Kokatat Tempest T3 Pants & Kokatat Re-Action

Når 1 plus 1 giver 3. Årets kajaksæson er i fuld gang, og du går måske og overvejer en tur i havkajakken eller måske har du allerede fået roet rigtig mange kilometer? Uanset hvad, så er din beklædning afgørende for, om du får en god tur på vandet og ikke bliver nødt til at vende om halvvejs på grund af kulde. Vi har kigget nærmere på Kokatats T3 Tempest bukser og Tropos Re-Action jakke. 

Ingen af disse produkter er nye modeller i Kokatats sortiment, men kombinationen af en rojakke og robukser er ukendt for mange, og efter min mening stærkt undervurderet. Den helt store fordel ved todelingen kontra en heldragt, er muligheden for at tage bukserne af i varmere vejr. Denne mulighed har du ikke på samme måde i en tørdragt, hvor du udelukkende kan regulere antallet af isolerende lag. I en tørdragt er den store kunst at tage tilpas med tøj på, således at du hverken sveder eller fryser, selv under skiftende vejrforhold. Har du klædt dig forkert, er det yderst vanskeligt at justere uden først at skulle i land for at klæde om. Dette skal du på sin vis også med en kombination af rojakke og robukser, men dér kan du klæde dig på til at ro på de varme sommerdage, hvor tørdragten under normale omstændigheder bliver alt for varm.

ROJAKKEN er en klassisk semi-tørjakke, som kan kendes på, at der er en neoprenmanchet i halsen frem for en latexmanchet. Neoprenmanchetter har den fordel, at de ikke lukker lige så tæt til halsen som en latexmanchet. Derfor er de væsentligt mere behagelige at ro med over mange dage, hvor latexmanchetten ofte giver ’saltvandspest’ rundt om halsen efter bare et par enkelte dages roning i saltvand. Ydermere sikrer den løsere hals, at meget af din overskudsvarme kan komme ud og gør dermed klimaet under jakken væsentligt mere behageligt.

I håndleddene er jakken udstyret med latexmanchetter, der slutter 100 procent tæt. Jakken har desuden en fremragende dobbeltfals, som er et ekstra lag vandtæt stof fra brystet og nedefter. Dermed overlapper det med cockpitovertrækket, og det er stort nok til, at selv et cockpitovertræt i neopren med et relativt højt kropsstykke slutter tæt i sin fulde længde og ikke skal lægges dobbelt.

Bevægeligheden er ganske udmærket og materialet behageligt blødt at ro i. Jakkens eneste minus er en syning øverst i halsmanchettens neopren. Efter tre dages roning begyndte min hud at blive lidt irriteret omkring halsen, og den sidste halve dag var jeg nødsaget til at folde manchetten, så huden ikke havde kontakt til syningen. Syningen skyldes dog, at halsen kan strammes ind, hvilket er hensigtsmæssigt i dårligt vejr og i bølger.
ROBUKSEN er i princippet et par overdimensionerede regnbukser med indsyede sokker i et vandtæt materiale, således at benene kan holdes fuldstændigt tørre. For at bibeholde vandtætheden er det dog væsentligt, at du husker at bruge vådsko. Det virker måske indlysende, men jeg har flere gange set roere gå rundt med ’bare’ sokker på klipper og dermed ødelægge deres tørdragt eller tørbukser.

Kombineres bukserne med en rojakke med dobbeltfals og latexmanchet ved hals og håndled kan du holde dig næsten helt tør, men du undgår sjældent at få en lille smule vand ind ved overlappet ved livet, hvis du opholder dig i længe i vandet. På indersiden af neoprenlukningen i livet er der en skridsikker belægning, som holder bukserne godt på plads under dobbeltfalsen i rojakken.

SÆTTET blev sat på den ultimative prøve i halvanden meters bølger ved Bagenkop på Sydlangeland efterfulgt af en tredages rotur i det Sydfynske Øhav. I bølgesurf med havkajakker undgår du sjældent at ende i en ’sidesurf’ med skum og vand brusende omkring dig, og disse forhold stiller store krav til din påklædning, hvis du ønsker at holde dig tør. Under roningen og ved grønlænderrul kom der til tider vand ind ved halsen, og til trods for en grundig stramning af halsmanchetten kunne dette ikke helt undgås. I kombination med en tørtop med latexmanchet i halsen holder kombinationen med robuksen dog næsten helt tæt, og der var først efter en svømmetur i brændingen kun lidt vådt omkring livet. På flerdagsturen fungerede sættet perfekt. Forholdene skiftede mellem kraftig vind med regn til vindstille og 20-25 graders varme, og under disse vejrforhold var det ganske enkelt at kombinere sættet med et eller flere isolerende lag eller blot undlade bukserne og kun ro i jakken.

Sættet fungerede rigtig godt sammen og er et rigtigt godt bud på et alsidigt og solidt køb, hvis du ønsker at ro i alt slags vejr og det meste af året i Danmark. Skal du ro om vinteren eller i ydermånederne, hvor vandtemperaturen er lav, anbefales dog en jakke med latexmanchet i halsen, som sikrer at din overkrop forbliver helt tør, selv i regnvejr eller i brændingen.

Array
Bo Skov Kristensen, torsdag, 20 september 2012, hits: 7062