Sigma Seventy

Sigma Seventy

Uopslidelig begynderrygsæk

Hvor meget rygsæk kan man egentlig få for 1200 kroner? Opdag Verdens test viste både styrker og svagheder, da vi pakkede Sigma Seventy til bristepunktet og begyndte mishandlingen. Men en ting er sikkert: Der er høj værdi for pengene.

Sigma Seventy er som udgangspunkt rygsækken til backpackeren, weekendentusiasten eller dem, der skal på kortere fjeldture uden alt for tung oppakning. Rygsækken kan klare til 20-25 kilo, men ikke meget mere, da hoftebæltet er relativt blødt.

I det hele taget er rygsækken ikke bygget til at bær rigtig tungt, men til gengæld sidder den godt, er faconskåret og hårdt polstrede, hvilket er fedt, når der skal bæres oppakning i den tungere ende. Ryglængden er nem og lynende hurtig at indstille med et velcrosystem – på en god dag kan man gøre det med én hånd.

Sigma Seventy har mange fæste-, påspændingsmuligheder uden alt for mange remme, der hænger og flagrer, hvilket er fedt i skoven, byen og under transport. Materialerne er generelt lækre, og der er en solid gummibund, der kan klare det meste.

Sidelommerne nederst på begge sider af rygsækken er i net, lette at komme i og umådeligt praktiske, når man lige skal have fat i noget og ikke gider tage sækken af. Rygsækken virker som om den næsten ikke kan slides op – som en Volvo fra 70erne.

Der er dog også et par ting, der kunne være bedre. Rygsækken er svær at komme i, specielt når den er pakket til bristepunktet, hvor man skal gennem toppen eller en relativ kort lynlås på fronten.

Det levner ikke meget bevægelses- og gravefrihed i hovedrummet. Toplommen kan ikke hæves, hvilket begrænser, hvor meget man kan udvide volumen – det ville virkelig være en stor forbedring, hvis rummet kunne udvides. Men det er også alt, der er negativt, specielt når man tager pris og målgruppe i betragtning.

Og så er der selvfølgelig også nogle specielle detaljer. I hovedrummet er der nederst et mesh-net med lynlås, der strækker sig cirka en tredjedel op i hovedrummet. Det smarte ved det er, at det sikrer, at ens ting ikke vælter ud, hvis man lyner op for hovedrummet for at grave for eksempel en T-shirt frem.

Samtidig skaber det en ekstra quick-fix lomme mellem hovedrum og lynlås, man kan bruge til regnjakke, sandaler eller andet, som man kan komme til at skulle bruge hurtigt. Fiiiks detalje, vi kan lide!


Sigma Seventy
Opdag Verden // Troels Matz, onsdag, 27 oktober 2010, hits: 6270