Udstyrstest

Fjällräven Kaipak Trousers

Solid og fleksibel kombination

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 13. jun 2023
Læst af: 7504
Karakter fra test

Kaipak er en del af Fjällrävens Keb-serie, der er udviklet til de krævende vandreture og har fokus på bevægelsesfrihed og styrke. Vi har haft buksen med på tur og har undersøgt, om den kan leve op til de høje forventninger.

Som jeg ser det, så har Fjällräven blandet dele fra klassikeren, de slidstærke Vidda Trousers, med den mere moderne og detaljerige klassiker, Keb Trousers, og skabt Kaipak Trousers. Bukserne har en stærk opbygning og høj komfort, hvilket gør Kaipak Trousers ideelle til alt fra vandring i fjeldene til at lave bål og til at kløve brænde på lejrpladsen.

Kaipak Trousers er lavet i Fjällrävens eget vind- og vandafvisende G-1000 Eco med strækpaneler. G-1000 Eco er samme vævning som G-1000 Original, men materialerne er i stedet i 65% genanvendt polyester og 35% økologisk bomuld, hvilket giver en mere grøn profil. Buksen har desuden en fluorcarbonfri imprægnering og er vokset med Grønlandsvoks fra ny, som gør buksen vind- og vandafvisende. Når materialet bliver vådt eller vaskes, så aftager voksen, men man kan selv løbende vokse bukserne efter behov.

Fjällräven Kaipak Trousers
Anmeldelsen

Kaipak Trousers har elastik omkring livet og stræk på indersiden af lårene samt i knæhasen for øget bevægelsesfrihed, hvilket tydeligt er med til at give en rigtig god komfort. Bukserne har desuden formsyede knæ, der bidrager til en bedre pasform, så man ikke føler, at bukserne poser. Med sine 440 gram i en størrelse 48 er det ikke en let buks, men fokus på buksen er tydeligvis også hovedsageligt styrke og funktionalitet.

Lommer og knaplukning
Med to stiklommer, en lomme med knaplukning på venstre ben og en lomme med lynlås på højre lår er du godt dækket ind på lommefronten. Bukserne afsluttes med en benlukning med justering ved hjælp af en strop og en plastlukning. Lukningen er en lidt anden metode, end man typisk kender fra Fjällräven, som normalt er med en enkel knaplukning.

Metoden på Kaipak Trousers giver bedre mulighed for finjustering, men det gør også, at der efterlades en løsthængende strop. Stroppen kan fastsættes, men den har det desværre med at komme til at dingle lidt. I benenden er desuden en støvlekrog, som med stropjusteringen gør det muligt at slutte buksen tæt om benet.

Kaipak Trousers er utroligt alsidige, og de virker meget enkle, selvom de er tekniske og designet med henblik på de mere krævende ture. Buksen er et rigtig godt valg til dig, der ønsker en stærk, men komfortabel, buks, men jeg savner lidt flere detaljer som f.eks. udluftning, der kan være med til at forsvare prisen og give en endnu større brugsflade.


Voks efter behov

Vidste du, at du kan vokse bukserne her efter typen af tur, du skal på? Du kan f.eks. vokse dem omkring benenden, hvor der er højt græs, men lade dem være uvoksede og mere luftige ved lårene. Voksen giver desuden øget styrke til bukserne.

 

Fjällräven

Kaipak Trousers
Pris: 1.299,-

Bedømmelsen

En buks, der på mange måder ligner en klassisk Fjällrävenbuks, men når man går den efter i sømmene, finder man en højere komfort og bevægelsesfrihed, der skiller Kaipak ud fra andre i feltet. Det er en allround-buks, som man vil kunne pakke til de fleste ture og årstider.

8/10: Produktet fortjener applaus
God kombination af styrke og stræk, G-1000 Eco, de strækbare dele, god pasform der hverken er meget smal eller bred, rummelige lommer
Ekstra materiale ved benlukning, ingen udluftning

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Fjällräven Kaipak Trousers
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Fjällräven Kaipak Trousers ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.