Madshus Glittertind

Fjeldski kommer i mange afskygninger alt efter hvilke ture, man tager på, men få af os har økonomi og behov for de helt specialiserede ski, og derfor kan det være en god ide med en god allround fjeldski. Derfor har vi på Opdag Verden testet Madshus Glittertind.

Madshus Glittertind er nemlig en utroligt god allround fjeldski. Den kan det meste, du kan ønske dig af en fjeldski, og samtidig koster den ikke en bondegård. Glittertind er en relativt bred ski sammenlignet med almindelige langrendsski, men den har dog den helt fantastiske fordel, at den lige præcis passer ned i de præparerede langrendsspor.

Man får derfor en ski med størst mulig bæreevne og kontrol, som samtidig er brugbar i præparerede spor. Alt efter om du vælger en BC, 75 mm eller wirebinding, kan du også tilpasse skien til lige præcis de aktiviteter, du foretrækker (vær opmærksom på, at hvis du vælger 75 mm eller wirebinding skal du overveje at få bindingen monteret med hæveplade for ellers vil bindingen være for bred til langrendssporene).

Glittertinds kraftige stålkanter i fuld længde gør, at skien på fremragende vis holder sig fast i hård sne eller is. Skiens sål er af en god kvalitet og giver et fremragende glid, så du på trods af dens højere vægt og større bredde ikke bliver helt sat, hvis du er på hyggetur med langrendsfolk.

Jeg synes dog, at Glittertind føles let af at være en fjeldski (vægt 1890 gram for 190 cm). Spændet i skien passer godt både til ture med dagsturrygsæk og til længere ture med overnatningsgrej. Min erfaring er, at fæstezonen selvfølgelig ikke er ens ved forskellige belastninger, men at spændet tillader, at der trods alt stadig eksisterer en fæstezone selv med stor rygsæk. Det er et stort plus.

Glittertind-skiene er ikke umulige at få til at lave telemarksving, men det er heller ikke en let sag. Det kræver meget træning, men det er bestemt muligt – specielt med en kabelbinding.

Madshus har opkaldt skiene efter Norges andethøjeste bjerg. Det er utroligt rammende, for hvis man ønsker at tage turen dertil om vinteren, vil det kræve en god del flade kilometer frem til bjergets fod og turen op og ned vil bestemt kræve de svingegenskaber, som Glittertind tilbyder. Alt i alt er det et perfekt match til en sådan allround tur!

Kristian Jager Nykrog, onsdag, 20 februar 2013, hits: 7408