Haglöfs Roc Hard Jacket

Det her er ikke for børn og sarte sjæle. Det er ikke en regnjakke eller en hyggejakke til skovturen. Det er meget mere end det. Det er en fuldblods hardshell, der er lavet til at kunne modstå selv de hårdeste udfordringer. Det er Haglöfs Roc Hard Jacket.

Denne jakke er noget af det mest robuste og sejlivede, jeg nogensinde har haft mellem hænderne. Jakken udstråler en form for arrogance over for elementerne, som om den prøver at fortælle, at sne, regn, slud og storm bare kan komme an.

Membranen er den nyeste generation 3-lags Gore-Tex Pro, som ånder op til 28 % bedre end den ’gamle’ Pro shell. Om den nye membran ånder bedre end den gamle model, har jeg haft svært ved at afgøre – måske en smule bedre, men det er i hvert fald ikke noget, der virkelig har fanget min opmærksomhed. Men det har kvaliteten og robustheden i ydermateriale i den grad gjort. Her er Haglöfs gået all in. Basen på jakken er lavet i 70 denier (et udtryk for densiteten på vævningen), der er meget almindeligt for denne type hardshell-jakker til bjergbrug. Men så er Roc Hard jakken samtidig forstærket med 150 denier på de mest udsatte steder (skulder, albuer, ryg og hofter). Og det kan virkelig mærkes. Den er lavet til hårdt brug i bjergene, og det mærker man med det samme.

Der er to (skjulte) napoleonslommer, to rummelige sidelommer samt en inderlomme i mesh, og man har let adgang til alle lommer, selvom man har klatresele og/eller rygsæk på. Lommerne har faktisk en udmærket størrelse – napoleonslommerne er designet med en indbygget fold, så selvom lommen er fyldt helt ud, deformerer den ikke fronten af jakken, og det fungerer super. Alle lynlåse er vandafvisende, heraf den kraftige og frostsikre YKK Vislon på fronten og i de to sidelommer. Udluftningskanalerne under armene er forlængede, og det fungerer faktisk ret fint. 

Pasformen er rigtig god. Det er selvfølgelig afhængig af kropsbygning og inderbeklædning, men jeg synes, den sidder lige i skabet. Den er slank, men uden af være så kropsnær, at man ikke kan have et isolerende lag inden under. Ærmerne er faconsyet og er faktisk ret rummelige, og det betyder, at man har rigtig god bevægelsesfrihed, og at jakken bliver siddende, selvom man strækker sig eller løfter armene over hovedet.

Nederst er en elastisk snøre integreret i syningen, og den kan let betjenes med én hånd. Samtidig er den lidt længere end mange andre skaljakker, og den er tilmed forlænget lidt i ryggen, så du er rigtig godt beskyttet mod vind, regn og sne, og den vil derfor også egne sig godt til skijakke, selvom der ikke er snefang.

Ærmerne har en god længde og har en asymmetrisk afslutning, så de dækker helt ud over hånden. Samtidig er åbningen rigtig stor, så det er let at få ærmerne ud over handskerne og få det til at slutte godt til. Det fungerer rigtig godt, og det er en fed detalje – det er møg irriterende, når det skiller mellem handske og ærme, hvis ærmerne er for korte, men det er bestemt ikke tilfældet med Roc Hard Jacket. Og så er det ikke sådan noget småtteri – det er nemt at justere og betjene lynlåse, stropper og velcro på hele jakken, også med store handsker på.

En anden fed detalje er stormflappen bag frontlynlåsen. Oppe ved halsen er den udvidet i bredden og forsynet med ventilationshuller. Derved er det muligt at åbne frontlynlåsen lidt op, og så trække den høje krave – der er forsynet med blød fleece på indersiden – helt op over munden. På den måde kan du beskytte ansigtet mod vind og vejr, mens ventilationshullerne i stormflappen sørger for, at du kan slippe af med den varme ånde, så dine sol-/skibriller ikke dugger til.
Den rummelige hætte skal naturligvis også have et ord med på vejen. Den rummer let en hjelm, og den kan indstilles i alle tre dimensioner, så den er let at tilpasse til forholdene. Haglöfs Roc Hard er designet således, at der ikke er sømme på skuldrene, under armene og på fronten, så syningerne ikke irriterer og for at optimere slidstyrken, og det er jo meget godt tænkt.

Den er testet til at kunne klare et vandsøjletryk på mere end 28.000 mm – og det er altså en hel del. Jeg har blandt andet brugt den i kraftigt regnvejr, hvor regnen hamrede ned i timevis, og den bestod med bravur. Det er fedt med den store hætte, og den er altså nem at få til at sidde helt perfekt. Den vejer 670 gram i størrelse large, og det er bestemt ikke galt. Du kan naturligvis finde lettere jakker, men så går man altså på kompromis med slidstyrke og detaljer.

Roc Hard fås i tre farver; en neutral sort med røde linjer, en blå/rød samt den opmærksomhedsskrigende lilla/neon, som vi testede. Min første tanke var, at den lilla/neon lugtede lidt for meget af ambulancetøj, men jeg må indrømme, at den har vundet lidt ind på mig. På en eller anden måde kan en så potent jakke som Roc Hard slippe af sted med meget flower power, og jeg synes egentlig bare, at det tilfører kant til jakken. Alt i alt er Haglöfs Hard Roc alt det, du drømmer om – og mere til. Her er materialevalg, design og funktionalitet gået op i en højere enhed.

Array
Casper Devantier, torsdag, 02 januar 2014, hits: 10302