Udstyrstest

Montane Atomic Pants

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 22. jun 2022
Læst af: 7218
Karakter fra test

Det engelske outdoormærke Montane leverer lette, kompakte og innovative produkter. Mærket kæmper for, at du "let" kan komme på tur, hvad end du er nybegynder eller professionel.

Montane Atomic Pants er et par kompakte, vandtætte og åndbare overtræksbukser til det våde vejr, der blot vejer 220 gram og kan pakkes sammen til lidt over en håndfulds størrelse.

Bukserne er ikke gjort vandtætte med en membran, som det er tilfældet med det meste inden for åndbar beklædning. På ydersiden er der derimod en tynd, slidstærk DWR-imprægneret nylon, mens der på indersiden er en mikroporøs coating, der både sikrer et solidt vandsøjletryk på 10.000 mm og en fornuftig åndbarhed.

Pertex Shield, som materialet hedder, holder, hvad det lover. Det er både vandtæt og åndbart at have på, og jeg har ikke haft følelsen af indelukkethed. Jeg har tidligere oplevet en vis irritation over at skulle have overtræksbukser på, men komforten er god i Atomic Pants, så de har ikke medført denne følelse.

God åndbarhed
Jeg har oplevet mere åndbare overtræksbukser med membraner, men til de fleste former for brug er Atomic Pants åndbarhed altså nok. Jeg har på mine ture ikke oplevet nogen klam fornemmelse ved at have overtræksbukserne på, men har temperaturen eller pulsen været høj, så har jeg brugt den mulige udluftning.

Montane Atomic Pants
Anmeldelsen

På papiret er åndbarheden væsentlig lavere, end hvad jeg egentlig synes, at jeg har oplevet. Jeg har oplevet beklædning med en åndbarhed på over det dobbelte, som føltes nogenlunde som denne buks. Pertex Shield har en åndbarhed på mellem 6000-7000g/m2/24h, og det er også ganske fint til lettere aktiviteter som vandring.

Ved 18-20 grader bør åndbarheden nemlig ligge omkring 3000-10.000 g/m2/24h ved almindelig brug. Man kan sagtens få produkter med højere åndbarhed, men ofte er prisen også en helt anden. Jeg har prøvet vandtætte jakker med en åndbarhed på over 25.000 g/m2/24h, og det kunne mærkes. Men det har også været i en hel anden prisklasse.

Stor brugsflade
Atomic Pants har en rigtig stor brugsflade, da den altid kan være i ryksækken, hvad end det er på fjeldturen eller i rygsækken til hverdag med dårligt vejr. En af fordelene ved Pertex-materialet er slidstyrken i forhold til tykkelse.

Man skal dog huske på, at det er en let overtræksbuks, så man skal ikke regne med, at den kan klare, hvad som helst. Men det har ikke noget specifikt med denne buks at gøre – det er bare typen af let overtræksbuks.

Atomic Pants har en god pasform med et forholdsvis smalt snit, der sikrer, at overtræksbukserne ikke poser eller gnider larmende mod hinanden. Formbøjede knæ sikrer en god bevægelsesfrihed, og de mange justeringsmuligheder gør det nemt at få buksen til at sidde godt.

Alle de gode egenskaber
Hvis jeg skal tænke på de egenskaber, jeg ønsker i et par gode overtræksbukser, så har Atomic Pants dem alle. Buksen har en tovejs 3/4 YKK-lynlås, der gør det nemt at få regnbukserne af og på selv med støvler på. Typen af lynlås er ikke den vandafvisende fladlaminerede, men derimod en helt almindelig lynlås, hvilket slet ikke gør mig noget.

Denne type lynlås er nemmere at lyne op, og normalt har den en længere levetid. I stedet for, at selve lynlsåsen er vandafvisende, så sidder der en rande bag, som sikrer, at vand ikke kommer ind. Lynlåsen er tovejs, så man også kan bruge den som udluftning, hvilket jeg sætter stor pris på.

I taljen er der elastiksnor, som gør det muligt at justere livviden, og velcrostykker på hver læg sikrer en finjustering af bredden på buksen. I fodenden er der monteret trykknapper til regulering af vidden i bunden af buksen. Der er trykt reflekser flere steder på buksen, så du bliver set i de mørke aftentimer.

Af en eller anden grund har jeg sværere ved at ofre ligeså mange penge på mine overtræksbukser, som på en skaljakke, men dette skyldes nok også, at jeg håber på, ikke at skulle bruge dem særlig meget på tur.

Men når vejret så virkelig arter sig utilregneligt, så er det nødvendigt med komfortable overtræksbukser, og det får man med Atomic Pants, der har mange gode egenskaber til en fornuftig pris.

Montane

Atomic Pants
Pris: 949,-

Bedømmelsen

Atomic Pants er et par rigtig gode overtræksbukser til en fornuftig pris. Overtræksbukserne indbyder til at blive brugt med sin gode komfort og brugbare funktioner. Til ganske almindelig brug er der ikke rigtig noget at sætte en finger på ved overtræksbukserne, især ikke når man tænker på, hvad man får for pengene.

9/10: Wow, vi er imponerede
Tovejs ¾-lynlås, udluftning, justeringsmuligheder, lette, pasform, egenskaber til prisen
Til varmere klima og aktiviteter med højere puls kunne åndbarheden være højere

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Montane Atomic Pants
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Montane Atomic Pants ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.