Udstyrstest

Ledlenser MH10

Letvægter med masser af lys

Skrevet af: Jens Jerichau Clausen
Den 22. jun 2022
Læst af: 6324
Karakter fra test

Du finder ingen Pandelampe, der er ligeså kraftig, og samtidig vejer så lidt, som denne alsidige outdoorpandelampe fra Ledlenser.

Ledlenser MH10 er designet til alverdens outdoorture, og med den i panden føler jeg mig meget godt rustet til alle typer vandreture. En så kraftig Pandelampe vil jeg normalt ikke bruge på en vandretur, hvor natnavigation ikke er nødvendig, men når de 600 lumen kommer i en Pandelampe på kun 158 gram, så har jeg svært ved at se, hvorfor man ikke skulle tage den med – bare for en sikkerheds skyld. For du behøver ikke have fuldt blus på lampen; du kan sagtens nøjes med den laveste af de i alt tre indstillinger. Hvis man kun skal bruge pandelampen som lejrlampe til at lave mad, hoppe i soveposen eller finde ting i sin Taske, så er laveste indstilling på 10 lumen rigeligt. Men skal du bruge lampen til at finde vej, f.eks. hen til fiskepladsen før solopgang, så er mellemste indstilling på 250 lumen eller fuld power med alle 600 nok at foretrække. Og når spændet går fra 120 timers lys på laveste blus til 10 timer på kraftigste, så har det altså en mærkbar indflydelse på brugen.

Ledlenser MH10
Anmeldelsen

Opladning med USB
Batteriet oplades via det medfølgende USB 3.0-kabel. Men selvom Ledlenser lover en lang levetid, så er netop batteriet et af de svage punkter. Man kan nemlig ikke bruge standardbatterier i stedet for det medfølgende batteri. Det betyder, at man er afhængig af at kunne oplade sin Pandelampe via USB-porten.

Selve lampen sidder foran og har en ledning til batteriboksen bag på – eller battericylinderen, som det reelt er. På cylinderen er et beskyttet USB-udtag samt en batteriindikator, som konstant lyser rødt. Pandebåndet kan justeres og er aftageligt, så det kan vaskes. Pandelampen sidder godt; dog ikke hvis man vil løbe med den. Så falder den nemt ned, medmindre man f.eks. har Hue på. MH10 har en låsefunktion, så den ikke tænder af sig selv nede i tasken, og den kommer i øvrigt med syv års garanti.

Selve lampedelen virker solid og er kraftigt bygget. Bagdelen med batteriet virker dog lidt plastik-agtig og også lidt skrøbelig. Det er ikke noget, man lægger mærke til, når man bruger lampen, men når man roder med batteriskift, så er man bange for at knække den.

Justerbar fokusering
Mange nyere led-baserede pandelamper har ikke mulighed for at ændre i fokus – men det har alle pandelamperne i MH-serien. Det er jeg helt vild med. Den yderste ring på lampen kan drejes, og på den måde bestemmer jeg selv, hvordan jeg vil kanalisere de 600 lumens: Skal jeg oplyse hele lejrpladsen eller blot lyse den anden enden af fjeldet op? Man føler dermed ikke, at batteriet går til spilde med at lyse omgivelserne op, når man blot har brug for lys til at finde en lynlås.

Når jeg er på tur, så er jeg rigtig glad for at kunne bruge rødt lys i min Pandelampe. Så ødelægger jeg hverken mit eget eller mine turfællers nattesyn. Man har muligheden for at lyse med rødt filter på denne lampe, men det sker ved, at man fysisk skal skifte filter. Med lampen følger nemlig en lille gummiring, man sætter uden på lygtehovedet, og her kan man sætte et rødt eller grønt filter i. Man skal derfor have ekstra ting med, men i den tilhørende Taske er der ikke separate rum til disse filtre – og små ekstradele har det med at forsvinde i rygsækken. Så selvom de forskellige farver har sin berettigelse, så er det ikke hensigtsmæssigt for vandrefolket.

Ledlenser

MH10
Pris: 999,-

Bedømmelsen

En god, alsidig Pandelampe, som kan bruges til mange formål, og især det, at man nemt kan skifte fokus, gør lampen det mere alsidig. Jeg synes, at 999 kroner er lidt dyrt, for selv om man får mange lumen, så savner jeg nogle basale egenskaber, som burde være i en allround outdoor-pandelampe.

 

7/10: Gennemarbejdet og lækkert
Vægt/lysstyrke-ratio, fokusændring
Skift til rødt lys, batterier

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Ledlenser MH10
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Ledlenser MH10 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.