4 spektakulære fotosites i Danmark

Se det store i det små

Det kan være svært at se skoven for bare træer. Mange rejser udenlands for at opleve storslåede landskaber og eksotisk dyreliv, men kunsten er at se det store i det små, og lige for næsen af os byder Danmark året rundt på naturscenerier og -oplevelser i verdensklasse. Her er fire af dem.

Staere-Copyright-Lars-Gejl.jpg
Skrevet af: Lars Gejl
Opdateret den 14. apr 2022

Det kan være svært at se skoven for bare træer. Mange rejser udenlands for at opleve storslåede landskaber og eksotisk dyreliv, men kunsten er at se det store i det små, og lige for næsen af os byder Danmark året rundt på naturscenerier og -oplevelser i verdensklasse. Her er fire af dem.

Sort Sol

Når op mod en million stære går til overnatning i marskens tagrør, nær Ribe og Tønder, kan de tætte formationer af bølgende fugle sortne for solen. Sceneriet er et af de mest spektakulære naturfænomener i Danmark og kan opleves i marts og om efteråret fra sidst i september til slutningen af oktober.

Tricket er at finde overnatningspladserne, og her må du alliere dig med lokale eller for eksempel Vadehavscenteret eller Sort Sol Safari, som arrangerer guidede ture. Mest spektakulært bliver det, når rovfugle jager stærene, og de forsøger at undvige ved at klumpe sig sammen og strække sig i kunstneriske formationer for at forvirre den angribende jæger.

Teleobjektiver på mellem 200mm til 500mm, samt høj ISO og hurtige lukkertider, er en nødvendighed for at forevige de hurtige stære.


 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Moen-Klint.-Copyright-Lars-GMøns Klint

En forårstur til Møns Klint i maj, hvor de lysegrønne bøgetræer hager sig fast i kridtbunden på skrænter og slugter, er en oplevelse. Vær der et par timer før solopgang. Tag så den spændende tur i tusmørket, mellem sjældne orkideer og forbi rådyr, ned gennem Høvblejet, en smeltevandsslugt, til klintekanten og stranden.

Her kan du på en klar morgen opleve solopgangen over Østersøen og se den hvide kridtklint blive farvet postkasserød i det første morgenlys. Herfra går du mod syd langs den stejle klint, finder fossile vættelys, søpindsvin og raslesten, som er kugleflint med en lille raslende kiselsvamp indeni.

Undervejs byder klinten, havet og opskyllede træstammer på utallige udfordringer og nær den stejle trappe op til Geocenteret ser du måske de ynglende vandrefalke, nogle af Danmarks sjældne fugle.

Fototip: Eksponerings-kompensation
Når du fotograferer lyse eller hvide motiver, som for eksempel Møns Klint eller sne, bliver kameraets lysmåler snydt og vil undereksponere, så du får et for mørkt motiv. Derfor er det vigtig, at du tjekker dit histogram på kameraets display, samt visuelt vurderer belysningen af motivet. Er det for mørkt, skal du give næste eksponering mere lys. Brug +/- korrektionsknappen. + er mere lys, - er mindre lys. Som hovedregel skal du overbelyse minimum en blænde (via langsommere lukkertid) for at få det hvide til at blive hvidt.


Kronhjort-i-loeb.-Copyright-Jægersborg Dyrehave

I september er der brøl i skoven, når krondyrene starter deres brunsttid. Brølende kronhjorte kan opleves i det meste af Jylland, især i Thy Nationalpark og på Oksbøl skydeterræn nær Blåvand i Vestjylland.

Men det er Jægersborg Dyrehave, naturfotografer fra hele Europa flokkes til for at få drømmemotiver af brølende og kæmpende hjorte til jagt- og naturmagasiner. Højbrunsten ligger omkring den tredje weekend i september.

Gå til sletterne øst og syd for Erimitageslottet, hvor de største pladshjorte står. Vær der fra omkring klokken 16 og frem til solnedgang. Bliv ved hjorten, der har hinder (hundyr), og bliv på vejen, så du ikke skræmmer dyrene, og oplev krondyrenes spektakulære adfærd i et unikt slettelandskab med op mod 300 år gamle egetræer. Lange teler er nødvendige for at trække motiverne tæt på.

Fototip: Panorering
Til motiver i bevægelse, for eksempel løbende kronhjorte, er det sjovt at anvende panorering for at skabe actionoptagelser. Du håndholder din tele og følger dyret i farten, mens du tager en serie billeder.

Lukkertiden skal være nøje afstemt til dyrets fart, og det kræver lidt øvelse at ramme den rigtige kombination af blænde og tid. Prøv som udgangspunkt at eksponere på 1/60 del af et sekund.
Desuden skal du prøve at holde fokus på hoved/skulderpartiet på dyret, som er det, der er mest roligt under løb.


shutterstock 23440312Råbjerg Mile

En af Europas største vandreklitter ligger syd for Skagen og er en miniørken på én kvadratkilometer med op til 40 meter høje klitter i stadig bevægelse mød øst. Klitternes skiftende formationer, klitsøen og de begravede fyrretræer, hvor kun toppen stikker op af sandet, samt kigget ud til Vesterhavet og den vide horisont er en mageløs oplevelse med skiftende lys og farver.

Kan du lide at skabe landskabsmotiver og makro af detaljer i sand, bliver du aldrig færdig her. Men pas på og træd varsomt, for i klittens lavninger lurer lumske lommer af kviksand.

Fototip: Neutralt gradueret forløbsfilter
Til landskabsfotografering, hvor der ofte er stor kontrast mellem den mørke bund (mørk jord eller blåt hav) kontra lys himmel, er det vanskeligt at få korrekt toneomfang i begge motivdele.

For at trække farverne frem fra de mørke partier, er det en god idé at dæmpe højlyset på himlen. Det gør du ved hjælp af et neutralt forløbsfilter, som i en påmonteret holder skubbes med foran optikken, således at de lyse toner på for eksempel himlen dæmpes og kontrasterne i motivet udjævnes. Herefter eksponeres der på normal vis. Filteret kan holdes i hånden, men det er en stor fordel med en filterholder, samt stativ, så du ikke får rystede motiver.

Andre spændende artikler


Øhavsstien på Tåsinge og Langeland

Øhavsstien på Tåsinge og Langeland

Bag om vind og vejr

Bag om vind og vejr

Vandring i Dollerup Bakker

Vandring i Dollerup Bakker

Log ind