Alpernes ypperste

Vi sætter roligt af sted med store smil og nyder den dybe, lette sne, som vi har savnet hele sæsonen. Guiderne gør opmærksom på et lille drop, og Phillipe kører efter Lionel ud over droppet. Det sidste, jeg ser forsvinde bag droppet, er Phillipes ski. Jeg siger til Richard, at der er noget galt, men han ryster bare på hovedet og siger: "No-no, allez-allez!"

Jeg kører hen til kanten, ser Phillipe ligge længere nede, tager droppet og kører ned til ham. Han har revet sit korsbånd over. Vi har stået på ski i fem minutter, og han kan ikke støtte på sit ene ben. Han er dog en dygtig skiløber, så han giver mig sin rygsæk og formår at køre ned. Hvor ærgerligt at skulle ende turen allerede her. Nogle skiløbere låser deres bindinger, når de kører nedad, så de ikke kan tabe skien ved et uheld. Ulempen er, at det kan koste et korsbånd, eller det der er værre, hvis man falder uheldigt. Det er sket for Phillipe. Enhver må gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst.

Lavinefare, kolde øl og gode snacks

Haute Route kommer i flere varianter med forskellige sværhedsgrader. Jeg har valgt Grande Lui, som er den teknisk sværeste, og hvor man undgår brug af lifter, bus og taxi. Den første dag kører vi rundt om bjerget, ind i Schweiz og direkte hen til et hostel i La Fouly. Dermed er vi tilbage på sporet efter den alternative start, og næste morgen vågner vi til strålende solskin og ditto humør. Vi er over trægrænsen indenfor den første time og går under en stor bjergside; et terræn, som kan forveksles med at være helt sikkert, men som i virkeligheden er turens farligste.

Vi risikerer nemlig at skære snedækket over og sætte en stor lavine i gang over os. For at minimere risikoen spreder vi gruppen meget langt ud. Sneen er dyb og tung, vi er alene på bjerget, og det er hårdt arbejde at træde spor. Jeg har dog trænet skitouring hele vinteren og er i langt bedre form end de andre. Jeg hygger mig oppe foran med Richard og tilbyder hjælp til at træde spor, for selvom man er guide, er det stadig hårdt arbejde.

Ud på eftermiddagen når vi Skt. Bernhardpasset og et munkekloster, hvor vi får en kop varm te. Resten af dagen står på en lang nedkørsel med små toppe, og sidst på eftermiddagen ankommer vi til hytten. Værten byder velkommen på terrassen, og han ved, hvad vi vil have: kolde øl og gode snacks bliver straks fundet frem, og vi synker sludrende ned i sofaen. Sovesalen frister snart, og jeg går op ad hønsestien og vælger en seng. Hytterne har lange rækker af senge redt op med dyner og det hele. Man skal blot selv have en lagenpose med, men man skal vænne sig til at ligge tæt med de andre – og have et værn mod snorken klar. Der er altid en, der snorker. Og sjovt nok er det altid en af guiderne. Det bliver i hvert fald konklusionen hen over morgenbordet næste dag.

Koger i solen

Man må tage tingene, som de kommer. Vejret kan ændre forholdene fuldstændig, og oplysningerne inden turen stemmer ikke altid overens med virkeligheden. Turbeskrivelsen berettede om en let tredje dag med 660 højdemeter, men inden dagen er omme, har vi tilbagelagt 2.400 højdemeter. Derefter smider jeg rutebeskrivelsen ud og spørger i stedet løbende guiderne om, hvad dagen bringer. Vejret har en kæmpe indflydelse på oplevelsen, og man kan have flot, ny pudder, regnvejr, solskin og alt derimellem.

Jeg havde dog ikke troet, at varmen skulle blive min største udfordring. Jeg har længe kigget efter et let sæt tøj til skitouring, men ikke fundet noget der opfylder mine krav, så jeg er draget af sted i mit slidte, elskede freeride-sæt.

Det bliver jeg straffet for. Tøjet er fint, når vejret er lidt hårdt eller til den kølige side, men vi har solskin hver dag. Rigtig meget solskin. Om eftermiddagen på tredjedagen går vi på skind op ad en solbadet bjergside. Varmen bliver for meget for alle. Jeg er den stærkeste i gruppen og kommer helt kogt op til hytten umiddelbart efter guiderne og bæller straks en liter vand og en cola i skyggen. De andre kommer op til hytten, men har efterladt en af vennerne langt nede på bjerget. Han kæmper bravt, men går langsommere og langsommere.

De andre har ikke haft overskud til at hjælpe ham, så jeg stikker en cola og en liter vand i lommerne og spænder skiene på igen. Jeg har aldrig set en mand så lykkelig, som da jeg rækker ham de kolde drikke. Han får en lille pause, og jeg tager hans rygsæk på det sidste stræk op til hytten. I en gruppe vil der altid være nogen, som er stærkere, og nogen som er svagere. Jeg synes, man har en pligt til at få gruppen til at fungere og hjælpe alle bedst muligt. Det handler dog ikke kun om kræfter, men også om evner. Jeg skal selv få udfordringer senere på turen, hvor det bliver mig, der får brug for støtte.

Smukkeste offpiste nogensinde

Hytten Cabane Valsorey ligger smukt placeret på en afsats med udsigt til Mont Blanc. Det bliver sidste gang, vi ser den hvide kæmpe, og vi føler for alvor, at turen er kommet i gang, da solen smukt lægger sig bag bjerget. Da jeg cyklede her, besteg jeg efterfølgende Mont Blanc, og i mit stille sind har jeg en plan om at gå på ski til toppen, når jeg er tilbage i Chamonix. Jeg ved dog, at forholdene er ugunstige, men jeg krydser fingre for mere sne til at dække gletsjerspalterne.

Tidligt næste morgen er sneen ret iset, da vi skal over den første bjergkam og lægger ud i zigzag-spor direkte fra hytten. De franske drenge kæmper med teknikken. Jeg kæmper selv, men mest med at jeg synes, det spor guiderne lægger, er unødvendigt. De laver flere gange vendinger ud over en afsats, men mister man grebet og kurer ned ad isen, ryger man ud over en kant og falder 50 meter ned. Jeg synes, det er unødigt risikabelt og bliver eddikesur. Jeg ved dog samtidig, at det handler om min største mentale udfordring: jeg hader eksponerede steder.

Længere oppe skifter vi skiene ud med støvler og cramponer og spænder skiene på rygsækken. Med spidse jernpigge på støvlerne og en isøkse i hånden har vi godt greb, og det er en smal sag at klatre op ad den stejle bjergside. Hurtigt er vi på toppen og kigger ned i den smukkeste, sneklædte dal, jeg nogensinde har set. Helt fredfyldt. Ikke et øje omkring os. Vejret er smukt, solen skinner, og sneen bliver varmet op. Da vi har pakket om og er klar til at stå på ski, er sneen perfekt blød. Vi finder igen de store smil frem og cruiser over det smukkeste offpiste, jeg nogensinde har oplevet.

"Så føler man sig som verdens bedste skiløber," siger Richard, da vi stopper og beundrer landskabet lidt nede.

Jeg kunne ikke være mere enig. Det hele går op i en højere enhed.

I bunden af dalen rammer vi en lille å, finder madposerne frem og lader brød, pølse og ost gå på omgang. Snakken går lystigt. Vi har for første gang set Matterhorn og er nu halvvejs. Det majestætiske bjerg trækker i os. Løfter humøret hos alle. Et par timer senere er vi ved en nybygget hytte med moderne toilet og endda bad. Vi er tættere på skiområderne i Schweiz og møder nu flere andre skitourere.

Der er fuldt hus i hytten, og jeg genkender et ansigt i mængden. Valentine Fabre var den ene af to kvinder, der forsøgte at gå Haute Route på under 24 timer i 2021 – en præstation, som er fremragende filmatiseret i Ben Tibbetts The Traverse. De to kvinder kom frem til Zermatt efter 26 timer og 21 minutter – en enorm præstation. De er verdens hurtigste kvinder på ruten. Det sætter vores tur på seks dage i perspektiv.

Skæbnesvangre beslutninger

Femtedagen byder på en smuk, lang opstigning fra morgenstunden. Dalen bliver smallere og smallere, indtil vi står foran en kæmpe væg af blå is, som vi skal forcere. Det er eventyrligt at gå mellem store, blå gletsjerspalter i det tidlige morgenlys, og på plateauet højere oppe har vi frit udsyn til et af turens højdepunkter: Pigne d'Arolla – en smuk snetunge, som stikker ud i et landskab af disede bjerge. Vi skal krydse en kæmpe gletsjer for at komme op på den og bliver sat sammen i reb, så vi kan redde hinanden, hvis en skulle styrte i en spalte. På toppen af Pigne d'Arolla er fejringen stor, og for et kort øjeblik tror jeg, at alle glemmer, at der er lang vej endnu. Men Matterhorn ligger så smukt i horisonten og kalder på os.

Ruten videre går forbi en populær hytte, Vignettes, som ligger spektakulært på en bjergryg med udsigt over dalen. En formidabel placering, som gennem tiderne dog har vist sig at blive skæbnesvanger for de uheldige. Flere historier minder en om at tage vejr og evner alvorligt i bjergene. I 2018 skete der senest en tragisk ulykke få hundrede meter fra hytten. En gruppe erfarne skitourere var på vej mod Vignettes med en guide, men en rasende storm var under opsejling. Der blev taget mange dårlige beslutninger den eftermiddag, og gruppen endte med at tilbringe natten i små huller, de gravede i sneen.

Næste morgen var en ud af de 10 skiløbere allerede død af kulde, og i løbet af de næste dage døde seks mere. Det er med ærefrygt i sindet og tanker om altid at tage de kloge, konservative beslutninger i bjergene, vi kører forbi hytten.

Det ene eventyr føder det næste

For at nå hele vejen tilbage til Chamonix på den sidste dag, står vi op allerede klokken 4.30 og begynder rutens sidste stigning i pandelampernes skær. Selvom udsigten er fænomenal, og man skulle tro, at bevidstheden om den legendarisk lange nedfart mod Zermatt, frokost på en restaurant og den snarlige afslutning ville give overnaturlige kræfter, så bliver det en lang og sej kamp at få hele gruppen op til passet. Den sidste mand ankommer i en sele efter guiden, men uanset hvor træt gruppen er, så kan smilene ikke holdes tilbage, da vi står under Matterhorns mægtige tinde. Turens sidste nedfart er intet mindre end spektakulær. Under store isfald, over kæmpe gletsjere og imellem dybe sprækker i isen.

Det er igen det smukkeste offpiste-terræn, jeg nogensinde har set, og lykken bobler i min krop hele vejen ned ad bjerget. Eventyret slutter lige så brat, som det startede, da vi lander i travle Zermatt. Taxa-turen tilbage til Chamonix er helt ekstremt kedelig sammenlignet med de seneste seks dage i bjergene. Vi lander i Argentiere, hvor der for seks dage siden var snestorm og whiteout. Nu er der 20 graders varme og fuglefløjt. Foråret er kommet, og drømmen om at komme til tops på Mont Blanc er slukket. Guiderne i byen vil ikke gå derop på grund af for dårlige forhold. Den må jeg have til gode. Til gengæld har jeg i Chamonix fået kontakt til en guide, som har gode forbindelser i Pakistan. Nu går drømmen på at samle en lille gruppe ligesindede skiløbere, som er med på det helt store eventyr i Karakorams rå bjerge. Vi vil gå ind i en dal med lokale bærere, sætte en basecamp op og gå skitouring for at nå nogle af de 6.000 meter høje bjerge, man kan stå på ski ned af i området. Det er den næste drøm. Og drømme skal udleves.