Meindl Vakuum GTX

Hvis der står trekking i din 2011-kalender, kan du ikke komme uden om et par gode støvler, der kan hjælpe dig helskindet gennem de lange strabadserende dage på ujævne stier. På den slags ture betyder pasformen alt, så da vil faldt over en Meindl-støvle, der kan tilpasse sig efter foden, rullede vi straks test-maskineriet i stilling og tog på tur.

Meindl Vakuum GTX er en trekkingstøvle, der er foret med det såkaldte memory foam, som er en slags skumgummi, der varmes op af foden og former sig efter den. Det lyder jo forjættende, men hvor godt virker det egentlig i praksis?

Det korte svar er: Godt. Når man er smuttet i støvlerne, kan man efter kort tid mærke, at fødderne omsluttes af skummet, der selv efter mange timer føles komfortabelt. Jeg må dog tilstå, at jeg ikke kunne mærke den store forskel i komfortniveau, hvis man sammenligner Meindl-støvlen med andre high end-støvlemærker, der også generelt byder på et højt komfortniveau.

Alle detaljer er gennemførte på Vakuum-støvlerne, og de mellemstive såler er ingen undtagelse. Udover at du ruller dynamisk fremad, for hvert skridt du tager, er hælzonen forstærket med en tyk og blød stødabsorbering, hvor du virkelig kan mærke, at sålen tager mange stød, der ellers ville forplante sig videre op i benene.

Fra naturens side er jeg selv udstyret med et sæt pragteksemplarer af brede fødder, der faktisk kom lidt i pladsproblemer i Meindl-støvlerne, som selv efter noget tids brug var en anelse for smalle. Det er derfor vigtigt at viderebringe, at selve pasformen er godt skåret til fødder, der hverken er alt for brede eller smalle, men det er vores vurdering, at de fleste mennesker vil kunne passe støvlerne uden at få fødderne klemt eller skøjte rundt.

Som så meget andet outdoor-fodtøj er Vakuum-støvlerne udstyret med en Gore-Tex membran, der sørger for at holde vand ude af støvlen, og som de fleste ved, nedsætter den slags membraner åndbarheden. Det er også tilfældet ved denne støvle, og specielt under hård, svedfremkaldende vandring kan du godt mærke, at der ophober sig en del kondens, og det er derfor ikke en støvle, vi vil anbefale til brug på de rigtig varme destinationer. Til gengæld vil den fungere godt under mere tempererede forhold og i kølige bjergområder.

Da valg og opfattelse af vandrestøvler altid er individuelt, anbefaler vi, at du afsætter rigelig tid til at prøve dig frem. Når det så er sagt, kan vi på det varmeste anbefale at kigge nærmere på et par Meindl Vakuum GTX, der under vores test viste sig at byde på en lækker blød pasform, som du sagtens kan have på i dagevis på hårde vandreture.

Troels Matz, torsdag, 19 januar 2012, hits: 11081
An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this