Hvis din tur byder på uvejsomt, stenet terræn og en blytung rygsæk, har støvlevalget i mange år været ensbetydende med særdeles kraftige og tunge fjeldstøvler i kernelæder. Der er dog en løsning på vej, for på mange områder lever den nye støvle Grym fra Haglöfs op til stabilitets- og støttekravene, mens vægten ligger på det halve af, hvad traditionelle vandrestøvler vejer.
For nogle år siden gennemførte det amerikanske militær en stor undersøgelse, der viste at selv meget små vægtforskelle på soldaternes fodtøj havde stor betydning for, hvor stort energiforbrug og belastning bliver på selv korte distancer i ujævnt terræn.
Samlet vejer et par Grym i størrelse 43 ikke mere end omkring 1500 gram, og når man for første gang smutter i et par Grym, føler man ikke, at man rent faktisk har fødderne i et par fuldblods-fjeldstøvler. Men når terrænet så begynder at vise tænder, mærker man med det samme, at både såler og afstivningen i anklerne giver fuld valuta for pengene, og støttemæssigt ikke adskiller sig fra en traditionel fjeldstøvle fra for eksempel Lowa, Scarpa eller Meindl.
En af de helt store forskelle mellem Grym og almindelige læderstøvler finder vi i overdelen, der er bygget op i kraftig Cordura-nylon, som på indersiden er gjort vandtæt med en Goretex-membran. Udover at spare betydeligt på vægten, har dette yderstof vist sig at være ekstremt nemt at rengøre, ligesom det er meget hurtigtørrende i felten.
Selv om yderstoffet har mange væsentlige fordele, har det, efter nogen tids hård brug og slitage, vist sig at have en tendens til at blive lettere opkradset og nulret i overfladen. Selv om overfladen nu suger mere vand end i starten, tror vi dog, at problemet mest har kosmetisk betydning, og vi har ikke kunnet mærke forskel i hverken åndbarhed eller vandtæthed.
Hvis du er til de lidt hårdere fjeld- og trekkingture, er du i målgruppen for et par Haglöfs Grym. Efter længere tids brug kan vi klart anbefale støvlen til den erfarne og vægtbevidste vandrer, der kender sit behov og kan udnytte Gryms klare vægt- og vedligeholdelsesfordele til fulde. Er du nybegynder eller vandrer let og på flade stier, skal du nok overveje et billigere alternativ.