Deuter Freerider Pro

Deuter Freerider Pro

Der findes efterhånden et utal af ski-specifikke rygsække på markedet, og ved første øjekast fristes man til at tro, at Deuter Freerider Pro 30 blot er endnu en i mængden. Men efter at have testet den i bjergene viste det sig hurtigt, at rygsækken byder på en lang række lækre features, som man nemt kan blive afhængig af.

Deuter Freerider Pro 30 er med producentens egne ord en rygsæk, som kan bruges på de mere krævende ture i offpisten, men som primært er designet til brug i alpinanlægget eller som hverdagsrygsæk. Den blev derfor testet til netop disse formål ved både at agere rejserygsæk på vej på skiferie og som toptursrygsæk pakket med lavineudstyr på jagt efter urørt puddersne.

Ved første øjekast ser rygsækkens Vari Flex hoftebælte og Alpine Back System noget overdimensioneret ud, taget rygsækkens volumen på 30 liter i betragtning. Men pakket med fæller, sonde, skovl, hjelm, ekstra tøj, drikkeblære (3 liter), telefon, madpakke, samt kort og kompas blev behovet for disse funktioner hurtigt bekræftet – der var plads til det hele, og samtidig gør det anatomisk formede hoftebælte, som i tillæg kan roteres uafhængigt af rygsækken (Vari Flex), at rygsækken sidder rigtig godt og stabilt på ryggen – selv under krævende og stejle forhold på ski.

Deuter er kendt for deres behagelige 3D Air-Mesh, som er behageligt på ryg, hofte og skudre, og som sammen med Alpine Back System sikrer en minimal varmeophobning langs ryggen ved at den opvarmede luft kan stige til vejrs ,’skortenseffekten’. Rygsækken har ikke noget indbygget lavine-system, som findes i andre deciderede offpiste-rygsække, men det er selvfølgelig heller ikke dens primære brugsflade. Freerider Pro 30 har ikke integreret rygskjold, men jeg havde ingen problemer med at have mit på inden under rygsækken.

Deuter Freerider Pro er dog et alsidigt og gennemarbejdet stykke udstyr udført i slidstærke materialer, som dog går en smule ud over rygsækkens egenvægt (1780 gram). En lang række af features findes i rygsækken, og værd at nævne er et foret rum til dine goggles, en udtagelig sidemåtte, mange små lommer til adskillelse af dit grej samt god plads til henholdsvis hjelm, skovl og sonde. Et væld af indspændingsmuligheder gør det muligt at spænde både snowboard og ski fast udenpå rygsækken eller langs siderne i A-frame, så alt i alt er det en super skirygsæk, der helt sikkert kommer til at sidde på min ryg i fremtiden.

Tekst: Bo Skov Kristensen

Bo Skov Kristensen, mandag, 20 februar 2012, hits: 7075