Udstyrstest
Xena 70 er Ospreys topmodel, hvad angår rygsække til kvinder, der skal bære tungt på turen. Den bør altså være intet mindre end den perfekte model til længere vandreture. Vi har kigget nærmere på, om den lever op til de høje forventninger.
Osprey Xena 70 er en vandrerygsæk med et kraftigt bæresystem, der er lavet til at kunne bære over 20 kilo udstyr. Toplåget på rygsækken er lavet med to rum og er aftageligt, så det kan bruges som rumpe-taske. Et velkendt design fra Osprey, der endnu engang fungerer fortrinligt. Hovedrummet kan deles i to, og adgangen er enten fra toppen, to side-åbninger eller via den traditionelle soveposeindgang i bunden.
Åbningerne på siden fungerer meget godt, men det er ærgerligt, at de kan komme lidt i karambolage med udstyr, som man kunne spænde på siden tasken. Det havde været helt perfekt, hvis komprimeringsremme på siden også kunne bruges på forsiden af tasken og dermed åbne for flere muligheder for at spænde udstyr uden på tasken. Det er dog ikke muligt, da de to remme har den samme klips.
På hver side af tasken sidder en stor netlomme, og foran er der to relativt store rum og en fin mesh-lomme. Derudover findes to små lommer på hoftebæltet, hvor man kan have en lille snack og et kamera. Alt i alt er der mange gode muligheder for at fordele sit udstyr rundt i og på tasken, så det er let tilgængeligt.
Fabelagtig (med en enkelt fejl)
Tasken er utroligt godt opbygget, og stort set alle lommer, lynlåse og remme sidder lige der, hvor man har brug for dem. Én detalje irriterer dog: På tidligere modeller havde Osprey en løs lomme hængende inde i hovedrummet til en vandblære med mulighed for at trække slangen ud øverst på siden. Den løsning er nu ændret, så vandblæren kan indsættes i et hulrum mellem rygstykket og hovedrummet. Tanken er meget god, men desværre fungerer det ikke så godt i praksis. Selvom rygstykket er meget stift og giver god støtte til ryggen, så lader det sig alligevel bøje, når man indsætter vandblæren. Specielt de store treliters modeller giver en stor og meget ubehagelig bule i ryggen, uanset om man indsætter blæren før eller efter, man har fyldt tasken. Det gør desværre rummet helt ubrugeligt, hvis man samtidig gerne vil have en god bære-oplevelse ud af tasken. Xena 70 er dog helt fantastisk, og detaljen omkring vandblæren er den eneste, der er helt gal i byen. Og det er trods alt en mindre detalje.
Blidt, blødt og behageligt
Vigtigst af alt, så er Xena 70 udstyret med et fuldstændig fantastisk bæresystem. Det sidder helt perfekt. Specielt hoftebæltet smyger sig blidt om og holder godt fast på hofterne og får fordelt vægten, så tasken føles let på trods af, at den ofte ikke er det. De perfekt polstrede, bløde skulderremme er måske stedet, hvor der tydeligst er taget hensyn til, at det er en damemodel. De er designet, så de let kan tilpasses forskellige barmstørrelser og være behagelige for alle. Her er det specielt praktisk, at brystremmen kan justeres og placeres, så den ikke sidder i vejen, og så den spænder over alt fra flade til mere fyldige brystkasser.
Alt i alt er Osprey Xena 70 en fantastisk rygsæk, desværre med enkelte skønhedsfejl. Den lever op til forventningerne, og det i en kvalitet, der gør, at prisen er mere end rimelig.
Osprey Xena 70 er en eminent lækker rygsæk, når man skal have mange ting med på tur eller af sted i lang tid. Vi er her meget tæt på den perfekte vandrerygsæk.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS