Madshus Intelligrip

Madshus mener at have fundet en genial løsning på problemet med dårligt glid i fellerne. Vi har kigget nærmere på Madshus Intelligrip for at se, om fellerne nu er så intelligente, som navnet lover.

De fleste af os, der har prøvet at smide feller under fjeldskiene kender til problemet med dårligt glid, når først fellerne er på. Det kan være en stor befrielse at have ordentligt fæste og let komme op ad de stejle bakker, når sneen (isen) driller allermest. Lige så frustrerende er det til gengæld også, når det så flader ud, og skiene bliver tunge at trække gennem sneen. Og netop denne tunge følelse har altid været grunden til, at jeg har svoret til at smøre skiene i stedet for feller. For andre har såkaldte ’kortfeller’ længe været løsningen på det problem, hvor man simpelthen minimerer fellernes længde til at dække fæstezonen. Mange løsninger sidder ikke specielt godt fast, eller også er de specialdesignet til enkelte mærker af ski.

Produktudviklerne ved Madshus har lagt hovederne i blød og fået en genial – men egentlig ret simpel – ide. Den umiddelbare tanke, da jeg fik fellerne i hånden, var, at dette her måtte da virkelig være for simpelt til at kunne fungere.

Fellerne er udformet ligesom mange andre feller ved at fæste omkring spidsen af skien. Almindelige feller dækker hele skiens underside med et fæsteareal. Madshus Intelligrip er lavet med et glat plasticstykke over den forreste glidezone og så et kort fæsteareal i fæstezonen.

Plasticstykket er lavet af samme type plastic som skisålen under Madshus' topmodeller for at sikre godt glid. Fæstearealet er lavet af 100 % mohair, der sikrer et godt glid og forhindrer is mellem hårene. Efter fæstezonen slutter fellen og går i modsætning til mange andre feller ikke ned til skiens bagende.

I min test virkede det lige præcist så simpelt og effektivt, som det skulle. Fellerne sad overraskende godt fast, og glidet var helt fantastisk. Det var en stor oplevelse at have godt fæste selv i sne, der nærmest var ved at drukne i varme og regn – specielt når man samtidigt kunne glide nedad uden problemer. Man mærkede næsten ikke fellerne. Helt igennem fantastisk. Samtidig fylder fellerne ikke mere, end at man næsten kan have dem nede i smøretasken - det er altså virkeligt intelligent.

Array
Array
Kristian Jager Nykrog, mandag, 18 februar 2013, hits: 7620