Udstyrstest

Robens Boulder 2

Den kraftige rejsekompagnon

Skrevet af: Jeppe Gabriel Spence
Den 06. jun 2023
Læst af: 2686
Karakter fra test

Siden 1973, hvor Robens opstod i en kælder i tyske Wentorf, har brandet arbejdet for at gøre camping og outdoorlivet nemt for folk. Især på teltfronten har Robens kæmpet sig til en plads på markedet med deres klassiske bomuldstipier – men de kan mere end det.

Robens Boulder 2
Anmeldelsen

Robens har i lang tid været eksperter til at lave telte, der kan bruges i selv de mest blæsende skandinaviske områder uden at det kostede ens førstefødte. I denne test har vi smidt endnu en prisklasse-letvægter under luppen. Robens Boulder 2 er et klassisk kuppeldesignet Telt med to indgangspartier, to apsisser og en tagstang, der skaber ekstra plads. Selve teltet sættes op som alle andre kuppeltelte – indefra og ud, og dette kan til tider have sine ulemper i det regnfulde Skandinavien. Fordelen er dog, at teltet nemt kan flyttes rundt efter opsætning, er næsten fritstående på stenet eller klippet underlag, og om sommeren kan det omdannes til en oase væk fra myggene, mens man kigger på stjerner.
Teltet udnytter kuppeldesignet godt, og man har derfor et indertelt med en liggelængde på 210 centimeter og 120 centimeter i bredden. Det giver god plads til to standardliggeunderlag og uden behov for at sove med hovedet i hver sin ende. Der er godt med plads til to personer – og det er et palads til en enkelt person. Siddehøjden er på en meter, og den tværgående tagstang skaber en stor flade med den højde og ikke blot et enkelt punkt i teltet. På de regnvåde morgener er der masser af plads i apsisserne på hver side til at lave mad og opbevare udstyr og støvler.

Materialer med modstand

Teltets oversejl er lavet i en meget kraftig 75D brandhæmmende polyester med Hydrotex-coating, der giver et søjletryk på 3.000 mm og en skarp opsætning, der – til forskel for nylontelte – holder sig spændt hele natten. Hele teltet har en vægt på 2,4 kg, hvilket er rigtig fint klaret for et rummeligt PU-telt. Pakkestørrelsen kunne godt være mindre, men det er dog forventeligt med det kraftige materiale, teltet er designet i. Pakkestørrelsen er således 42 x 17 centimeter, så enten skal man dele inder- og yderteltet op, eller satse på at teltet kan pakkes udenpå tasken. Det er spændende at se brands stadig holde sig til den styrke, PU-teltet har ift. opsætning, i stedet for at hoppe direkte med på letvægtsbølgen. Oftest kan nye letvægtsteltes materiale føles meget sårbare, og er man derfor grov med sit udstyr, giver Robens Boulder 2’s materialer én ro i sjælen.
Stænger er såvel som pløkkerne i klassisk annodiseret aluminium. Pløkkerne er letvægts, men som en traditionel stavpløk. Det betyder, at man bliver glad for teltets fritstående egenskab, da blød jord ikke er favorabel til den type pløkker.

Himstregimserne

Et Telt har mange detaljer, og Boulder 2 har såvel nogle fede som nogle knap så fede. En fed detalje er yderdugens dobbelte udluftning. Det er en livredder på varme sommerdage, eller når noget varme skal slippe ud, så kondensen ikke forværres på indersiden. En knap så fed detalje er den tværgående tagstang, som hægtes fast på en krog og bindes til yderdugen, hvilket kan virke lidt besværligt, når man står med regnen silende ned over en. Og så sidder teltåbningerne spejlvendt på hver side. Begrundelsen er ventilation, men frustrationen er til stede, når man i den ene side har meget nemmere ved at åbne døre på klem for at rode i en Taske, hvorimod man på modsatte side kun kan få en hånd ud – eller alternativt skal lyne hele døren op.

ROBENS

BOULDER 2
Pris: 1950,-

Bedømmelsen

Robens Boulder 2 er et traditionelt telt for brandet og læner sig op ad kendte, kraftige materialer. Der er masser af plads og god holdbarhed for den begyndende vandrer, weekendcampisten, eller dig der gerne vil have et telt, der ikke koster en bondegård. Alt i alt en fremragende vandrekompagnon, som kan holde mange år. Og i den tid kan man nok godt lære at elske de små skønhedsfejl.

7/10: Gennemarbejdet og lækkert
Plads, materiale og vægten i relation til det. Go udluftning God pris.
Pakkestørrelsen, den asymmetrisk døråbning og tagstangstilkobling.

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Robens Boulder 2
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Robens Boulder 2 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.