Led Lenser F1

En lommelygte er efterhånden ikke bare en lommelygte. I hvert fald ikke, hvis du spørger Led Lenser, som med F1 har produceret deres hidtil kraftigste lygte, målt i lumen per gram.

Lygten er en let, lille sag, som leverer imponerende 400 lumen - rigeligt til de fleste situationer. Lygtehuset er desuden udført i højkvalitetsaluminium, som gør den aldeles robust, og Led Lenser lover desuden en vandtæthed ned til 2,8 meter i 30 minutter. Vi hev lygten med ud i vintermørket for at se, hvor godt F1 egentligt klarer sig som allroundlygte.

F1 kommer i en fin lille æske, som ud over de nødvendige dele, ikke indeholder alt for meget ’figundik’. En manual, som fortæller dig, hvordan du samler lygten, en håndledsstrop, som valgfrit kan sættes på lygten samt en klud og lille børste til at fjerne det værste snavs fra de køleriller, som omgiver lygtehuset. Foruden den medfølgende strop, så kan man også vælge at montere et ganske kraftigt metalclips, der holder lygten på plads i bukselinningen, rygsækkens skulderstrop eller hatteskyggen. I samlet tilstand måler F1 ikke mere end 8,8 cm i længde, 2,7 cm i diameter og vejer 69 gram, hvilket er cirka samme størrelse som en forvokset læbepomade.


Den minimale vægt skyldes blandt andet, at F1 kun bruger et enkelt CR123 batteri, som giver omkring 120 minutter ved fuld lysstyrke (producentens måling). Batteriet er ikke genopladeligt, så afhængig af ens brug og behov, er udgiften til nye batterier en god ide at indregne i de samlede omkostninger. Der medfølger et Duracell CR123 litium batteri, som ved en hurtig søgning på nettet koster mellem 25 og 60 kroner stykket, så det kan derfor hurtigt blive en bekostelig affære at bruge lygten som cykellygte til og fra arbejde. 

Når det er sagt, så blev jeg ganske imponeret over den lille svends lysstyrke og egentligt også bredde af lysfeltet, som fungerer rigtig fint ved kortere afstande på op til 10-20 meter. Lygten er udstyret med en taktisk trykknap, som kan bruges til at morse, og som skifter mellem de tre forskellige lysfunktioner; 100 %, 15 % og deres såkaldte ’defence strobe’ som skulle kunne bruges til at desorientere en eventuel overfaldsmand – og med de 400 lumen fungerer det egentligt helt efter hensigten. Lygten er vandtæt ned til 2,8 meter i minimum 30 minutter (IPX8 standard), og der medfølger en ekstra O-ring. Da lygten samlet set har tre O-ringe, vil det ved flittigt brug i vand være en nødvendighed at sikre, at disse er i god stand og behandlet med silikone.

Foruden de allerede nævnte detaljer, så promoveres F1 på at have ’roll-over-beskyttelse’ i kraft af dens kantede endekappe. Den er udført i aluminium af militær standard og har udskiftelig aluminiumsring fortil, hvoraf den sorte kan bruges til at knuse ruder med (hvis man skulle få brug for det!) Med alle disse funktioner er lygten selvsagt ikke designet til at ligge hjemme i skuffen i tilfælde af, at relæet skulle slå fra. Den primære målgruppe er vagter og andre aktiviteter, hvor en stærk og sikker lyskilde er uundværligt som værktøj og som selvforsvar.

Bo Skov Kristensen, søndag, 07 april 2013, hits: 6999