På ski i norske Rondane

’Er det virkelig muligt?’ tænker jeg og river mig i håret på parkeringspladsen i Høvringen. Har jeg virkelig glemt træklinen til min pulk derhjemme, hundredvis af kilometer mod syd? Ja, den ligger stadig hjemme i skabet.

Er turen er forbi, inden den er begyndt? Hvad nu? Efter en kort tænkepause finder jeg teltposen frem og filtrer et par barduner ud. Mon ikke de kan holde som slæbetov i de få dage, jeg planlægger at være på ski? Det er et forsøg værd.

Snart springer jeg på skiene og begynder at løbe. Lægger den sidste bebyggelse i Høvringen bag mig og kommer ud på løjpen. Det lader til, at løsningen med bardunerne fungerer ganske fint. Turen er reddet. 

Da mørket falder på, stråler det gyldne, varme lys fra hyttevinduerne ud mod mig. Det ser hyggeligt ud, og jeg må indrømme, at det virker fristende at sidde inde i varmen, her hvor jeg snart skal til at slå teltet op mutters alene i vinternatten.

Fristelsen fordamper dog lynhurtigt, for herude er der stille, temperaturen er behagelig, og der er stort set ikke en vind, der rører sig. Den lyse sne gør det nemt at orientere sig på løjpen i tusmørket, og pulken er ikke for tung, da jeg blot skal være af sted i et par dage.

Det improviserede træk med teltbardunerne fungerer stadigvæk ganske udmærket. Jeg er på vej mod fjeldstuen Smuksjøseter, og her tager det ikke lang tid, før jeg finder en fin lejrplads, hvor jeg ligger gemt fra husene.

Bardunerne vender tilbage til arbejdet, de er skabt til, snart er teltdugen strakt stramt ud under en stjerneklar himmel, og jeg nyder udsigten ud i universet, står og stirrer på stjernemylderet over mig. Det sætter altid tilværelsen i perspektiv, tænker jeg, inden jeg kravler ind i mit vinterhjem for natten.

”Jeg nyder udsigten ud i universet, står og stirrer på stjernemylderet over mig.”