28 dage mutters alene på Pacific Crest Trail

Sam leder an og navigerer. Stien er et eller andet sted under snemasserne.

Tilbage til boblen
Sam og jeg har vandret sammen i en tre uger, efter vi måtte tage afsked med vores gode ven, Thor, der fik forfrysninger i tæerne i vores første forsøg på at komme igennem Sierra Nevada. Sam har gode ben, masser af erfaring, og vi har en god kemi. Vi er kommet godt ind på hinanden i løbet af de tre uger; det går hurtigt, når man har alle døgnets vågne timer til at snakke. Vi hjælper hinanden med at navigere i det sneklædte terræn og har efterhånden vænnet os til, at den egentlige sti er gemt under metervis af sne. Det er rart at kunne hjælpe hinanden med at tage de rigtige beslutninger.

Derudover har vi den samme plan: vi vil hele vejen sydpå til Bishop – og vi har tænkt os at følges ad. Alex, Zach og Paul har det lidt anderledes. De trives ikke rigtigt i Nordcalifornien. De savner det sociale ved at møde nye mennesker på kryds og tværs, i stedet for at være på den isolerede færd, der har været vores liv de sidste par uger.

Da de læste rapporter om, at store mængder sne var begyndt at smelte i det sydlige Sierra Nevada, besluttede de sig for at sadle om. De venter nu på et lift, der om 15 minutter skal køre dem den lange tur sydpå, og vi snakker om, hvordan det bliver for dem at blive en del af ’boblen’ igen, hvor man møder 20-30 mennesker hver dag, socialiserer og udveksler historier.

De har tilbudt Sam og jeg at komme med, men fast besluttede på at tage revanche mod Sierra Nevada, har vi takket nej. Vi er så tæt på at være tilbage. Faktisk kun et par dages vandring fra de højder, hvor der er konstant snedække hver dag.

Sam er dog ikke i sit vanlige, muntre overskudshumør. Hun er stille og kigger lidt henkastet ned i gulvet.

“Sam, er du okay?”, spørger jeg.

“Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få det sagt…”, svarer hun.

Hun er nødt til at forlade Pacific Crest Trail.

Frokostpauser med varm mad var en af mine prioriterer, da jeg var solo. Minutnudler, men alligevel.

Hvad fanden gør jeg?
Sam fortæller, at hun et par dage forinden fik besked om, at en af hendes bedste venner var død. Vi kigger måbende på hende. Hun fortæller os, at hun har holdt det tilbage over for os, fordi hun ikke vidste, hvad hun ville gøre. Men nu har hun besluttet sig. Hun vil hjem til Florida for at deltage i bisættelsen. Vi kondolerer. Forsøger at være der for hende. Zack, der har skaffet liftet, tilbyder, at de kan hjælpe hende med at komme til Reno, så hun kan komme med et fly. Hun takker ja. Zack tilbyder også mig et lift.

Nu sidder de alle sammen og stirrer på mig.

”Er du sikker på, du vil være derude helt alene?” spørger han.

Jeg tænker mig om. Jeg har 800 kilometer foran mig og står foran den hårdeste, mest øde og, formentlig, farligste del af hele Pacific Crest Trail. Lange sektioner med flere dages vandring fra nærmeste by. Eksponerede bjergpas med drop fra dødelige højder, brusende floder, traversering på sneklædte bjergsider og, ikke mindst, vilde dyr, som bjørne og pumaer, som jeg allerede har stiftet bekendtskab med. Alt sammen uden at kunne forvente at møde andre vandrere på sporet i ugevis.

Hvad fanden gør jeg?

Natten til den 9. juni bliver den allerførste gang, jeg sover alene på stien. Jeg har virkelig nydt at dele min turs op- og nedture med andre vandrere, men jeg har lovet mig selv at mærke efter og føle, hvad der er vigtigst for mig, når jeg bliver i tvivl. Det var fristende at tage med drengene sydpå og blive en del af min turs igen, men det var ikke dét, jeg har sat mig for.

Aftenen bliver startskuddet til et uplanlagt eventyr, der bringer mig gennem 800 af de vanskeligste, mest ensomme og absolut mest fantastiske kilometer, jeg nogensinde har vandret.

En af fordelene ved soloturen er, at jeg kunne slå mit trofaste Big Anges Copper Spur op, lige hvor det passede mig.

”Pyt, det går jo nok”
Det lyder måske banalt, men en af de mest lærerige aspekter ved mine 28 dages solotur var det med at forholde mig til mit eget humør, når tingene spidser til. Uanset om det drejede sig om den frustrerende navigering, der krævede en konstant overvågenhed for ikke at komme på afveje, eller når jeg vandrede lange dage gennem endeløse snemarker og den bagende sol over mig, der udfordrede min tålmodighed, så var det op til mig selv sørge for, jeg ikke mistede modet.

Jeg er en rødhåret fyr med et lidt iltert temperament. Og i starten var det svært ikke at have nogen at dele mine frustrationer med, men med tiden gik det jo op for mig, at det ikke gjorde godt for noget. Selvom jeg knækkede vandrestave, gik den forkerte vej eller gled igen og igen på grund af den bløde slush-ice sne, blev jeg bedre til at sige: “Pyt, det går jo nok” og prøve at se positivt på tingene.

På en solovandring er der sjældent folk at dele turens højde- eller lavpunkter. Man står alene. Det er med til at forme nogle uforglemmelige, dybt personlige oplevelser, men sætter samtidig også én i pressede situationer, der kan udfordre ens humør og psyke.

Skyllet væk i Bear Creek
Turen lærte mig at tænke mig om, før jeg handler for at undgå at havne i suppedasen mere end nødvendigt. Den lærte mig samtidig også at acceptere, at jeg kommer til at lave fejl, og der er ingen andre end mig selv, der kan rette op på dem.

Der var især én hændelse, der står meget klart i min hukommelse. Bear Creek. Selvom der stadig var sne overalt i bjergene, havde et solrigt vejrvindue fået meget af det til at smelte. Smeltevandet fik floderne til at bruse vildt. I første omgang var jeg en smule nervøs, fordi jeg vidste, at det ikke er noget, man skal spøge med. PCT thru-hikers dør hvert år i Sierra Nevadas floder. Det anbefales til hver en tid, at man krydser med hjælp fra andre, men den luksus havde jeg ikke til rådighed.

Det gik nu meget fint. Cirka tre uger inde i min solotur havde jeg krydset en god håndfuld floder uden problemer og følte mig tilpas i det, men så kom dagen, hvor jeg skulle krydse Bear Creek, der var notorisk for sin stærke strøm. Hurtigt gik vandet til hoften. Tre skridt i denne dybde skulle der til, før floden tog mig.

Jeg blev overrumplet af dens styrke, mistede fodfæstet og blev revet bagover.

Med hovedet under vand, famlede jeg febrilsk efter noget at holde fat i, mens jeg ihærdigt prøvede at holde fast i mine vandrestave.

Til sidst måtte jeg give slip og fik fat i nogle trærødder inde ved bredden, jeg kunne klynge mig til og til sidst trække mig op af. Jeg havde været helt under vandet og var helt gennemblødt. Det var en øjenåbner af kaliber. Efter chokket havde lagt sig, vandrede jeg ned ad floden for at finde et sikkert sted og krydse den og sætte lejr op.

Det var et wake-up call, der satte sig i mig. Jeg havde jo flere floder at krydse.

Selvom der ikke behøver være tale om en brusende flod, så er min pointe, at solovandring har udviklet mine dømme- og handlekraft. Bear Creek og mange andre hændelser har som helhed være en læring i at tage de rigtige beslutninger, der skaber sikre rammer for en tur. Det har samtidig lært mig at tage initiativ. Det er en fed egenskab at have – også når jeg er på tur med andre igen. I min optik, kan man blive en stærk og pålidelig turmakker ved at have en masse erfaring fra solovandring.

Jeg tørrer mine ting, efter jeg blev trukket under i Bear Creek.

Mest ud af naturen
En hel central læring for mine 28 solodage på PCT var, at al den alenetid gjorde mig langt klogere på, hvad der skal til for, at jeg får en god oplevelse i naturen. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk trives ret godt i mit eget selskab på tur. Jeg nød at kunne fotografere, når jeg havde lyst, tage pauser, når det passede mig og campe de steder, jeg synes var attraktive.

Jeg kunne være helt og aldeles mig selv uden at skulle tage højde for andres ønsker, gruppedynamik eller sociale normer.

Det gav tid og plads til fordybelse.

Det er ikke alle, der værdsætter et vandfald, en udsigt, en sommerfugl eller et træ på samme måde, som du måske gør. Det er heller ikke alle, der gider stoppe for at fotografere eller filme. Det vil du måske. Du finder i hvert fald ud af det; og råder helt selv over beslutningen.

Jeg tror, at det er ret sundt at komme væk fra de vante rammer og give sig selv ordentlig tid til at tænke lidt på egen hånd. Det kan være med til at løse nogle knuder, man har udenfor friluftslivet, men det kan også være en oplagt mulighed for at reflektere lidt over, hvorfor man egentlig tager på tur.

En af de få hytter, jeg så på min vej. Det var en hytte, der blev brugt af langrendsløbere – når de ellers kan komme til døren.

Smil og elendighed
Efter min 28 dage lange solostrækning fik jeg et lift tilbage til Nordcalifornien og fortsatte på stien nordpå og efter 5 måneders vandring fuldendte jeg Pacific Crest Trail. På godt og ondt står min solotur i Sierra Nevada stadig frem som et af de stærkeste minder fra mit eventyr. Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når jeg tænker tilbage på de mange øde bjergpas, hvor jeg stod mutters alene og følte mig så fantastisk lille i det majestætiske amerikanske vildnis. Især husker jeg Mather Pass, et notorisk pas kendt for dets stejle stigning og løse sten, der kombineret med snedække ikke var helt ufarligt.

Det var en nærmest euforisk oplevelse at have besteget det på egen hånd, fordi bedriften var helt og aldeles min egen. Samtidig græmmes jeg også lidt ved tankerne om de lange og krævende dage med kilometervis af optøet sne, hvor solen bagede ned på mig. Der kunne jeg nok godt have brugt en makker til at give mig et skulderklap og dele elendigheden lidt med.

De 28 dage var en oplevelse, der på mange måder skubbede mine mentale grænser. De bragte udfordringer, der utvivlsomt blev sværere at overkomme, fordi jeg var helt overladt til min egne færdigheder og dømmekraft i de mest krævende forhold, jeg nogensinde havde været i. Ligeledes var det også en lærerig oplevelse, der har givet mig en større tiltro til egne evner, viljestyrke og udholdenhed. Jeg klarede det jo! Det har givet mig en stærk ballast; ikke kun som vandrer, men også som menneske, som jeg har taget med mig videre i livet.

Det sværeste ved en solotur kan være at tage beslutningen om at kaste sig ud i det. Prøv det!

Lang tid at være alene
Derudover gav de 28 dage mig et helt nyt aspekt på måden at opleve naturen på. Jeg nyder især den fleksibilitet, som solovandring giver. Jeg føler mig mere tilgængelig overfor andre vandrere, jeg møder på min vej. Samtidighed har jeg friheden til at isolere mig og dyrke den personlige naturoplevelse, hvis det er dét, jeg har lyst til. I retrospekt fandt jeg dog ud af, at 28 dage var lang tid at være alene.

Solovandring kan give nogle unikke oplevelser, hvor man virkelig kommer tæt på sig selv, men i sidste ende foretrak jeg at dele turens højdepunkter med andre, ligesom det også er rart at have andre ved sin side, når tingene spidser til.

Ikke desto mindre var det en uforglemmelig oplevelse, som jeg absolut ikke ville have været foruden. Det var også de 28 dage i Sierra Nevada, der for alvor startede min interesse for solovandring, som jeg sidenhen har nydt at dyrke, bl.a. på ruten MASSIV i Norge i fjor. Mens solovandring har sine fordele og udfordringer, ser jeg solovandring som en spændende måde at gå på opdagelse både i natur og eget sind: noget, jeg vil anbefale alle at prøve.