Te Araroa Trail: 4 måneder gennem New Zealand

Hvordan var det at sætte ud på stien på turens første dag?

Man kan ikke overnatte lige ved rutens start, så den første nat overnattede vi på en lejrplads cirka fem kilometer fra Cape Reinga, nordspidsen af Nordøen, hvor ruten starter. Da vi satte af sted, gik vi derfor først de fem kilometer op til rutens start.

Det var lidt et antiklimaks, da vi bare havde lyst til at få taget hul på de 3000 kilometer, vi havde foran os, men sidst på formiddagen kom vi op til fyret ved kappet – det legendariske startsted. Med vinden i ansigtet og støvregnen prikkende på skaljakkerne stod vi med åbent hav mod nord og mange kilometers vandring mod syd.

Det var højtideligt at gå de første spæde skridt med baghovedet fyldt med spørgsmål. Kunne vi klare det? Hvad mon ventede os? Havde vi udstyret i orden? Ville vi blive trætte af hinanden? Ville det i det hele taget blive sjovt?

Hvad overraskede jer mest undervejs?

Vi har været rigtig meget på tur i Skandinavien og ved, hvordan en solrig, vindstille dag på fjeldet, pludselig kan forvandles til snestorm og bidende kulde. Vi har lært, hvordan man ofte kan få hentydninger fra skyerne og vindretning om, hvilket vejr man kan vente sig.

Den lærdom kunne vi ligeså godt pakke i rygsækken, for det var fuldstændig umuligt at forudsige noget som helst i New Zealand. Ret hurtigt holdt vi op med at kigge på vejrudsigten, for meteorologerne havde også store problemer.

Vores udstyr var valgt ud fra en forventning om temperaturer mellem -5 og 35 grader. Vi havde bare ikke regnet med, at dette spænd skulle opleves indenfor 24 timer. Især Sydøens bjergetaper bød på store temperaturforskelle.

Morgenen efter en super varm dag, hvor vi begge var blevet solskoldede, vågnede vi op til frost i græsset. Solen var stadig nede bag bjergene, da vi med stive fingre pakkede teltet sammen og iført alt vores tøj satte af sted i rask tempo for at få varme i lemmerne.

Så snart solen en time eller to senere sneg sig ned i vores dal, måtte vi smide jakker og uldtøj. Kort efter løb sveden, selvom vi nu vandrede kun iført undertøj. Det er ikke for ingenting, at man siger om vejret på New Zealand, at man kan opleve fire årstider på en dag.

En anden ting, som vi på forhånd ikke troede muligt, var, at der var strækninger, hvor vores vandretempo var helt nede på under en kilometer i timen. Mudret regnskov, hvor stien næsten ikke var synlig, lianer, der hele tiden greb fat i rygsækken, og vand, der bare fossede ned fra himlen, gjorde, at et skridt frem føltes som to tilbage. Det var vanvittigt udmattende og helt klart den dag, hvor vi allermest spurgte os selv og hinanden: ”Hvorfor i alverden gør vi det her?”

Selvom det i situationen kan være svært at svare helt entydigt på, så er det også netop sådanne oplevelser, hvor man virkelig føler, at man lever, og som senere kommer til at stå stærkest i hukommelsen.

Hvilken strækning på turen var den bedste?

Der var utrolig mange højdepunkter, og noget af det, der gør Te Araroa til et virkeligt fedt sted at vandre, er den imponerende forskellighed. På en dag kunne vi vandre gennem regnskov ud til hvide sandstrande med turkisblåt hav og svajende palmer eller fra løvskov til åbne vidder i alpine bjerglandskaber.

Højdepunktet var den magiske kanotur på Whanganui River, der løber i dybe kløfter mellem stejle skrænter beklædt med et væld af mørkegrønne træbregner, og bjergetaperne på Sydøen. Her kom vi for alvor op til storslåede, vidtrækkende udsigter over tørre græssletter og gennem imponerende dalstrøg mod fjerne, sneklædte tinder, der strækker sig langt op i den blå himmel.

Hvordan vil I beskrive newzealænderne?

Vi har mødt utrolig mange spændende, sjove, hyggelige og interessante mennesker undervejs. Ét ord, der virkelig beskriver newzealænderne, er gæstfrihed. Et rigtig godt eksempel var i en lille by, Ngunguru, nord for Auckland.

Vi sad på en bænk på hovedgaden, kiggede ud over vandet og spiste frokost og is. I løbet af tre timer kom der fire forskellige folk forbi og spurgte, om vi var okay, og om vi manglede et sted at overnatte.

En mand, som var på cykel og boede lidt uden for byen, tilbød at cykle hjem og hente sin bil, så han kunne komme og hente os og senere lave aftensmad til os. Vi var lidt ærgerlige over, at vi allerede havde lavet en anden aftale – ikke mindst fordi han fortale os, at han var uddannet kok. I det hele taget fik vi aldrig et nej, hvis vi manglede et sted at sove privat.

Hvordan var det at være så tæt på hinanden i så lang tid?

Vi havde begge meget travlt, inden vi tog af sted og arbejdede intensivt med at afslutte job inden orlov og blive klar til at skulle af sted. Det var derfor begrænset, hvor meget tid vi fik afsat til samvær, refleksion og forventningsafstemning.

Vi havde nok begge en usagt forventning om, at når vi kom af sted, så ville tiden og oplevelsen i sig selv give os nærhed og ro, også til at nyde vores tosomhed. Det var derfor lidt en skuffelse, at vi den første tid havde svært ved at finde ind til hinanden og bare slappe af i det at være af sted.

Det gik heldigvis hurtigt op for os, at det nok ikke kom af sig selv. Vi fik derfor nogle gode snakke om, hvordan det var, vi gerne ville være på tur sammen, og hvad der skulle til for, at det endte med at blive netop vores drømmetur.

Vi havde mere lyst til en tur, hvor der var tid til nydelse, fordybelse og nærvær end til en tur, hvor det var præstationen om at gå de 3000 km, der var i fokus. Men da vi først indså det og fik det udtrykt, var det ingen sag at udføre det.

Hvad var den bedste beslutning, I tog på turen?

Vi har taget mange gode beslutninger undervejs, for eksempel at købe sandaler og vandrestave, men den allervigtigste beslutning havde dog ikke noget med udstyret at gøre.

Den handlede om vores indstilling til turen. Selvom vi fortalte venner og familie, da vi tog af sted, at det vigtigste for os ikke absolut var at gå alle 3000 kilometer, men snarere at nyde det undervejs, så opdagede vi alligevel, at det var svært at lægge præstationen helt fra os.

Vi nød dog ikke at skynde os fra sted til sted, og derfor droppede vi at vandre hele vejen. I stedet koncentrerede vi os om de etaper, vi syntes var de flotteste, og havde så til gengæld god tid til at opleve dem. Det blev en meget afgørende beslutning for os. Vi oplevede, at det gjorde det meget lettere at nyde at være af sted.

Hvad var det hårdeste på turen?

Der var selvfølgelig mange dele af turen, der var fysisk hårde, men det hårdeste var at undvære venner og familie i et halvt år.

Er der et særligt øjeblik, der står særligt klart i hukommelsen som et højdepunkt undervejs?

Øst for Lake Tekapo kom vi op til Te Araroas højeste pas i 1920 meters højde. Vi fulgte en lille bæk op gennem store, stive græstuer mod passet, hvor vi fik en flot udsigt mod vest ned mod Lake Tekapo.

Da Te Araroa ofte går nede i dale, savnede vi indimellem at komme op på toppene. Vi smed derfor rygsækkene og tog en afstikker op på 2070 meter høje Peak Boyzenberg. Vejret var skønt med blå himmel, enkelte hvide skyer og mild vind i ansigtet. Det var dejligt let for en gangs skyld at gå uden rygsæk, og selvom underlaget var åben blokmark, og stenene skred under vores fødder, så kom vi til toppen hurtigere end forventet.

Her åbenbarede der sig den mest perfekte udsigt til de store sneklædte bjerge mod vest. Mount Cook, den stolte storebror, rager et hoved højere op end resten af familien og strakte kådt armene op mod de små, fjerlette skyer på en himmel mere blå end badevandet i et rejsekatalog.

Hvordan var det at ’nå i mål’?

Vi nåede aldrig i mål, men sluttede vandringen på Te Araroa i Wannaka. Og det havde vi det rigtig godt med. Erkendelsen om, at vi ikke skulle stræbe efter målstregen, viste sig at være så betydnigsfuld, at det alligevel virkede som om, vi havde nået målet. Vi havde fundet ud af, hvad der var vigtigt for os.

Hvis I skulle gå turen igen, hvad ville I så gøre anderledes?

Så ville vi have ændret vores holdning til præstationen, inden vi tog af sted. Samtidig så var det jo netop denne tur, oplevelserne og refleksionerne, der skulle til for at få den indsigt. Nu håber vi bare, at vi kan tage den indsigt med os, næste gang vi skal planlægge tur. Og måske også i andre aspekter af livet.

2 x særligt udstyr

Vi var meget begejstrede for det allermeste af det udstyr, vi havde med, men vi vil gerne fremhæve to ting:

Osprey Xena 70 (Lærke): ”Det var selvfølgelig dejligt på pausedage at kunne gå nogle småture uden rygsæk, men samtidig føltes det også lidt bart. Når jeg igen tog rygsækken på for at drage videre, så var det som at komme hjem og blive hel igen”.

Hilleberg Allak (Kristian): ”Det blev jo vores lille hjem, og vi var altid glade for at kunne krybe i ly for vejr, vind eller sandfluer. Vi kunne nok godt have klaret os med en spinklere model, men nød rigtig godt af komforten og robustheden og var generelt fantastisk glade for det”.
Find tests af Osprey Xena 70 og Hilleberg Allak og meget andet udstyr fra turen på www.opdagverden.dk/outdoor/udstyrsanmeldelse

Te Araroa i tal

Te Araroa Trail strækker sig 3000 kilometer fra nordspidsen af New Zealands Nordø til sydspidsen af Sydøen.

Undervejs er der blandt andet regnskov, Vesterhavslignende strande, kridhvide sandstrande med turkisblåt hav, vandring over aktive vulkaner, padling gennem flotte stryg, imponerende løvskove med newzealandske bøgetræer, smalle dalstrøg med stien klemt tæt ind til en fossende elv, langstrakte dale omkranset af snedækkede toppe og ikke mindst græssteppeplateauer. Variationen er enorm. Læs mere på www.teararoa.org.nz.

3 TURE PÅ TE ARAROA

Har du ikke seks måneder til at vandre hele Te Araroa, er her tre højdepunkter på ruten:

1. Whanganui River: En mindre strækning af denne flod er en del af Te Araroa, selvom det ikke er en vandre-etape. Ruten lægger op til, at man skal padle kano eller kajak fra Mangapurua Landing til Pipiriki og så vandre videre derfra. Vi padlede hele vejen fra Taumarunui til Wanganui på seks dage og kan varmt anbefale det. Floden har sjove stryg, man padler igennem fantastiske kløfter og er omgivet af frodig regnskov.
2. Nelson Lakes National Park: Der er cirka en uges vandring fra St. Arnaud gennem Nelson Lakes Nationalpark til Boyles Village. Turen går gennem storslåede bjerge, bøgeskov, pas med klippevandring, flade sletter, frodige dale og forbi Blue Lake, som har det klareste ferskvand i verden. Alt sammen umådelig flot. Husk myggenet og insektspray. Der er mange sandfluer.
3. Lake Coleridge til Lake Hawea: Denne strækning går sydøst for de højeste bjerge på New Zealand og byder på Te Araroas højeste pas, hvor en lille afstikker kan give udsigt til Mount Cook. Store dele af denne tur går over trægrænsen. Det er et meget øde område, hvor stien ikke er så veltrådt. Desværre er der enkelte kortere strækninger undervejs langs vej, men det er meget let at blaffe langs dem. Især hvis man gør det, kan turen i mageligt tempo gennemføres på 14 dage.