Udstyrstest
Jetboil har længe været førende indenfor kompakte vandkogesystemer, men med deres nye simrekontrol har de taget kompaktbrænderen et skridt videre. Udover at koge vand, så er det med Mo-serien muligt at lave rigtig mad; først med MiniMo, men nu er det lillebroderen MicroMo, der har en mindre volumen og en smallere form, der skal vise, hvad den kan.
MicroMo er et kompakt brændersæt i carbon, der består af en brænder, en gryde på 0,8 liter, låg, piezotænder, indbygget vindskærm, målebæger/bund og et isolerende neoprencover. Hele sættet kan pakkes sammen og opnå en pakkevolumen på 16,5 x 10,4 centimeter, inklusiv en gasdåse på 100 gram.
Hele sættet vejer 340 gram, så der er ingen unødig vægt. MicroMo er ikke bare en vandkoger, så vi har testet den som brændersæt til både at koge vand samt til at lave mad til én til to personer i.
Brænderen klarer sig fint i vind udover i de helt lave blus, hvor jeg har oplevet, at vinden blæser flammen ud. Det er især ved simremad, som bare skal stå længe uden at brænde på, at det kan være svært lige at ramme det rigtige blus.
MicroMo kan også bruges i frost. Jetboil har testet den ned til -7 grader med deres egen gas, men da det er en gasbrænder, skal man huske, at effektiviteten bliver mindsket, jo lavere temperaturen er. Så selvom MicroMo fungerer i koldere vejr, vil jeg aldrig helt stole på den til vinterbrug.
Jeg har aldrig oplevet lignende finjustering i nogen andre brændere.
Fantastisk finjustering
MicroMo kan koge en halv liter vand på bare 2 minutter og 15 sekunder. MicroMo er dog ikke lavet til bare at koge løs med 1750 watt (6000BTU). Det er heller ikke den høje effekt, der fascinerer ved at brug.
Det gør derimod regulatoren. Den er fantastisk og har langt flere justeringsmuligheder end mine kogeplader derhjemme. Det er utrolig nemt at tilpasse temperaturen, og jeg har aldrig oplevet lignende finjustering i nogen andre brændere end Mo-serien.
Den energibesparende FluxRing på undersiden af gryden gør det muligt at koge 12 liter vand på 100 gram gas. Vekselvarmeren gør det muligt at udnytte mere af varmen samt at fordele den bedst muligt ud i gryden.
Der er dog stadig det evige problem med, at midtpunktet i gryden bliver ekstra varm, og ting derfor nemt brænder på der. Derfor er det meget vigtigt at røre godt på bunden.
Jeg har selv brændt alt fra grød til ris fast og har lært, at det er vigtigt at pakke en hård plastske, så man kan røre godt til, samt et par grydesvampe, hvis uheldet er ude. Alt brænder dog ikke fast, og jeg har haft stor glæde af vellykkede måltider med en rigtig god simrekontrol.
Forbedringer
MicroMo kunne blive endnu bedre, hvis højden blev reduceret og bredden udvidet, som det er tilfældet med MiniMo.
Det er højst sandsynligt måden, sættet kan pakkes sammen på, der forårsager højden på potten, og mens det er rigtig smart, at gryde, gasdåse, brænder og fod kan være i sættet, så er det ærgerligt, at madlavning bliver nedprioriteret lidt.
Jeg undrer mig lidt over skruefunktionen, der låser brænderen og gryden sammen. Når gryden skal skrues af, så skal den skrues af mod højre; samme vej, man skruer gassen af.
Det kan medføre problemer, da man mangler modstand til at få gryden af, hvis man ikke har skruet den godt nok fast. Det er en lille detalje, som ikke betyder så meget ved en lille gryde, men ved en større gryde kan det blive usikkert.
Gryden er beklædt med et neoprenbetræk, der isolerer og beskytter. De koster omkring 100 kroner og fås i forskellige designs.
MicroMo kan mere end bare at koge vand. Finjustering af varmen gør det muligt at lave rigtig mad og lade det simre. Grydens form er dog høj og smal, hvilket gør det svært at fordele varmen så godt som i den bredere MiniMo. Alt i alt er det et godt, kompakt brændersæt til dig, der vil spare på vægten, men samtidig have muligheden for madlavning.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS