Hård vind på Hardangervidda

Vinden hvirvler over granitblokken med en rungende lyd. Det føles som et jordskælv her i turbulensen bag blokken, der er på størrelse med et folkevognsrugbrød.

Mattias står med et neutralt ansigt bag store skibriller. Normalt er hans ansigt ellers fyldt med smil.

Asbjørn og jeg er ved at sætte de klistrende hel-feller under vores fjeldski – aflange blå skind, der omdanner ski til en Vandrestøvle helt uden tilbageglid. Vindstødenes usynlige hånd forsøger at rive fellerne fra os. De lange, klæbrige bånd dasker i vinden. Sådan er det også med vores ord:

”VI KØRER MED MATTIAS MELLEM OS,” skriger Asbjørn direkte ind i mit øre.

Skrigene er den eneste måde, vi kan tale sammen på. Vinden river og flår i vores jakker og hætter. Overdøver alt. Og rykker os i stadig vildere vindstød gradvist ud af vores komfortzone.

Vi forsvinder i snefoget
Til sidst lykkes det Asbjørn og jeg at få fellerne under skiene. Det er helt nødvendigt for at kunne stå fast i vindstødene. Men selv fellerne er ikke nok, skal det vise sig senere. Vi kører væk fra det tvivlsomme læ bag blokken. Ud i vinden.

Det begynder at sne. Så kraftigt, at både Asbjørn og Mattias af og til forsvinder fuldstændigt i snefoget, selv om de kun er nogle få meter foran mig. Jeg ser flere gange kun det bagerste af Matthias' ski. Sekundet efter er de begge synlige igen.

Mattias er den mindst erfarne af os, og i modsætning til Asbjørn og jeg har han ingen feller – men til gengæld har han et stort gå-på-mod, er i super form og godt ti år yngre end sine to +40-årige rejsekammerater. Lige foran mig ser jeg Mattias' tynde regnjakke.

I vindstødene er hans hud nederst på ryggen under rygsækken helt blottet. Og meget rød. Vi er i april, på femtedagen af vores hytte-til-hytte-tur over Hardangervidda, Nordeuropas største højfjeldsslette. Vi er på vej ind i en regulær orkan.