Du er her:

Petzl Tikka RXP

Petzl holder liv i den fantastiske Reactive Lightning-teknologi med deres to nye modeller, hvor de puster nyt liv i den legendariske Tikka-serie. Petzl Tikka RXP er den nye topmodel, og vi har taget den med ud i mørket, for at du kan blive oplyst.

Petzl er og har længe været kongerne af pandelamper. Med Reactive Lightning i Petzl NAO, som vi tidligere har testet, så vi, at Petzl også formår at forny sig og er med til at præge den teknologiske udvikling, og denne teknologi har de heldigvis ført videre til disse nye modeller. Reactive Lightning tillader, at pandelampen automatisk skruer op og ned for lysstyrken afhængigt af, hvor meget lys der tilbagekastes. Du får altså den kraftigste lysstyrke, når du kigger på noget langt væk og har brug for lysstyrken, mens der bliver skruet ned, hvis du laver mad eller kigger på kort, hvor du ikke har brug for fuld styrke. Denne funktion fungerer også aldeles fantastisk i Tikka RXP.

Til betjening af pandelampen findes to knapper. Knappen på toppen fungerer som tænd/sluk og skifter samtidig mellem tre lysniveauer: Max power (7-180 Lumens / 2-70 meter) , standard power (7-130 Lumens / 2-55 meter) samt max autonomy (7-65 Lumens / 2-40 meter) der prioriterer batterilevetiden. På siden af pandelampen findes en knap, der kan slå Reactive Lightning til/fra, og som samtidig kan skifte til rødt lys. Der er godt nok kun to knapper at holde styr på, men jeg synes ikke, at brugervenligheden er særlig intuitiv, og man er nok lige nødt til at stikke næsen i brugermanualen inden brug.

Den medfølgende batteripakke er genopladelig via USB og kan også udskiftes med en batteripakke til tre AAA-batterier. Dette er i øvrigt ekstraudstyr. Tikka RXP er testet til at overholde IXP4, hvilket betyder, at den kan holde til regn. I min test har den også fungeret fint med let regn, men på grund af et hul til afkøling kan der komme regn ind til batteriet. Det har ikke skabt nogen problemer endnu, men det forekommer mig logisk, at elektronik og fugt helst skal holdes adskilt. Jeg er heller ikke helt tryg ved, at USB-porten får fugt i regn. Batteripakken har desværre kun en garanti på et år eller 300 opladninger, og man bør være opmærksom på denne potentielle svaghed.

I testen fik jeg mellem tre og ti timers batteritid ud af Tikka afhængig af lysindstillingen, og det stemmer ret godt overens med Petzls egne angivelser. Det tager i øvrigt lige under fem timer at lade den op. Lysstyrken er der intet at udsætte på; lyset er godt, klart og giver uden tvivl den styrke, man har brug for til det aktuelle behov. Jeg synes derimod, at lyskeglen til langt lys bliver alt for snæver, og man kan have svært ved at orientere sig. Jeg ville foretrække en bredere lyskegle og så hellere skære nogle meters rækkevidde af, men det er muligvis en smagssag. Til brug tæt på er lyskeglen til gengæld rigtig bred, og det synes jeg, fungerer rigtig godt.

Efter min opfattelse er Tikka-serien og dermed også Tikka RXP bedst egnet til lejrliv samt små gå- og løbeture. Tikka RXP vejer kun 115 gram, og man får derfor meget stor brugsværdi for vægten. Kombineret med, hvad jeg vil betegne som verdens bedst designede pandebånd, er det virkelig en nydelse at gå med Tikka RXP på hovedet. I forhold til pandebåndet er Petzl virkelig langt foran sine konkurrenter.

Til Tikka RXP medfølger der en software (Petzl OS), men programmet er ikke tilgængeligt før den 15. november, når Petzl Tikka RXP kommer på markedet. Det har derfor ikke været muligt at teste programmet, men efter sigende er det her muligt at indstille lystyrke og afstand til dit behov.

Kristian Jager Nykrog, Lørdag, 04 januar 2014, hits: 5307
Log ind