess Ravnsted-Larsen
Opdateret den 11. mar 2021

Vandreruten West Highland Way er ikke blot smuk, varieret natur og forrevent landskab. Den emmer også af barsk historiefortælling med røveriske afpresninger, klanmassakrer, mytedannelser og sagnomspundne fabeldyr. På Skotlands ældste vandrerute forenes rejsen i nuet med en fascinerende indsigt i fortiden

Gennem tæt morgentåge begiver vi os op ad den djævelske zigzag-sti. Det er med tunge skridt, for tågen ser ud til at skulle ødelægge guleroden foran os, udsigten over den smukke og sagnomspundne Glen Coe-dal. Men pludselig bryder solen alligevel igennem. Som forstenede betragter vi, hvordan klippefyldte bjergsider, den vidtstrakte dal og det bølgende højland langsomt kommer til syne overalt omkring os. Endnu engang beriger West Highland Way os med en fantastisk udsigt over det skotske landskab.

Vi befinder os på Skotlands ældste vandrerute, West Highland Way, der også er en af De Britiske Øers smukkeste og meste berømmede. Både hvad angår den forrevne natur og de historiefortællinger, der omgiver hvert eneste sted på egnen.

Turen starter officielt i Milngavie, bare 10 kilometer fra storbyen Glasgow. Her hæver vi penge og provianterer, inden vi skridter ned af en trappe fra hovedstrøget og er på vej.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

aw58 tema 52En duft af whisky
Første etape går til Drymen og byder på 20 kilometers vandring gennem relativt fladt landskab. Den passerer den tætte Mugdook-skov, som efter få kilometer effektivt får fornemmelsen af civilisation til at forsvinde. Det pukkelryggede bjerg Dumgoyne lurer i horisonten, og da vi forcerer et stengærde nær Craigallian Loch, er det nærmest som at åbne en dør til den storslåede udsigt mod højlandets bjerge. Ruten følger den gamle jernbanestrækning Blane Valley Railway, der nu bruges som underjordisk vandtilførsel fra Loch Lomond. Nær byen Dumgoyne distraheres næsen af den sødlige, brændte duft fra whisky-destilleriet i Glen Goyne, der i øvrigt tilbyder rundvisning for de fristede.
Cirka fire kilometer fra Drymen forlader vi jernbanesporet for at indlogere os for natten med en behagelig udsigt til morgendagens højlandsvandring.

Conic Hill tårner sig op
Etapen fra Drymen til Milarrochy er på blot 16 kilometer, men byder til gengæld på nogle af de flotteste højlandsudsigter langs West Highland Way. Ruten begynder ganske mildt gennem den kraftige Garadhban-skov. Loch Lomond lurer i glimt mellem træstammerne, men først da skoven slutter brat, kommer den prægtige skotske sø rigtig til syne. Vi er ikke i tvivl om, hvorfor De Britiske Øers største sø får så mange superlativer med på vejen af folk, der har besøgt den. Loch Lomond er for nylig sammen med det omkringliggende opland blevet udpeget som landets første nationalpark.
Udsigten præges også af den 360 meter høje, rødlige Conic Hill, en af rutens få kraftige stigninger. Trods en lidt eroderet sti er vejen derop dog enkel. Vi tager turen de ekstra 25 meter op til den egentlige top og får kontant belønning. Conic Hill tilbyder i klart vejr en fantastisk 360 graders udsigt. Hele den tilbagelagte rute kan ses mod sydøst, mens det bjergrige højland tårner sig op mod nordvest.

Plyndring og afpresning
Foruden at være et fremragende udsigtspunkt repræsenterer Conic Hill også den såkaldte ’Highland Boundary Fault’, den geologiske linie, der fra øst til vest deler Skotland i lavland og højland. En linie, som ved Loch Lomonds østkyst, også markerede det 17. og 18. århundredes ulige kamp mellem fredelige kvægopdrættere fra lavlandet og højlandets lovløse klaner.
En af de værste var MacGregor-klanen, der hyppigt drog ned i lavlandet for at plyndre og stjæle kvæg. Både kvægavlere og ordensmagten stod magtesløse. Derfor kunne MacGregor-klanen da også uden problemer gøre de risikofyldte togter til regulære kontrakter, der afpressede opdrætterne til at betale for beskyttelse. En god og nem forretning for MacGregor-klanen. Myndighederne forbød officielt enhver at indgå en sådan kontrakt, men samtidig indgik de selv kontrakter med MacGregor-klanen for at sikre egne interesser. Klanens foretagende blev snart omdøbt til det legale ’The Watch’.

Langs Loch Lomond
Fra Conic Hill går stien ganske brat ned mod byen Balmaha og fra havnelinien stejlt op til Craigie Fort, der er et yndet udsigtspunkt over hele det sydlige Loch Lomond. Etapen slutter langs søens sandede kyst med Conic Hill som baggrund.
De to næste dage følges Loch Lomonds østkyst, indtil søen blot er en flod igennem Glen Falloch-dalen. Både stien og floraen er meget varierende. Lige fra brede stier langs høje engblomster, skovbær og kæmpe rododendronbuske til smalle, ujævne skovstier mellem gamle egetræer og underskov. I de smukke omgivelser kan det anbefales at overnatte på en af de såkaldte ’nød-camps’ som findes på denne strækning.

aw58 tema 57Sagn og myter
Glen Falloch-dalen markerer også begyndelsen på den gamle militærvej, som ruten løber af stort set resten af vejen til Fort William. Den kan både virke komfortabel og irriterende i længden, men først og fremmest er den et kærkomment alternativ til den smalle skovsti.
Etapen går både gennem åbent bjerglandskab og lidt tættere granskov med en god udsigt udover Glen Falloch og senere Glen Fillan. Er man heldig med vejret, er der en særlig smuk og kontrastfyldt udsigt nede i den relativt flade Glen Fillian-dal flankeret af stejle bjergsider.
Navnet på søen Lochan Lunn Da Bhra, som man aner fra ruten nær Fort William, betyder noget i retning af ’slottet i vandet’. Det hentyder til et sagn om et slot på en ø i søen, hvor Macbeth angiveligt skulle være død. Søen skulle ligeledes være hjemsøgt af en såkaldt ’vandtyr’, der på mystisk vis kan rejse sig af vandet og ondskabsfuldt trække jordiske kvæg med sig under overfladen. Tyren er en variant af den keltiske ’vandhest’, der listigt lurer unge mænd ud i søens dyb til den ventende død.

Bibelsk regn
På næste etape gør skyerne ofte udsigten mørk, idet ruten bevæger sig op over Black Mount. Området er rigt på varierende udsigter med et utal af bjerge mod vest og det fladere, åbne land med Loch Buidhe mod øst. Det er et område, hvor der falder over 3000 millimeter regn om året. Er man heldig, at solen alligevel bryder igennem, byder etapen på nogle virkelig flotte landskabsbilleder.
Det skotske vejr har det med drastisk at vende, netop som man mindst venter det. Det sker heldigvis også, da vi begiver sig ned mod dagens mål, den respekterede ’inn’, Kingshouse Hotel ved River Etive, der har Skotlands ældste licens. Det er dog den åbne – men meget kontrastfyldte udsigt med Beinn á Chrúlaiste mod nord og den mægtige Buachaille Etive Mór i vest – der umiddelbart betager øjet.

Skotlands mest nådesløse massakre
Buachaille Etive Mór er indgangen til Glen Coe-dalen. Et smukt og fascinerende dalområde, der samtidig danner rammen om den mest nådesløse massakre i skotsk historie. Her nød MacDonald-klanen i det 17. århundrede godt af Glen Coes velbeskyttende forhold, indtil den ambitiøse Sir John Dalrymple fra Secretary of State sendte 120 soldater fra Campbell-klanen til dalen. Baggrunden var, at lederen af MacDonald-klanen havde undladt at underskrive en loyalitetserklæring fra Kong William III i forsøget på at få kontrol over højlandsklanerne. Derfor besluttede Dalrymple at gøre et skræmmeeksempel ud af MacDonald-klanen.
Den 1. februar 1692 red Campbell-klanen ind til MacDonald-klanen, der uden mistanke lod dem indlogere, da gæstfrihed over for rejsende altid kom foran klanstridigheder.
11 dage senere kom den endelige ordre fra Edinburgh: Alle MacDonalds under 70 år skulle nedkæmpes. En mørk vintermorgen fuldendte Campbell sin ordre. MacDonald-klanens overhoved og 37 andre blev myrdet, mens Glen Coe blev plyndret og nedbrændt. Mange døde af kulde og sult.
Da massakren nåede Skotland rundt, førte det til oprørslignende stemning, og i 1695 mistede Dalrymple sit embede. I dag markeres den 13. februar stadig blandt MacDonalds’ efterkommere ved et mindesmærke i byen Glen Coe.

aw58 tema 53Djævelens trappe
Hvis vejret tillader det, byder ruten fra Kingshouse Hotel på en langstrakt udsigt op langs Glen Coe-dalens varierende bjergsider. En udsigt, som drastisk udvides op langs den stejle Devil’s Staircase fra rutens højeste punkt i 550 meters højde.

Det er noget uvist, hvordan Devil’s Staircase har fået sit usædvanlige navn. Militærvejen her blev oprindelig lavet af 450 officerer og menige i det 17. århundrede, og navnet var på den tid ’Mam Grianau’. Nogle mener, at de hårdtarbejdende tropper omdøbte vejen til Devil’s Staircase.
150 år senere arbejdede 3000 mennesker i Kinlochleven. En broget forsamling fra alle dele af De Britiske Øer, der gik under navnet ’navvies’, og var kendt som et hårdtarbejdende og stordrikkende folk. Det var disse ’navvies’, som ofte trodsede vejr, vind og Devil’s Staircase for at skaffe drikkelse. Særligt når sneen og kulden satte ind, blev vejen et farligt sted. Nogle for vild, andre faldt om af druk. Når tøvejret kom med foråret, smeltede sneen, og ligene kom til syne i området. Formentlig noget, der har været med til at navngive Devil’s Staircase.

Ben Nevis rejser sig
West Highland Way fortsætter den lange vej ned gennem Glen Leven til den søvnige og smukt beliggende Kinlochleven. Som en spinkel streg langs de stejle bjergsider kan turens sidste etape ses mod nordvest højt hævet over byen og den mørke Loch Leven.
Den går til Fort William, og de 22,5 kilometer deler sig naturligt i to lige store halvdele. Første halvdel går fra Kinlochleven til Blar a’Chaorainn, der rejser sig stejlt op til Lairigmór – ’Det store pas’ – med en betagende udsigt ud over Kinlochleven, Loch Leven og gårsdagens etape mod øst.
Herfra går ruten jævnt gennem den isolerede og snævre dal flankeret af klippefyldte bjergsider. Ved Blar a’Chaorainn viger ruten bort fra militærvejen for første gang siden Glen Falloch. Den sidste halvdel fortsætter mod nordøst gennem yderligere plantage og skov, hvor Ben Nevis anes i horisonten. Med sine 1344 meter troner De Britiske Øers højeste bjerg i Glen Nevis-dalen for enden af West Highland Way. Og lokker med nye eventyr.

Andre spændende artikler


Vintervandring i Wales

Vintervandring i Wales

Vandreguide: West Highland Way

Vandreguide: West Highland Way

Trossachs og Loch Lomond

Trossachs og Loch Lomond

Log ind