En uge på fjeldskikursus i Jotunheimen gav – bogstaveligt talt – mit rustne begynderskiløb mere kant, færre styrt og en endnu større glæde for vinterfjeldet. Stedet viste sig også at være et skiterræn, der har alt fra rolige begynderture til topkrævende bestigninger.
Solens stråler skyder sagte gennem de sprøde snekrystaller, der er spredt ud over den hårde sne under skiene. Hver krystal er som en lille diamant, der bryder lyset og spejler alle regnbuens farver.
Jeg er næsten ærgerlig over, at jeg knuser nogle af de små naturskatte med skiene, mens vi langsomt arbejder os opad. Men der er også noget pioner-agtigt over at indtage et bjerg, der tilsyneladende ikke har haft besøg i lang tid. En følelse, der booster min eventyrlyst.
Vi er for længst stoppet op for at tage fæller på skiene. Det er klistrebånd, der sættes under skiene. På ydersiden har fællen noget groft stof, der gør, at man ikke glider tilbage, selv om underlaget går stejlt opad. Fællerne virker fint.
Vi nærmer os toppen af Heimdalshøe (1843 m.o.h.), dagens mål. ’Vi’ er et par håndfulde fjeldglade danskere, der er af sted på en uges fjeldskikursus.
Cirka 70 personer deles om fem instruktører, der hver dag blandt andet underviser i ski-, og orienteringsteknik, i at grave snehuler, lærer os at sikre os mod laviner eller tager os med på alt fra korte, flade ture i terrænet omkring Gjendesheim til de stejle tinder, der er Jotunheimens særpræg.
