The North Face Verto 32 er en sammenpakkelig letvægtsrygsæk, og som en del af deres Summit Series, er den udviklet til mere end bare almindeligt brug.
Verto 32 er en sammenpakkelig rygsæk på 644 gram, hvilket absolut er i den lette ende i forhold til rummeligheden på 32 liter. Jeg blev også noget overrasket over den lette og lille pakke, da jeg modtog rygsækken.
Materialet er genanvendt 100D polyester, som er yderst let og slidstærkt. Verto 32 består af et stort rum, et rum i låget samt en netlomme inde i rygsækken. Der er en sidelomme til en flaske, men desværre er den utrolig svær at komme i. Da den ikke er elastisk, er den ikke til at bruge, når rygsækken er fyldt. Med undtagelse af et bredt spænde på hoftebæltet, er spænder og stropper tynde og lette. Det er lækkert i forhold til vægten, men desværre betyder det, at stropperne let løsnes, da nylonen er så glat. Det er særligt irriterende ved skulderstropperne, at man relativt ofte skal stramme stropperne op.
Andre egenskaber er isøksestropper, gode kompressionsmuligheder (eksempelvis kan du bruge rygsækken som kompressionspose til ekspeditionssoveposen) samt andre gode detaljer. Du kan blandt andet spænde en snøre igennem en af rygsækkens mange løkker, så det er muligt at fastspænde mere til rygsækken. Dette fungerer super godt, og det giver mange muligheder for montering af forskelligt grej lige efter ens eget behov. Dog kunne jeg godt have ønsket mig en udgang og plads til vandblære.
Ryglængden kan ikke indstilles, men skulderremme kan justeres, så den passer til de fleste. I forhold til rygstøtte, er der indbygget en blød plade, men den hjælper ikke meget; når rygsækken er fyldt, kan det mærkes gennem taskeryggen. Men hvis rygsækken pakkes efter indholdet, er den ganske god at have på ryggen. En anden ting ved ryggen er, at den er helt flad, og at der ikke er gjort noget for ventilation, hvilket virkelig kan mærkes, når man vandrer i længere tid.
Tanken med rygsækken er, at den kan pakkes ned i en anden rygsæk eller taske, og at man kan hive den med til eksempelvis basecamps, eller tage den op af bagagen, når man skal ud på klatreruten. Dette gør den rigtig godt, men skummet i ryggen giver lidt begrænsninger for, hvor meget den kan foldes sammen. Det er dog muligt at hive skumpladen ud og bruge den som siddeunderlag. Men ofte ville jeg nok undgå at have skumpladen, da komforten egentlig ikke er meget anderledes uden pladen.
Verto findes også i en 26 liters version, som vejer 310 gram og kan pakkes ned i en lille pakkepose. Her er der ingen skumplade, men hvis du virkelig er vægtfanatiker, kan det godt betale sig at gå efter den mindre model. Du får seks liter mindre, men til gengæld vejer den kun det halve. Men du får nu stadig bedre støtte i 32’eren.
Jeg må desværre sige, at der er sparet alt for meget på det meste i denne rygsæk. Det er rigtig lækkert materiale, og udseendet er rigtig fedt, men jeg ville ikke udskifte den med en almindelig dagstursrygsæk. Til gengæld egner den sig perfekt som en ekstra rygsæk på en længere tur.
Nærmeste forhandler: 44 47 90 94