Du er her:
  • ARTIKLER
  • Hård vind på Hardangervidda

Hård vind på Hardangervidda

 Når turen næsten går galt

Et vinterkryds på fjeldski af Hardangervidda kan være en blæsende affære. Mildest talt. En aprildag oplevede jeg den absolut mest ekstreme vind, jeg nogensinde har været udsat for. En orkan, der tvang mig og mine to turgutter helt ud på kanten – og ind i en redningsaktion.

Skrevet af: Peter Nordholm Andersen
Opdateret den 09. jun 2021

Et vinterkryds på fjeldski af Hardangervidda kan være en blæsende affære. Mildest talt. En aprildag oplevede jeg den absolut mest ekstreme vind, jeg nogensinde har været udsat for. En orkan, der tvang mig og mine to turgutter helt ud på kanten – og ind i en redningsaktion.

Vinden hvirvler over granitblokken med en rungende lyd. Det føles som et jordskælv her i turbulensen bag blokken, der er på størrelse med et folkevognsrugbrød.

Mattias står med et neutralt ansigt bag store skibriller. Normalt er hans ansigt ellers fyldt med smil.

Asbjørn og jeg er ved at sætte de klistrende hel-feller under vores fjeldski – aflange blå skind, der omdanner ski til en vandrestøvle helt uden tilbageglid. Vindstødenes usynlige hånd forsøger at rive fellerne fra os. De lange, klæbrige bånd dasker i vinden. Sådan er det også med vores ord:

”VI KØRER MED MATTIAS MELLEM OS,” skriger Asbjørn direkte ind i mit øre.

Skrigene er den eneste måde, vi kan tale sammen på. Vinden river og flår i vores jakker og hætter. Overdøver alt. Og rykker os i stadig vildere vindstød gradvist ud af vores komfortzone.

Vi forsvinder i snefoget
Til sidst lykkes det Asbjørn og jeg at få fellerne under skiene. Det er helt nødvendigt for at kunne stå fast i vindstødene. Men selv fellerne er ikke nok, skal det vise sig senere. Vi kører væk fra det tvivlsomme læ bag blokken. Ud i vinden.

Det begynder at sne. Så kraftigt, at både Asbjørn og Mattias af og til forsvinder fuldstændigt i snefoget, selv om de kun er nogle få meter foran mig. Jeg ser flere gange kun det bagerste af Matthias' ski. Sekundet efter er de begge synlige igen.

Mattias er den mindst erfarne af os, og i modsætning til Asbjørn og jeg har han ingen feller – men til gengæld har han et stort gå-på-mod, er i super form og godt ti år yngre end sine to +40-årige rejsekammerater. Lige foran mig ser jeg Mattias' tynde regnjakke.

I vindstødene er hans hud nederst på ryggen under rygsækken helt blottet. Og meget rød. Vi er i april, på femtedagen af vores hytte-til-hytte-tur over Hardangervidda, Nordeuropas største højfjeldsslette. Vi er på vej ind i en regulær orkan.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

20170402 113034

Asbjørn (tv.) og Mattias (th.) suger nektar fra rygsækken med udsigt til Hardangerjøkulen i højderne syd for Finse på turens første dag.

På vej over Hardangervidda
Da vi fem dage forinden begynder krydsningen af Hardangervidda fra Finsehytten er vejret stille, og vi har flotte kig op på Hardangerjøkulens hvide ismasser. Næste dag glider vi af sted i vindstille forårssol, men dagen efter viser vestenvinden tænder.

10 sekundmeter kan i den grad mærkes, når man kører direkte op imod den, og vi får stort set ikke glid i skiene. Da vi når frem til hytten Litlos, tager vinden yderligere til. Vi ligger tre mænd i det lillebitte soverum og hører, hvordan vinden hyler og suser i udhæng og hyttens kroge. Det ryster endda i gulvet, når vindstødene knalder panden mod muren som en aggressiv gedebuk.

Næste morgen fyger det kraftigt. Ingen sigt. Vinden får hele huset til at knirke som et gammelt træskib i høj sø. Det vil være dumt at drage videre sydpå mod Hellevassbu – alle gæster på hytten er vejrfaste. Det er fascinerende at være blæst inde på den måde. At søge ud i naturen handler jo om at møde noget, der er meget større end én selv. Og mens jeg sidder i den varme hytte og betragter vildskaben dybt nede i en komfortabel lænestol, er det fedt at være isoleret på fjeldet.

Synsbedrag i sneen
Ud på eftermiddagen falder vinden til kulingstyrke, og lidt nervøse over vejret sætter vi ud på den ret korte strækning til Hellevassbu. Det bliver en flot eftermiddag med lidt læ under stejle klippesider. Solen spiller i snekrystallerne, der blæser over skiene i tynde tæpper. Bevægelsen i sneen skaber et synsbedrag, hvor man synes at blive skubbet tilbage, selv om vi roligt glider fremad.

Bænket i brændeovnsvarmen på Hellevassbu om aftenen, finder vi ud af, at vi med en meget tidlig start kan nå bussen næste eftermiddag fra Haukeliseter. Det åbner op for en aften og hotelseng i Oslo, inden flyretur til Billund dagen efter. Alternativet er midnatsbussen og tvivlsom – om overhovedet nogen – søvn på den syv timer lange natbustur til Oslo, så vi er topmotiverede på at få en frisk afslutning på turen. Det får vi.

Mildest talt.

20170403 103730

Flow på lækker snow. Morgensol på turens anden skidag fra Kjeldebu til Sandhaug – en dag, der lagde ud med lækker frostsne med det skønneste krystalbid i underlaget.

Ingen kviste, mere og mere vind
Næste morgen begynder det strygende. Vinden skråt i ryggen over en række flade søer i en langstrakt dal, og klokken ti er vi halvvejs fremme. Oslo – here we come! Nu går det stejlt opad mod søen Mannevatn, og gradvist går det nedad for min Oslo-jubel.

Problemerne begynder at banke på.

Det første problem handler om sigtepunkter. Hele vejen over Hardangervidda har vi fulgt lange striber af birkekviste i sneen med 20-30 meters mellemrum. Men på de syv kilometer op over Mannevatn og hen over en saddel, Vesle Nup, på ca. 1350 meter er der ingen kviste.

Næste problem: vindstyrken tager til. Andre skispor i sneen forsvinder. Mere vind. Flere gange kan vi ikke se hinanden på grund af snefygning.

Går vi overhovedet sammen?

Vinden tager mere til. Asbjørn og jeg råber til hinanden, at vi bør tage feller under skiene. En granitblok dukker op.

Og så er vi tilbage ved scenen fra begyndelsen af historien her.

Hvor fanden er vi?
Snefoget tager til, da vi går videre fra blokken. Mattias går mellem Asbjørn og mig. Vindstødene tager også til. Vi kæmper for at holde os på benene. Så vælter jeg første gang – skubbet til jorden af vindstødets fulde kraft. Derefter ryger Asbjørn. Så Mattias.

Det er ikke nemt at rejse sig med den ca. 15 kilo tunge rygsæk.

På et tidspunkt slynges vi alle tre til jorden på samme tid. Jeg tumler rundt. Vinden skubber mig hen over sneen, selv om jeg ligger ned. Op igen. Ved hvert vindstød presser jeg al min vægt forover ned i stavene. Alligevel vælter vinden mig omkuld. Igen og igen.

Asbjørn og jeg skriger til hinanden. Måske noget med at finde læ. Omtrent hvert femte sekund samler der sig så meget sne på min ganske store næse, at det rutsjer ned.

Vi skriger noget med, at vi for helvede ikke ved, præcist hvor vi er.

Der kan ikke være tale om at tage kort og kompas frem.

Mon dalen til venstre er vores pas?

Nej. Det kan ikke passe.

 

20170406 081921

Tynde snetæpper danser over det frosne underlag i nærheden af Hellevassbu på en dag med kuling og let fygning.

Asbjørn forsvinder
Vi fortsætter opad. Asbjørn forrest. Jeg bliver bag Mattias som aftalt. Får et glimt af Asbjørn højt over os. Han forsvinder ind i en stor snefane. Måske er der en klippeblok et sted deroppe i ingenting.

Alt er hvidt nu. Orkanen brøler.

Af og til kan jeg knap nok kan se mine egne ski. Det går stejlt opad. Mattias får tilbageglid på sine ski uden feller. Fældes af vinden. Roder rundt på sneen. Kan ikke rejse sig.

Jeg skriger af mine lungers fulde kraft, at han skal forsøge at spænde sine ski af. Tror, at der er en klippeblok i nærheden. Men det er kun noget, jeg tror. Asbjørn er ude af syne. Jeg står stille og kæmper for at holde mig på benene. Mærker, hvordan jeg alt for hurtigt afkøles, når jeg skal stå stille.

Så snart Mattias spænder den første ski af, glider og forsvinder den nedad – ud i tåge og snefog. Da han får den anden af, holder han fast i den. Ser pludselig Asbjørns fødder ved siden af mine ski. Han griber fat i mig og skriger et eller andet ind i mit højre øre. Ser sneen udviske hans fodspor med det samme. Gætter på, at han har fundet læ.

Min sidste tur nogensinde?
Så indtræder et lille minuts opklaring. Jeg får øje på Mattias’ mistede ski cirka ti meter væk. Den er blevet stoppet af den 30-40 meter fordybning, fygningen har skabt bag en lastbilstor kleppert af en granitblok 20 meter fra os. Asbjørn står deroppe. Vi fisker skien op og strider os mod vinden op til Asbjørn, der står i den smule læ, granitlastbilen tilbyder.

Hvad vi skal gøre?

Derhjemme er min Iben gravid med vores søn. Vinden og turbulensen er ekstra ekstrem bag blokken, og jeg kan se Mathias kæmpe uden at kunne hjælpe ham. Jeg er nervøs. Er det her min sidste tur nogensinde? Jeg vil gerne møde min søn.
Vi skal have fat i redningstjenesten – hvis der ellers er dækning på mobilnettet. Det har vi ikke haft i dagevis.

Først vil vi grave os ned og sætte os ind i vindposen, der er en del af vores sikkerhedsgrej. Jeg graver og hugger en fordybning i en snefane. Efter 10 minutter kan jeg ikke komme dybere ned. Klippe. Vi kan lige præcis få vindposen ned i hullet.

Jeg skal bruge alle mine kræfter på at stikke skiene ned i sneen; helt ned til bindingerne. Det virker som om, at tyngdekraften er femdoblet i den konstante, kontante vind. Selv her inde bag blokken i læ. Fascinerende. Skispidserne klaprer mod klippen som en gammeldags telegraf på speed.

Redningen
Inde i vindposen har vi heldigvis dækning på én ud af fire telefoner. Dog er der ikke noget SIM-kort i telefonen, da den er taget med som et videokamera. Så vi kan kun ringe op til redningstjenesten. Ikke modtage opkald.

Nu opdager jeg, hvor kold jeg er. Og helt gennemblødt. Det samme er Matthias. Mine tænder begynder at klapre. Vi får kontakt. En redningsaktion bliver straks sat i gang. Vi er stadig i tvivl om, hvor vi præcis er, men Asbjørn kommer i tanke om, at han har en kompasfunktion på sin iPhone, og vi giver redningstjenesten koordinaterne. Med møje og besvær får jeg tørt tøj på inde i den trange vindpose. Fingre og fødder er stadig iskolde, men jeg får det lidt varmere.

Vi aftaler med tjenesten, at vi ringer hver halve time for at høre, hvordan det går. Derefter slukker vi telefonen for at spare batteri. Den er vores livline. Udenfor raser vinden fortsat.

Efter en time er Røde Kors ved at fragte snescootere op til en station for brydningstjenesten ved Haukeliseter. Efter to timer er Røde Kors-folkene vist ved at være klar. Der har været en alvorstung stemning inde i vindposen, men nu forsøger jeg mig med en joke om, at det da kan være, at vi stadig kan nå vores eftermiddagsbus, hvis de snart får gang i de scootere.

Tre timer efter vores opkald når en lugt af benzin-os næseborene. Der står tre snescootere lige neden for vores nød-ly ved klippeblokken.

20170402 190912

Aftensmaden er klar på Kjeldebu. På den og andre DNT-selvbetjeningshytter er der et proviantlager med dåsemad og tørkost som f.eks. pastaskruer.

Burgerfest i varmen
Vi farer ned over fjeldsiden. Jeg omfavner en nordmand, der i den grad har styr på den store motor, der ryster under os. Det er klaret op. Det viser sig, at vi er kommet for højt op mod Vesle Nup. Passet, vi skulle have været igennem, er under os.

Før passet stopper redningsmanden scooteren ved et telt, hvor en af de to nordmænd er ret forkommen. Chaufføren sørger for, at der kommer en scooter mere op for at evakuere dem fra orkanen.

Senere samme aften fejrer vi på Haukeliseter Fjellstue, at turens afslutning trods alt gik godt. Vi fejrer det med store burgere og alt for dyre fadøl. Vi kan også fejre, at redningen var ganske gratis – en gave fra det norske civilsamfund til os og de andre fjeldgæster, der blev reddet den dag. Tusind tak for det!

På hytten møder vi flere af de nordmænd, vi tilfældigvis har fulgtes med over Hardangervidda. Flere af dem er yderst erfarne på vinterfjeldet, men siger alle, at de aldrig har oplevet en vildere vind.

To fyre er rigtig glade for, at det lykkedes os at få kontakt til redningstjenesten. De blev også reddet ned fra området. De havde sat sig bag en blok i deres sovepose. De var dog hurtigt blevet gennemblødt. Og de var blevet kritisk kolde.

Norsk piteraq?
Vi drøfter flere vejrteorier med de andre fjeldgæster. Har kold luft og vindretningen fra det næsten 1.700 meter høje fjeld, Nupsegga, presset blæsten ind i en dal, der har virket som en tragt? En tragt, som har speedet hastigheden op. Og som vores ikke-kvistede rute gik direkte igennem.

Eller måske har vi været udsat for en skandinavisk version af det, der på Østgrønland kendes som piteraq; en lunefuld faldvind fra Indlandsisen eller højtliggende fjeldplateauer, hvor lommer af kold luft styrter som laviner ned over terrænet mod kysten.

Piteraq kan nå helt op på dobbelt orkanstyrke og betyder noget i retning af 'det, der overfalder én'.

Flere timer senere finder jeg en kæmpe sneklump dybt inde i rygsækkens bæresystem. Den ekstreme vind har simpelthen kilet snekrystallerne ind gennem bittesmå sprækker. Mens jeg står der med den dryppende sneklump i den varme hytte, kan jeg ikke lade være med at smile. Derude i det knaldrøde område langt fra min komfortzone har vi mødt overvældende vindstyrker, jeg aldrig vil glemme. Jeg glæder mig allerede til at fortælle historien om den ekstreme vind.

20170404 161938

Jeg finder et gevir fra en af de vildrener, Hardangervidda er rig på. Vi spiste frokost i læ af vestenvinden ved læmuren i forgrunden på strækningen mellem Sandhaug og Litlos.


Hvilken type ski er bedst?

En bred fjeldski med stålkanter er som skabt til hytte-til-hytte-ture ad en mere eller mindre kvistet løjpe. Hvis der falder nysne på din tur, kommer du til kort med et par almindelige langrendsski. Vælg en fjeldski, hvor du kan lægge en halvfelle ned i skiens fæstezone. Så har du glid i skien, men står godt fast, når det går opad. Især på iset sne.

Køb alternativt et par feller til at dække hele skien. På lange stigninger og især i tæt tåge er det rart med fellerne, da det kan være næsten umuligt at se pludselige, stejle passager foran dig. 

Andre spændende artikler


Norge på langs. Alene. Om vinteren.

Norge på langs. Alene. Om vinteren.

Vårvinterski i Rondane

Vårvinterski i Rondane

Ekstrem ekspedition til Jan Mayen

Ekstrem ekspedition til Jan Mayen

Log ind