På tur i vinterfjeldet med Opdag Verden

Allerede i den knæhøje sne foran Skarslias skihotel aner jeg tydeligt, hvad der venter: En vekslen mellem indelivets komfortable tryghed, varme og forudsigelighed og vinterfjeldets kolde uforudsigelige skønhed. Det er på ingen måde skræmmende, men ligger mere som en forventningsfuld spænding, som da jeg som barn håbede på en storm dagen før bornholmerturens sejltur til Christiansø.

Skihotel på fjeldskråning
Skarslias ligger flot på en fjeldskråning med Reineskarvet i baggrunden. Med sin bratte sydside rager det godt op i landskabet, og jeg kan jeg næppe forestille mig en smukkere kulisse for årets skiferie. Vi er knap 40 deltagere inklusiv køkkenpersonale og guider af sted på en uges skitur i Halligsdalen med Opdag Verdens Adventureklub og Ruby Rejser. Skarslia er stort, velindrettet til en fællesrejse som vores og minder lidt om et østrigsk alpehotel med sin helt egen finurlige indretning med alt fra kunstige blomster i alverdens farver til åben pejs og et hav af sofaarrangementer. Jeg glæder mig til hyggelige fællesaftner efter lange dage i fjeldet, og måske er det heller ikke helt tosset med den store, indendørs swimmingpool med sauna. Foreløbigt er jeg dog mest betaget af den storslåede udsigt over de sneklædte fjelde og den muntre stemning mellem mine rejsefæller. Alt tegner til en rigtig god uge.

Masser af løjper
Sultne efter den lange køretur samles vi til vores første fælles måltid. Kaffen er brændende varm, æggene er kogt perfekt og stemningen er helt i top. Ugens madhold bliver dannet, vejret kortlagt, erfaringsniveauet udvekslet og planerne for vores første fjelddage lagt. 

Fyldt med en begejstret energi kan jeg næsten ikke vente med at begive mig ud i den frostklare, glinsende sne. Jeg elsker friheden og udfordringen ved skienes berøring med det hvide og uforudsigelige underlag. Planen er, at vi både skal bevæge os på de optrukne løjper og på tværs gennem landskabet kun hjulpet af kort, kompas og kyndig vejledning af vores erfarne skiguider, Lærke og Kristian. 

Foran skihotellet snakker vi om vejrforhold og skismøring. Formålet med dagen er, at vi får vænnet os til at have sne under skiene og får en god fornemmelse af området og løjperne. Løjpenettet ved Skarslia er på godt 100 kilometer, og der er tilkobling til de øvrige løjper i Ål samt forbindelse til Geilo. Nogle i gruppen har kun meget lidt skierfaring, mens andre har dyrket skisport i mange år. De erfarne deler gladelig ud af deres erfaringer og giver også en ekstra hånd med, når skiene ikke helt glider den samme retning som forventet. Det er dejligt at opleve, at der er plads til alle i det her fællesskab, og der bliver grint meget på denne første dag.

Dagene i fjeldet
Dagene flyver af sted, og hver dag byder os på nye oplevelser. Lærke og Kristian tilbyder et væld at spændende tilbud i form af kortere eller længere ture, topture, isfiskeri, øvelser i navigation, bålhygge i sneen og meget mere, som vi kan vælge og vrage mellem. Vil vi hellere drage ud på eventyr alene, kan vi også det.

Jeg skifter mellem ture i fællesskabets tegn – blandt andet en flot tur til toppen af Rødungsberget – og dage, som jeg tilbringer for mig selv i de sneklædte fjelde. En dag drager jeg på egen hånd ud fra hotellet og går jævnt op i lidt over tre kilometer, kommer ud ad skoven og op på fjeldet. En af fordelene ved løjpenettet i området er, at man ofte har flere muligheder for at lægge en ekstra sløjfe på turen og ændre den undervejs. Jeg tager løjpen op forbi Varaldsetvatnet, krydser den tilfrosne sø Rødungen og passerer Slagtepladsen, hvis makabre navn henviser til fordom tiders rensdyrdrift. Herfra glider jeg hen og rammer løjpen, der fører ned til Skarslia. Der er et godt glid, som jeg bare ikke bliver træt af.

Hul i isen
Mellem spændende skiture, lærerige oplæg om forskellige ski-, bindings- og støvletyper og om beklædning og sikkerhedsudstyr, man bør medbringe på fjeldet om vinteren, finder vi tid til historiefortælling og hjemmelavede kanelsnegle over bål. Det er ikke ufarligt at bevæge sig rundt på vinterfjeldet, hvor vejret hurtigt kan skifte, der kan være lavinefarer, og isens tykkelse på de mange fjeldsøer varierer. Kristian, som er uddannet friluftsvejleder og har læst på den norske højskole i Bø, underviser i brug af kort og kompas på fjeldet. Han er tydelig i sit budskab: Ingen bør bevæge sig rundt på fjeldet, udenfor det etablerede løjpenet, uden altid at medbringe disse. 

Vi får også mulighed for isfiskeri på Rødungen, der er dækket af et tykt snetæppe. Vi er ved at give op, da vi konstaterer, at der er to lag is adskilt af 30 til 40 centimeter vand, og vores isbor ikke kan bore gennem det nederste lag is. Heldigvis møder vi en af de lokale isfisker-helte, som gladeligt giver råd og tips og låner os sit eget forlængede isbor. Han har fanget mindst 50 røye, fjeldørreder, i løbet af formiddagen. Vi formår selv at hive otte styk i land, og vores norske fiskerven donerer et større antal fisk til os, så alle på holdet får mulighed for at smage. De smager fuldstændig fantastisk.

Nogle få vindomsuste, isbelagte graner står som tavse vidner til vores skiløb.

Kan snehulen holde?
Midt på ugen får de, der har lyst, mulighed for at grave en snehule og overnatte i denne vinterkolde sneklokke. Vi er 16, der tager udfordringen op. Kun få har prøvet at grave en snehule før, men for mit vedkommende er det ikke første gang, og glæder mig over at kunne dele lidt ud af min egen erfaring. Lærke og Kristian har fundet en perfekt sneskavle med både dybde og højde nok til, at vi kan grave fire store snehuler ved siden af hinanden, og efter frokosten i skihotellets lune, tørre omgivelser pakker vi sneskovle, varm kakao og lidt ekstra varmt tøj. Sigtbarheden er noget forringet i det tætte skydække, men vi kommer sikkert frem.

Alle er lidt kolde, men meget forventningsfulde. Vinden er taget til, som vi er kommet op på det bare fjeld, hvor nogle få vindomsuste, isbelagte graner står som tavse vidner til vores skiløb. 
Vi er fremme. Men til hvad? En let skrånende sneskavle dækket i tåge og hvidt så lang øjet rækker. Hvordan kan kulde fordrives med mere kulde og sne? Jeg kan se i folks øjne, at de veksler mellem glæde og forventning, frustration og tvivl. Selv om rationalet kører på fuld drøn, kæmper den manglende erfaring i modsat retning. De første bekymringer er i forhold til hulernes stabilitet. Kan de nu holde? Og hvad hvis de nu ikke kan?

En nat i vinterklokken
Og selvfølgelig kan snehulerne holde, når bare vi overholder de krav til loftstykkelse og udformning, som Kristian og Lærke kyndigt vejleder os i. Der ikke mange andre valg udover at fryse eller grave – måske endda begge dele – og det tager os tre-fire timer at få gravet de fire store huler. 

Mit hold på fire piger har taget suppe og ris fra aftenen før med og varmer maden på primussen i snehulens lille ’køkken’. Vi har også hjemmebagte flutes og får hurtigt stablet en festmiddag på benene. Til dessert har vi hjemmelavede kanelsnegle, der blot skal bages på panden i smør. De andre tre hold tager tilbage til hotellet og spiser. Efter aftensmaden tager de igen rygsækken på og ankommer til snehulerne efter en smuk, stjerneklar måneskinstur op ad fjeldet. Natten falder på, og næsten alle får en god nattesøvn i den helt specielle stilhed. Temperaturen i en beboet snehule nærmer sig nul, og da der ikke er en vind, der rør sig, er det faktisk ikke svært at holde varmen i soveposerne.

Vinterfjeldets kolde, uforudsigelige skønhed har igen dannet rammen for en fantastisk uge, hvor nye venskaber er blevet skabt, og oplevelserne har stået i kø hver eneste dag. Den forventningsfulde spænding, som jeg ankom med ved ugens start, er til fulde indfriet, og oplevelsen har været mindst lige så god, om end ikke bedre, end barndommens sejlture til Christiansø.

Begravet under en meter sne
Da vi graver snehule, kommer jeg i tanke om noget, en af mine studiekammerater på friluftsvejleder uddannelsen i Viborg, Anders, formulerede efter en øvelse på et vinterfjeldsmodul. Her gravede vi et meterdybt hul i sneen, akkurat stort nok til at et menneske kunne ligge udstrakt på bunden. Én efter én begravede vi hinanden under sneen i ét minut, hvorefter hjælperne straks fjernede sneen igen. Han beskrev oplevelsen sådan her:
”Stemmerne forsvandt og blev til en svag mumlen. Jeg undrede mig over, at presset fra sneen kunne være så hårdt kun en meter under overfladen. Det var ikke svært at forestille sig, hvordan det ville være, hvis bare én eller to forudsætninger havde været anderledes: To meter sne eller at den mumlende gruppe ikke præcis var klar over, hvor jeg lå. Et minut er måske ikke lang tid, men nok til at sætte stor pris på gruppen en meter længere oppe. Da jeg var oppe af hullet, tænkte jeg, hvor vigtigt det er, at hele kroppen får beskeden – ikke kun med ord, men at det lejrer sig som en fysisk fornemmelse der kommer tilbage, hver gang der bliver sagt lavinefare eller sneskred.”

De 9 fjeldregler

1. Tag ikke på lange ture uden træning.
2. Giv besked om, hvor og hvornår du går, samt hvornår du forventer at være tilbage.
3. Vis respekt for vejret og vejrmeldingen.
4. Lyt til erfarne fjeldfolk.
5. Vær forberedt på uheld og dårligt vejr - selv på korte ture.
6. Husk altid kort og kompas.
7. Gå aldrig alene.
8. Vend om i tide - det er ingen skam at gå tilbage.
9. Spar på kræfterne og søg ly i tide.

Det siger de andre

Vi har spurgt et par af deltagerne på vinterfjeldsturen, hvad det bedste var. Her er deres svar.

"Det var en fin oplevelse, at være sammen med så mange forskellige mennesker fra hele landet, på tværs af alder, der ligesom jeg selv var vilde med at stå på langrendsski. Vores to gode instruktører tog os med på ture uden for løjperne, hvor jeg ellers ikke ville tage ud alene. For mig var det en ny udfordring og en helt fantastisk naturoplevelse." - Lone Højsgaard

”Min bedste oplevelse på Skarslia 2014 var klart den frihed, der var til at vælge til eller fra i forhold til fælles aktiviteter. Jeg havde nogle fantastiske oplevelser med bare få personer omkring mig, med ensomhed og tysthed, som jeg nyder rigtigt meget. Ligesom jeg havde en masse gode, fælles oplevelser med kyndig vejledning og dejlige mennesker omkring mig.” - Emil Kampp

"Området var storslået, stilheden var larmende, maden var god (vi lavede den selv). Et rigtigt godt koncept med plads til at være sig selv på tur eller sammen med andre, en tur, der giver én mere lyst til at udforske det ’hvide eventyr’, og en utrolig viden, der er til rådighed og udveksles blandt deltagerne. Nu har jeg ikke kun læst om det at overnatte og dyrke vinterliv på fjeldet, nu har jeg også prøvet det. Og det er ikke sidste gang. - Robert Kristinn

Sådan bygger du en snehule

Den ideelle sneskavle skal være mellem tre og fem meter høj og dyb nok til, at man kan grave hulens ønskede dybde. Jo stejlere skavlen er, jo kortere skal man grave sig ind, før man graver den egentlige snehule. Man får derved en kortere indgang til hulen. Der findes ikke noget facitsvar på, hvordan hulens udformning skal være, da det afhænger af antallet af personer, der skal sove i den.
Her er nogle enkle huskeregler til en snehule:
• Skavlen må max være 5 meter høj.
• Der må max være 50-100 centimeter fra hulens loft til toppen af skavlen.
• Loftet skal udformes med kuppelform (æggeskalsmetoden).
• Væggen skal minimum være 50 cm tyk.
• Åbningen skal være cirka 100 cm. Under sovehøjde for at skabe en kuldebro.
• Indgangen bør cirka være 150 centimeter lang.
• Lav en luftkanal med en skistav.
• Placer altid skiene foran indgangen og et par skistave på toppen, så hulen er tydeligt markeret udefra.

Vil du med på kursus i vinterfjeld med Opdag Verdens - KLIK HER...