Udstyrstest

Fjällräven Keb Agile Trousers

Mindre buks, mere bevægelse

Skrevet af: Jeppe Gabriel Spence
Den 22. jun 2022
Læst af: 3845
Karakter fra test

Et par Bukser er bare et par Bukser. Der skal være to ben og et par lommer – sværere er det ikke. Alligevel kræver det en enorm viden og ekspertise gang på gang at opdatere dette simple koncept. Netop det kan Fjällräven.

Fjällräven Keb Agile Trousers
Anmeldelsen

Da Fjällräven tilbage i 2010 vandt prisen for bedste friluftsbuks med deres nye Keb Trousers, kombinerede de stretch med fast materiale og sparkede gang i markedet for slidstærke Friluftsbukser med masser af bevægelighed. Men det betyder ikke, at Fjällräven siden har ligget på den lade side. Hovmod står for fald, og derfor har de fortsat kigget helt ned imellem syningerne for at se, hvordan de fortsat kan opdage nye muligheder at skabe den bedste friluftsbuks.

Ved første øjekast

Buksen har to stiklommer og to lårlommer med lynlås. Fjällräven har lært lektien fra deres ukomfortable indvendige lommer i Keb Trousers-modellen og lavet udvendige syninger, som gør det behageligt at have ting i lommerne, selv når man er i hug eller siddende. I den ene lomme er der en mobillomme, som fungerer upåklageligt. I bunden har du to indstillinger med knapper, og resten kommer fra en elastik. Det fungerer fremragende og giver et godt fit omkring anklen i det meste fodtøj, men gør det også muligt at smøge bukserne op i varmt vejr. Ellers kan man bruge de to udluftningslynlåse på siderne, som er rigeligt til at lukke luften ud. Designet er lækkert og let, og som altid er Fjällräven på pletten med Friluftsbukser, som man lige så godt kunne ses i bybilledet som i vildmarken.

Letvægts-slankekur

Keb Agile Trousers står som navnebroren til de originale Keb Trousers. For ejeren af den originale model er der meget velkendt. Kombinationen af stræk-paneler og slidstærkt G-1000, lårlommer, lukninger i bunden og udluftning langs siden. Keb Agile Trousers har dog været på slankekur og smidt al unødvendig vægt af sig for at give plads til én ting – bevægelighed. Med sine 414 gram (str. M) er der sket en del. For at teste den fulde bevægelighed har de foruden vandreturen været med på klatrevæggen, byggepladsen, træningscenteret og sågar løbeturen. Hvor Keb Trousers var en G-1000-buks med strækpaneler, så er Keb Agile Trousers en strækbuks med G-1000 paneler. Men selv her snakker vi om materialet G-1000 Lite Eco stretch. Det betyder, at selv stofmaterialet har strækbare kvaliteter og skal ikke sammenlignes med Fjällrävens Vidda Pro Trousers mere velkendte faste format. Selv hvis man har prøvet Fjällrävens Trekking Tights Pro, så kommer Keb Agile-modellen ret tæt på, og så føles den bare bedre, da der stadig er det mere løse fit, som man får i en friluftsbuks kontra et par tights. Det er altså en herlig kombination af begge verdener (og nok også grunden til at jeg bare måtte prøve dem på en løbetur).

De små ting

Fjällräven har stor fokus på bæredygtighed – her kan blandt andet nævnes The Arctic Fox Iniative eller målet om at være CO2-neutrale i 2025 – og kigger man på buksen, finder man det delvist genanvendte polyamid i strækmaterialet og de slidstærke paneler på knæene. Lommerne og indersiden af bukseenden er lavet af genanvendt polyester og økologisk bomuld. Den eneste bekymring var, at hele bagdelen af buksen er lavet i strækmaterialet, der pr. definition ikke er så holdbart som G-1000-udgaverne, som kan tage en del slid, når man sidder på diverse overflader. For at teste materialet lavede vi et lille snit med en Kniv og trak i hver side for at teste riv-styrken. Her skulle der en del kræfter til for at materialet begyndte at rive, hvilket gav en tryghed angående slidstyrken. Tænker man bare Keb Agile Trousers som outdoorbuks, kan man dog fortsat finde samme koncepter på markedet til lavere priser, og buksen havde klart fået det sidste skub op mod perfekt, hvis den havde været lidt mere prisstærk i forhold til det væld af konkurrenter, der nu er på markedet for friluftsbeklædning og tekniske Outdoorbukser.

Fjällräven

KEB AGILE TROUSERS
Pris: 1.799,-

Bedømmelsen

Det er en befriende fornemmelse at have Keb Agile Trousers på. De giver dig den fulde komfort fra tights, mens du fortsat er i en friluftsbuks. Buksen kan bruges til en bred vifte af aktiviteter, så det er næsten op til ejeren selv at beslutte sig for, hvilke eventyr de skal med på. Der skal lyde en varm anbefaling fra redaktionen.
7/10: Gennemarbejdet og lækkert
God bevægelighed, fint design, udvendige lommer
Pris

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Fjällräven Keb Agile Trousers
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Fjällräven Keb Agile Trousers ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.