Alpernes ypperste

Chamonix er lukket ned på grund af snestorm. Jeg har været her i to måneder nu, og det har kun sneet to gange. 20 centimeter hver gang. Ikke noget at snakke om, slet ikke for en offpiste-ski-entusiast som mig. Men nu ligger der en meter nysne uden for døren, sneen vælter ned, og hele området er lukket. Jeg er lige kommet hjem fra møde med guiderne og de syv andre i gruppen.

I morgen tidlig skal vi afsted på Haute Route, verdens mest legendariske skitouring-rute, som jeg har drømt om at tage på ski, lige siden jeg tog den på mountainbike fra Chamonix til Zermatt, fra Mont Blanc til Matterhorn, ad snørklede vandrestier i 2014. Jeg tjekker indholdet i min rygsæk en sidste gang. Vi bærer selv frokost til turens seks dage, og der skal skabes plads i rygsækken, så jeg efterlader batteribank, et par sikkerhedsliner, en ekstra drikkedunk, Gore-Tex-luffer og en læbepomade. Så går jeg lidt rundt om mig selv. Og så i seng.

Snestormen fortsætter næste morgen, og guiderne varsler, at vi må tackle turens start lidt alternativt. De vil ikke tage os med over de store gletsjere på rutens første dag i dårligt vejr. Det er superærgerligt, men også god dømmekraft, og alle i gruppen er indforståede med beslutningen. Det tegner godt for resten af turen. Alle forstår sikkerhedsaspektet og presser ikke på for at gamble med det. I stedet spænder vi skindene under skiene i skiområdet ved Argentiere.

Det er lettere at navigere i whiteout i et område, som alle kender i forvejen, og guiderne får mulighed for at se niveauet på alle. Vi går op til toppen af en af liftstationerne. Der ligger tre meter nysne foran den lukkede dør, og selvom sigtbarheden er dårlig, glæder alle sig til at køre lækker pulversne ned. Gruppen består af seks venner fra Paris, Phillipe fra Chamonix, som kender de to guider Lionel og Richard særdeles godt, og mig. Jeg kender ingen og er sprogmæssigt udfordret i en gruppe med ni franskmænd, som jo ikke just er verdenskendte for deres velvilje til at tale engelsk.