På ski i norske Rondane

Alene i fjeldet
Gæsterne på fjeldstuen Smuksjøseter er for længst færdige med deres morgenritualer og suser forbi på løjpen omme bag min lejr, da jeg sidder og koger vand til morgenkaffen. Det er en fin morgen, og jeg har ikke travlt. Her er ingen stress, bare en sen morgenmad.

Jeg får dog snøvlet mig færdig og indfinder mig i rækken af skiløbere på vej mod Peer Gynt-hytta. Der er mange mennesker på fjeldet i dag, i hvert fald på ruten her. De fleste er dog, efter deres oppakning at dømme, på dagsture, og da jeg er forbi hytten, tynder det da også ud i menneskemængden.

Da peger skispidserne mod Rondvassbu, har jeg fjeldlandskaberne for mig selv. Lækkert at være alene. Og påfaldende hvordan det kan være sort af mennesker langs de primære løjper, mens man kan krydse alene gennem store områder og have det hele for sig selv, hvis man blot bevæger sig lidt uden for dem.

Mit mål på turen er Storronden, og jeg finder en lejrplads med fint udsyn til toppen. Skulle man forsøge sig med et topforsøg allerede her i eftermiddag, hvor vejret er klart og fint?

Det er fristende, men jeg slår idéen ud af hovedet. Selvom det ikke er så forfærdelig lang tid siden, dagene begyndte at blive kortere, så falder mørket tidligt på. Hellere en lang aften med madlavning og afslapning ved teltet end at forhaste sig.

Til toppen med isøkse
Næste dag vågner jeg til klart vejr uden for teltet, og jeg tænker, at det skulle være muligt at nå toppen af Storronden, der med sine 2138 meter er det næsthøjeste i Rondane. På vej mod foden af bjerget glæder jeg mig over, at jeg dagen forinden modstod fristelsen af en hurtig bestigning og blev i lejren, for som sædvanlig tager det længere tid at nå frem, end det umiddelbart så ud til.

Da jeg når Rondevatnet, må jeg konstatere, at søen er fri for is. Elven løber også frit, men jeg finder et bro, hvor jeg kan krydse over. Da landskabet begynder at blive stejlere fortsætter jeg mod toppen til fods. Det ser ikke ud til, at der er langt til toppen, så jeg efterlader så meget udstyr som muligt.

Der er ingen grund til at slæbe unødigt meget. Termokanden bliver ladt tilbage, og jeg sætter af sted med fotoudstyr og lidt ekstra tøj mod kulden på toppen. Jeg hænger også en isøkse uden på rygsækken.

Det er der nok mange, der vil trække en smule på smilebåndet af, når det kommer til en så enkel top som Storronden, men kombinationen af vind og mildt vejr har efterladt de skrå flader isglatte mange steder.

Mister man fodfæstet og begynder at glide ned ad bjergsiden, er det vanskeligt at stoppe på andre måder end at hakke øksen ned i isen. Og når man nu kan få isøkser, der vejer helt ned til 300 gram, ser jeg ingen grund til at lade den blive derhjemme. Udover at agere stopklods for alvorlige styrt, kan den for øvrigt også bruges som en ekstra snepløk til teltet.

Tørster på bjerget
Et stykke oppe ad bjergsiden ser jeg skispor i sneen, og snart møder jeg to kvinder, der holder pause på vej mod toppen. De er på også weekendtur og efter den lille pause, har de også tænkt sig at efterlade skiene og fortsætte til fods.

Jeg fortsætter videre, og da tørsten kommer snigende, fortryder jeg, at jeg lod termokanden blive ved skiene under mig. Snart bliver tørsten ganske voldsom, og jeg tyer til at spise lidt sne. Da skyer driver ind, forsvinder den gode udsigt, og jeg kan ikke se mange meter frem for mig. Pludselig står jeg på toppen.

Kulden tager til, og jeg hiver dunjakken frem, inden jeg sætter kameraet på stativet og forsøger mig med et par billeder, selvom vejret gør sit for at holde mig fra at fange de smukke udsigter.

Som jeg står der og knipser løs, kommer kvinderne, jeg mødte tidligere, også til tops. De har overværet mig spise sne længere nede fra og tilbyder mig noget at drikke. Jeg takker høfligt nej, selvom jeg har en vældig lyst til at takke ja.

Vi bliver lidt på toppen sammen. Storronden har en helt anden form mod øst end mod vest, hvor vi kom op, foran os falder en lodret klippevæg ned, og sne fyger ud over kanten som et flagrende gardin.

Jeg vælger en lidt anden rute ned ad bjerget, men det går ganske nemt ned til skiene, hvor jeg skænker mig en stor kop varm te, der hurtigt bliver hældt ned. Veltilfreds klikker jeg skiene på og løber tilbage mod Rondevatnet med god fart.

Her venter den sidste stigning op til teltet, og den bliver tung her sidst på dagen. Derfor er det ekstra godt endelig at krybe i soveposen, få gang i maden over brænderen, læse i min bog og drikke den ene kop glohede te efter den anden.

Snart sænker mørket sig over Rondane og min sidste nat på turen. I morgen går turen hjemad igen. Så håber jeg blot, at teltbardunerne også er med på at trække pulken tilbage ud herfra.

Norges ældste nationalpark

Rondane Nationalpark, der dækker 963 kvadratmeter uspolerede, norske fjeldlandskaber, blev opretter i 1962 og er dermed Norges ældste af slagsen. Parken rummer hele ti toppe over 2000 meter, hvor den højeste er Rondslottet, der med sine 2178 meter slår Storronden med 40 meter. 

Rondanes vilde rener

Rondane er et af de få steder i Europa, hvor du kan se vilde rener. De er altid på farten og har brug for store områder for at overleve, da de konstant skifter deres græsningsarealer ud. Det vil sige, at et område, som den dag i dag ligger øde hen og er fri for rener, sagtens kan gå hen og blive vitalt for deres overlevelse på et tidspunkt ude i fremtiden.

Faktisk plejede der at leve mange flere vilde rener i Norges fjelde, men med veje, jernbaner, turisthytter, elledninger og mennesker, er deres naturlige områder blevet indskrænket, og det samme er flokkene af dyr.

Samtidig er flokkene ret følsomme over for forstyrrelser fra mennesker. I de åbne fjeldområder får de færten af dig på lang afstand, hvad enten de ser, hører, eller lugter dig. Kommer du tættere på end 500-600 meter, løber de deres vej. Og de stopper ikke igen før tre til fire kilometer senere. Ser du rener på afstand, så hold dig derfor på afstand, så du ikke stresser dem unødigt.

Kilde: www.nasjonalparker.org