Du er her:
  • ARTIKLER
  • Begynder på fjeldski i Sydnorge

Begynder på fjeldski i Sydnorge

Sol og sne på jætternes hjemmebane

En uge på fjeldskikursus i Jotunheimen gav – bogstaveligt talt – mit rustne begynderskiløb mere kant, færre styrt og en endnu større glæde for vinterfjeldet. Stedet viste sig også at være et skiterræn, der har alt fra rolige begynderture til topkrævende bestigninger.

_DSC7840.jpg
Skrevet af: Peter Nordholm Andersen
Opdateret den 27. jan 2018

En uge på fjeldskikursus i Jotunheimen gav – bogstaveligt talt – mit rustne begynderskiløb mere kant, færre styrt og en endnu større glæde for vinterfjeldet. Stedet viste sig også at være et skiterræn, der har alt fra rolige begynderture til topkrævende bestigninger.

Solens stråler skyder sagte gennem de sprøde snekrystaller, der er spredt ud over den hårde sne under skiene. Hver krystal er som en lille diamant, der bryder lyset og spejler alle regnbuens farver.

Jeg er næsten ærgerlig over, at jeg knuser nogle af de små naturskatte med skiene, mens vi langsomt arbejder os opad. Men der er også noget pioner-agtigt over at indtage et bjerg, der tilsyneladende ikke har haft besøg i lang tid. En følelse, der booster min eventyrlyst.

Vi er for længst stoppet op for at tage fæller på skiene. Det er klistrebånd, der sættes under skiene. På ydersiden har fællen noget groft stof, der gør, at man ikke glider tilbage, selv om underlaget går stejlt opad. Fællerne virker fint.

Vi nærmer os toppen af Heimdalshøe (1843 m.o.h.), dagens mål. ’Vi’ er et par håndfulde fjeldglade danskere, der er af sted på en uges fjeldskikursus.

Cirka 70 personer deles om fem instruktører, der hver dag blandt andet underviser i ski-, og orienteringsteknik, i at grave snehuler, lærer os at sikre os mod laviner eller tager os med på alt fra korte, flade ture i terrænet omkring Gjendesheim til de stejle tinder, der er Jotunheimens særpræg.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

 DSC7835

Skiløb a la holdcykling
I dag er vi på vej mod en top, der er for øvede begyndere med god kondi. Instruktøren på topturen, Christian sætter os til at køre på en lang række for at holde et højt tempo og udnytte gruppedynamikken.

Forreste mand – eller kvinde – har det hårde arbejde med at trampe sneen til, og så følger vi andre efter i sporet. Når forreste person er blevet træt, så stiller han/hun sig ud til siden, lader flokken bevæge sig forbi og går så ind i sporet som den sidste.

Vi glæder os til at nå toppen og udsigten. Vejret har været nærmest perfekt de seneste fire til fem dage, mens vi har gæstet Jotunheimen – jætternes hjem. Sol, svag vind og flot frostvejr. God sne med et øvre lag, der er som skabt til turski: cirka 20 centimeter pulver oven på et noget hårdere lag sne.

Dybt nede under os får vi øje på bygningerne ved Gjendesheim, hvor vi startede ud i morges. Terrænet flader ud. Vi er på top-plateauet, hvor en tilfrosset og forblæst varde markerer det højeste punkt. Det er tid til billeder og smil.

Frygten for styrtet
For sjovs skyld zoomer jeg ind på bjerget Besshøe (2258 moh.) med kameraets 200 mm optik. Jeg forstørrer området ved bjergets top på displayet – og sandelig! På billedet kan vi se nogle skikkelser. Det må være den mere rutinerede gruppe, der startede samme morgen fra Gjendesheim med en anden instruktør – og altså er på toppen på samme tid som os.

Nu har vi alle en lang nedkørsel foran os, og en stille frygt prikker så småt i mig. I bussen på vej mod Jotunheimen var den meget tydelig. Jeg frygter styrtene. Som uskolet og med blot to-tre ugers erfaring over mere end 10 år har jeg en del kolde styrt på ishårde løjper at have min frygt i.

Sceneriet er som følge: Jeg kører stille og rolig af sted på en opkørt langrendsløjpe. Det går fint. I hvert fald så længe terrænet er jævnt. Uheldigvis er det langtfra altid sådan i lande som Norge, hvor der rent faktisk er sne om vinteren. Pludselig går det nedad. I værste fald meget stejlt. Hastigheden stiger og stiger.

Jeg forsøger at plove, men skiene tager ikke rigtig ved. Nu går det så hurtigt, at jeg er sikker på, at styrtet kommer. Alligevel overrasker det mig hver gang, hvordan cocktailen af fart og tyngdelov river benene væk under mig, og hvor ondt det kan gøre at få vredet fødderne rundt, inden støvlerne rives ud af bindingerne.

 DSC7846Telemarkens tjekkede teknik
Ja, sådan var i hvert fald det skrækscenarie, jeg havde bygget op inden turen. Men i løbet af de sidste fem dage har jeg fået undervisning og kendskab til to ting. Den ene er telemarkteknikken. Den anden er den bløde sne ude i terrænet.

Som mere end antydet er det ikke gået så godt med at plove. Men en hel dag ude i terrænet bag Gjendesheim gav mig ny inspiration. Jeg blev introduceret til Telemark-stilen. Den går ud på skiftevis at køre med den ene ski foran den anden, mens du går ned i knæene.

Den forreste ski kantes let og skubbes lidt ud fra kroppen. Så drejer du op i bakken. Når farten går ned, så skifter du ben, så den anden fod kører forrest, skien drejer til den anden side, du kører op i bakken, så farten sagtnes – og på den måde laver du det ene ’S’ efter det andet i sneen.

Det er dog lettere skrevet end gjort. Jeg fortsatte min meget lange serie af styrt i begyndelsen. Mine fødder går nemlig meget udad i bedste Fedtmule-stil, og de har ikke et indbygget talent for at plove. Men Telemark-teknikken er dog lettere at håndtere. Så langsomt, ved at træne intensivt, har jeg rent faktisk fået nogenlunde styr på sagerne.

 DSC7814Selvsikkerheden vokser
Det går i hvert fald op for mig, mens vi kører ned ad de stejleste skrænter på Heimdalshøe. Det går faktisk godt! Jo længere, vi kommer ned, jo højere vokser min selvsikkerhed. Ok, vi kører ikke direkte ned, men tager nogle lange zig-zag. Men for få dage siden var jeg helt sikkert styrtet her.

Samtidig har jeg i løbet af kurset også erfaret, at det ikke gør nær så ondt at styrte i den blødere sne i terrænet (medmindre den er vindpresset eller iset), når jeg sammenligner med de snetraktor-pressede løjper. Og farten er heller ikke så høj.

Et stykke nede af bjerget får terrænet en perfekt hældning, hvor vi glider nedad i en god, jævn fart. Pulverkrystallerne står ud til siderne, det kører rigtig fint med mine sving, jeg er til stede i nuet uden min frygt for styrt.

Det er ganske enkelt bare alt for fedt at glide ned, mens eftermiddagssolen tegner længere og længere skygger bag os. Overskuddet vokser. Følelsen over at mestre noget, der tidligere var svært, bobler i mig.

Jeg ser op, ser bjergene, mærker kulden mod ansigtet, men det er ikke koldt, det er klar, ren luft, jeg hiver ned i lungerne. Jeg er her lige nu, levende. Med bjergene, sneen, solen og fjeldet helt tæt på.

Et par dage efter i bussen på vej mod Danmark er min vigtigste tanke derfor: Jeg må tilbage igen!


 DSC7975Sådan graver du dig ned

Du er på skivandretur med rygsæk. Det begynder at blæse voldsomt og der stadig er langt til nærmeste hytte. Hvad gør du så? Jo, du graver dig ned i sneen og overnatter i den! Det giver dig læ, og inde i en sneklokke vil temperaturen ligge et sted mellem frysepunktet og fem graders frost.

  1. Saml en meget stor bunke sne sammen med de medbragte sneskovle. Er du for eksempel sammen med tre andre, så regn med en bunke med en diameter på ca. seks meter og to-tre meter i højden.
  2. Klap bunken grundigt.
  3. Grav dig ned i terrænet i læsiden. Omtrent en meter nede under snefladen begynder du at grave dig opad i sneklokken. Det er meget vigtigt, at indgangen kommer til at befinde sig lavere end gulvet inde i snehulen – det hindrer nemlig kulden i at trænge ind.
  4. Stik ski og stave ca. 40 cm ned i sneklokken. De markerer, hvor langt du kan grave loftet og siderne ud i hulen.
  5. Husk at grave et ventilationshul, når ’sovesalen’ er færdig – for eksempel ved at presse en ski ind i rummet og dreje den rundt. Det nedsætter blandt andet mængden af kondens.
  6. Husk at medbringe to soveunderlag per person. Har du for eksempel kun ét ThermoRest, vil kulden trænge op nedefra, især på hofterne, der ligger meget tæt på sneen under dig.

 DSC7779Frokost uden forfrysninger

En vindpose og en snespade kan give dig en lang og behagelig frokostpause – selv på en iskold og blæsende dag på vinterfjeldet. Vindposen kan også bruges til en nødovernatning, hvis du og din gruppe bliver fanget af dårligt vejr og ikke kan nå frem til en hytte eller anden ly for natten.

  1. Grav først et hul med en dybde på ca. 75 cm, 1,5 meter langt og 50-70 cm bredt. Smid sneen op mod vindretningen, så du får ekstra læ, når du er færdig. 
  2. I midten af hullets bund graver du endnu en fordybning – her skal du have dine fødder og underben. Med andre ord er det fundamentet for en bænk med plads til to personer.
  3. Stil jer ned i den dybeste del af hullet. Træk vindposen ned over jer, og husk at have en skistav mellem her. Læg gerne et sammenfoldet liggeunderlag på hvert sæde, så kulden ikke trænger op nedefra. Sæt jer forsigtigt ned, så vindposen spiles ud. 
  4. Placer skistaven i hullet i loftet. Tag madpakker og termokander frem – og hyg jer! 
  5. Husk at stille skiene ned i sneen, så det er nemt at finde dem igen (hvis det sner) eller en chauffør på en snescooter i høj fart kan se jer på afstand. (Foto: 8121).
  6. Inden du kører videre gennem landskabet, er det god stil at fylde sneen i hullet igen. Så undgår du, at andre vintergæster på ski dratter i hullet og eventuelt kommer til skade.

 DSC7926

Andre spændende artikler


På tur i vinterfjeldet med Opdag Verden

På tur i vinterfjeldet med Opdag Verden

Langrend, snesko og fjeldski i Skeikampen

Langrend, snesko og fjeldski i Skeikampen

Norge på langs. Alene. Om vinteren.

Norge på langs. Alene. Om vinteren.

Log ind