Du er her:

På ski i norske Rondane

Tørstig på Storronden

Det går ikke helt som planlagt, da Randulf Valle forlader de befærdede langrendsløjper og vender skiene mod toppen af Storronden i Rondane Nationalpark. For hvad gør man, når man har glemt træklinen til pulken? Og hvorfor ender Randulf med at æde sne?

2006_02_25_034.jpg
Skrevet af: Randulf Valle
Opdateret den 27. jan 2018

Det går ikke helt som planlagt, da Randulf Valle forlader de befærdede langrendsløjper og vender skiene mod toppen af Storronden i Rondane Nationalpark. For hvad gør man, når man har glemt træklinen til pulken? Og hvorfor ender Randulf med at æde sne?

’Er det virkelig muligt?’ tænker jeg og river mig i håret på parkeringspladsen i Høvringen. Har jeg virkelig glemt træklinen til min pulk derhjemme, hundredvis af kilometer mod syd? Ja, den ligger stadig hjemme i skabet.

Er turen er forbi, inden den er begyndt? Hvad nu? Efter en kort tænkepause finder jeg teltposen frem og filtrer et par barduner ud. Mon ikke de kan holde som slæbetov i de få dage, jeg planlægger at være på ski? Det er et forsøg værd.

Snart springer jeg på skiene og begynder at løbe. Lægger den sidste bebyggelse i Høvringen bag mig og kommer ud på løjpen. Det lader til, at løsningen med bardunerne fungerer ganske fint. Turen er reddet. 

Da mørket falder på, stråler det gyldne, varme lys fra hyttevinduerne ud mod mig. Det ser hyggeligt ud, og jeg må indrømme, at det virker fristende at sidde inde i varmen, her hvor jeg snart skal til at slå teltet op mutters alene i vinternatten.

Fristelsen fordamper dog lynhurtigt, for herude er der stille, temperaturen er behagelig, og der er stort set ikke en vind, der rører sig. Den lyse sne gør det nemt at orientere sig på løjpen i tusmørket, og pulken er ikke for tung, da jeg blot skal være af sted i et par dage.

Det improviserede træk med teltbardunerne fungerer stadigvæk ganske udmærket. Jeg er på vej mod fjeldstuen Smuksjøseter, og her tager det ikke lang tid, før jeg finder en fin lejrplads, hvor jeg ligger gemt fra husene.

Bardunerne vender tilbage til arbejdet, de er skabt til, snart er teltdugen strakt stramt ud under en stjerneklar himmel, og jeg nyder udsigten ud i universet, står og stirrer på stjernemylderet over mig. Det sætter altid tilværelsen i perspektiv, tænker jeg, inden jeg kravler ind i mit vinterhjem for natten.

”Jeg nyder udsigten ud i universet, står og stirrer på stjernemylderet over mig.”

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

2006 02 25 112Alene i fjeldet
Gæsterne på fjeldstuen Smuksjøseter er for længst færdige med deres morgenritualer og suser forbi på løjpen omme bag min lejr, da jeg sidder og koger vand til morgenkaffen. Det er en fin morgen, og jeg har ikke travlt. Her er ingen stress, bare en sen morgenmad.

Jeg får dog snøvlet mig færdig og indfinder mig i rækken af skiløbere på vej mod Peer Gynt-hytta. Der er mange mennesker på fjeldet i dag, i hvert fald på ruten her. De fleste er dog, efter deres oppakning at dømme, på dagsture, og da jeg er forbi hytten, tynder det da også ud i menneskemængden.

Da peger skispidserne mod Rondvassbu, har jeg fjeldlandskaberne for mig selv. Lækkert at være alene. Og påfaldende hvordan det kan være sort af mennesker langs de primære løjper, mens man kan krydse alene gennem store områder og have det hele for sig selv, hvis man blot bevæger sig lidt uden for dem.

Mit mål på turen er Storronden, og jeg finder en lejrplads med fint udsyn til toppen. Skulle man forsøge sig med et topforsøg allerede her i eftermiddag, hvor vejret er klart og fint?

Det er fristende, men jeg slår idéen ud af hovedet. Selvom det ikke er så forfærdelig lang tid siden, dagene begyndte at blive kortere, så falder mørket tidligt på. Hellere en lang aften med madlavning og afslapning ved teltet end at forhaste sig.

2006 02 25 085Til toppen med isøkse
Næste dag vågner jeg til klart vejr uden for teltet, og jeg tænker, at det skulle være muligt at nå toppen af Storronden, der med sine 2138 meter er det næsthøjeste i Rondane. På vej mod foden af bjerget glæder jeg mig over, at jeg dagen forinden modstod fristelsen af en hurtig bestigning og blev i lejren, for som sædvanlig tager det længere tid at nå frem, end det umiddelbart så ud til.

Da jeg når Rondevatnet, må jeg konstatere, at søen er fri for is. Elven løber også frit, men jeg finder et bro, hvor jeg kan krydse over. Da landskabet begynder at blive stejlere fortsætter jeg mod toppen til fods. Det ser ikke ud til, at der er langt til toppen, så jeg efterlader så meget udstyr som muligt.

Der er ingen grund til at slæbe unødigt meget. Termokanden bliver ladt tilbage, og jeg sætter af sted med fotoudstyr og lidt ekstra tøj mod kulden på toppen. Jeg hænger også en isøkse uden på rygsækken.

Det er der nok mange, der vil trække en smule på smilebåndet af, når det kommer til en så enkel top som Storronden, men kombinationen af vind og mildt vejr har efterladt de skrå flader isglatte mange steder.

Mister man fodfæstet og begynder at glide ned ad bjergsiden, er det vanskeligt at stoppe på andre måder end at hakke øksen ned i isen. Og når man nu kan få isøkser, der vejer helt ned til 300 gram, ser jeg ingen grund til at lade den blive derhjemme. Udover at agere stopklods for alvorlige styrt, kan den for øvrigt også bruges som en ekstra snepløk til teltet.

2006 02 25 050Tørster på bjerget
Et stykke oppe ad bjergsiden ser jeg skispor i sneen, og snart møder jeg to kvinder, der holder pause på vej mod toppen. De er på også weekendtur og efter den lille pause, har de også tænkt sig at efterlade skiene og fortsætte til fods.

Jeg fortsætter videre, og da tørsten kommer snigende, fortryder jeg, at jeg lod termokanden blive ved skiene under mig. Snart bliver tørsten ganske voldsom, og jeg tyer til at spise lidt sne. Da skyer driver ind, forsvinder den gode udsigt, og jeg kan ikke se mange meter frem for mig. Pludselig står jeg på toppen.

Kulden tager til, og jeg hiver dunjakken frem, inden jeg sætter kameraet på stativet og forsøger mig med et par billeder, selvom vejret gør sit for at holde mig fra at fange de smukke udsigter.

Som jeg står der og knipser løs, kommer kvinderne, jeg mødte tidligere, også til tops. De har overværet mig spise sne længere nede fra og tilbyder mig noget at drikke. Jeg takker høfligt nej, selvom jeg har en vældig lyst til at takke ja.

Vi bliver lidt på toppen sammen. Storronden har en helt anden form mod øst end mod vest, hvor vi kom op, foran os falder en lodret klippevæg ned, og sne fyger ud over kanten som et flagrende gardin.

Jeg vælger en lidt anden rute ned ad bjerget, men det går ganske nemt ned til skiene, hvor jeg skænker mig en stor kop varm te, der hurtigt bliver hældt ned. Veltilfreds klikker jeg skiene på og løber tilbage mod Rondevatnet med god fart.

Her venter den sidste stigning op til teltet, og den bliver tung her sidst på dagen. Derfor er det ekstra godt endelig at krybe i soveposen, få gang i maden over brænderen, læse i min bog og drikke den ene kop glohede te efter den anden.

Snart sænker mørket sig over Rondane og min sidste nat på turen. I morgen går turen hjemad igen. Så håber jeg blot, at teltbardunerne også er med på at trække pulken tilbage ud herfra.


2006 02 25 053Norges ældste nationalpark

Rondane Nationalpark, der dækker 963 kvadratmeter uspolerede, norske fjeldlandskaber, blev opretter i 1962 og er dermed Norges ældste af slagsen. Parken rummer hele ti toppe over 2000 meter, hvor den højeste er Rondslottet, der med sine 2178 meter slår Storronden med 40 meter. 


2006 02 25 120

Rondanes vilde rener

Rondane er et af de få steder i Europa, hvor du kan se vilde rener. De er altid på farten og har brug for store områder for at overleve, da de konstant skifter deres græsningsarealer ud. Det vil sige, at et område, som den dag i dag ligger øde hen og er fri for rener, sagtens kan gå hen og blive vitalt for deres overlevelse på et tidspunkt ude i fremtiden.

Faktisk plejede der at leve mange flere vilde rener i Norges fjelde, men med veje, jernbaner, turisthytter, elledninger og mennesker, er deres naturlige områder blevet indskrænket, og det samme er flokkene af dyr.

Samtidig er flokkene ret følsomme over for forstyrrelser fra mennesker. I de åbne fjeldområder får de færten af dig på lang afstand, hvad enten de ser, hører, eller lugter dig. Kommer du tættere på end 500-600 meter, løber de deres vej. Og de stopper ikke igen før tre til fire kilometer senere. Ser du rener på afstand, så hold dig derfor på afstand, så du ikke stresser dem unødigt.

Kilde: www.nasjonalparker.org

 

Andre spændende artikler


Vårvinterski i Rondane

Vårvinterski i Rondane

Sommerski og kajak i Vestnorge

Sommerski og kajak i Vestnorge

Begynder på fjeldski i Sydnorge

Begynder på fjeldski i Sydnorge

Log ind