Lad det være sagt med det samme: Dette er ikke et produkt til den almindelige skiløber, men er du pudderjunkie og elsker spændingen uden for pisterne, så kommer du ikke uden om The North Face Patrol 24 ABS.
Kort fortalt: Patrol 24 ABS er en skirygsæk med indbyggede airbags, der skal forhindre brugeren i at blive begravet eller mindske begravelsesdybden i tilfælde af en lavine. Men den er meget mere end bare end et par airbags, for rygsækken har masser af fede features. Den kan groft set inddeles i to rum. Forrest finder man et teknisk rum, der er designet til at kunne holde styr på alt ens hardware som for eksempel skovl, lavinesonde og feller. Der er nem adgang til rummet, som kan lynes helt ned, så man har let og hurtig adgang til sit grej. Det er efter min mening en helt uundværlig detalje, og det kan i sidste ende være livreddende, at man ikke skal stå og fedte med at få sin skovl frem, hvis man skal til at grave sin makker fri. The North Face kalder dette rum for et vådrum, da det giver dig mulighed for at opbevare alt det våde, fugtige grej for sig selv, så din dunjakke, ekstra handsker og så videre ikke bliver våde. I bunden af rummet har de endda lavet et lille afløbshul, så vandet kan løbe ud.
Hovedrummet (tørrummet) er lidt større, men meget af pladsen tages af de to sammenrullede airbags og C02-beholderen. Alligevel er der fin plads til en fleece, en lille dunjakke, handsker og hvad man ellers typisk har med på tur. Jeg havde i hvert fald ingen problemer med at have plads til alt mit grej. Her finder man også en lille netlomme, hvor kan have snacks, gps eller lignende. Der er desuden en lille toplomme med plads til goggles eller lignende.
Det er en slank rygsæk, så der er ingen problemer med at beholde den på i skiliften, og den sidder faktisk rigtig fint på ryggen. Og det er endda til trods for den relativt høje egenvægt på tre kg. Hoftebæltet er o.k. polstret, men ikke som på en vandrerygsæk. Der er dog heller ikke det samme behov på en skirygsæk. Her findes også to små lommer, der fint kan rumme et lommekamera, snacks eller andre småting. Hoftespændet er lavet i metal i stedet for plastik, og det er for at sikre, at spændet kan klare det store træk, der kan komme, hvis man skulle blive fanget i en lavine. Her er også en strop, der går ned mellem benene. Den sørger for, at rygsækken bliver siddende i tilfælde af en lavine.
På bagsiden kan der selvfølgelig spændes henholdsvis ski eller snowboard på, og det er rigtig nemt at betjene. Spænderne her er også lavet i metal. Det vejer selvfølgelig lidt ekstra, men til gengæld så holder det også langt bedre end plastik. Der er også en mulighed for at påspænde isøkser eller en teleskopstav. Alt i alt en super skirygsæk, der leverer varen til UG.
”Your whole life fits into this backpack”
Sådan skriver The North Face om Patrol 25 ABS. Det lyder jo meget godt, men vi var faktisk meget skeptiske over for at teste denne rygsæk, for hvordan kan det egentlig lade sig gøre at teste, om den lever op til jobbet? Det ville jo være livsfarligt at kaste en af vores testere ud i en lavine, så hvordan skulle vi så gribe det an? Vi besluttede os for at gå ABS Technology og The North Face efter i sømmene, og vi har de seneste måneder haft kontakt med deres udviklere. Desuden har vi kigget lidt statistik igennem, og vi føler os derfor klar til at komme med dommen: JO, der er god grund til at kaste The North Face Patrol 24 ABS på ryggen, hvis du skal ud i dyb sne uden for pisterne.
Kort fortalt handler airbag-princippet om at tilføje ekstra fyldvolumen til skiløberen, så han/hun får en lavere volumetrisk vægt end den omgivende sne, og derfor vil forblive i overfladen af lavinen. Fortalt på en anden måde: Skiløberen får en større overflade i forhold til sin vægt og vil derfor øge sine chancer for at ’flyde’ ovenpå snemasserne.
ABS tilføjer 170 liter til fyldvolumen, og det forbedrer altså dine chancer for at overleve en lavine markant (se boks). Luftpuderne følger op langs kroppen på hver side af rygsækken, og det vil få dig at flyde i det horisontale plan, så skiene eller snowboardet bliver løftet fri af sneen. Derved kommer dine ski ikke til at være som et anker, der trækker dig ned under sneen.
Det gode ved ABS er, at de bruger to airbags i stedet for bare én. For det første giver det en ekstra sikkerhed, hvis den ene airbag skulle briste. For det andet beskytter de to luftpuder mod stød fra snemasserne, men samtidig uden at begrænse bevægelsesfriheden. Jeg har godt nok ikke stået midt i en lavine, men selv med udløste airbags havde jeg fint udsyn og bevægelsesfrihed.
Der følger en C02-patron og et udløserhåndtag med i pakken, og de er nemme at montere. Det er i øvrigt smart, at man kan afmontere udløserhåndtaget, hvis man ikke er i lavineudsatte områder. Man kan fx opbevare håndtaget i hoftelommen, og så kan man hurtigt påmontere den igen. Efter brug er det let at folde puderne sammen og rulle dem ind i sidelommerne, og der følger en grundig og pædagogisk manual med.
Konklusionen er således, at jeg bestemt vil føle mig mere sikker med Patrol 24 ABS på ryggen næste gang, jeg kører uden for pisterne. Men det er vigtigt at huske på, at denne rygsæk IKKE er en garant for sikkerhed, der gør, at du kan presse grænserne ud over det sædvanlige. Uanset hvor flotte resultater rygsækken præsterer, så bør man altid huske at have de nødvendige kompetencer for at færdes uden for pisterne. Tag et kursus eller tag på guidede ture med folk, der kender de lokale forhold, og som har udstyret i orden. De skal kunne redde dig, lige så vel som du skal kunne redde dem. Ikke desto mindre er Patrol 24 ABS et potentielt livreddende stykke udstyr, så hvis du elsker pudder, så er denne rygsæk et ’must have’.