Mine bukseben er blevet pappede af frost. Sneen ligger så tykt hen over skråningerne, at vi nu snarere følger et spor end en sti. Jeg går og spekulerer på, hvad der er hårdest at vandre i - sand eller sne? Mine ben er ikke i tvivl. Skridtene er tunge og tages et ad gangen.
Vi er på vej op i en endnu hvidere slugt mod refugiet Neltner, sidste stop før toppen af Djebel Toubkal. Med sine 4167 meter er bjerget Marokkos og Nordafrikas højeste. Hele året dækket af sne. Om sommeren blot et let drys flormelis, om vinteren nok til at give selv en frostvant nordbo kolde fødder.
Fremme ved hytten koster en overnatning det dobbelte af hotellet længere nede i dalen. For medlemmer af en alpinklub 76 dirham (ca. 50 kr.), for ikke-medlemmer omkring en tredjedel mere. Turen til hytten i 3200 meters højde har taget mine to tungtlæssede spanske makkere og jeg otte timer. Vi er sultne, forfrosne og godt mørbankede.
Men den pris vil vi simpelthen ikke være med til at betale. “Vi camper bare!”, triumferer Carlos. Skægt som graden af nærighed stiger i takt med, at man bevæger sig mod billigere egne. Vi begynder at grave en hylde til teltet i sneen - tre skotske bjergvandrere baksende med deres tomandstelt.
Aftensmaden er to kopper varmt brunt vand - bouillon og te. De indtages sammenkrøbet og på trippende fødder. Temperaturen er allerede minus tre grader, og det er kun lige blevet mørkt.
Det varme vand spreder et øjebliks velvære i kroppen, og jeg får kigget mig omkring. Nedenfor ligger terrænet, vi møjsommeligt har kæmpet os op igennem. Vores telt er kilet ind øverst i slugten mellem mørke klipper, der bliver endnu mørkere, som fuldmånen får møvet sig op over de højeste tinder. Sneen lyser i blå kontrast. “Fy for satan, hvor er det en smuk nat - og lad mig så komme ned i den sovepose...”
