Ekstrem ekspedition til Jan Mayen

Det hele skulle foregå om vinteren, og da den eneste vej til Jan Mayen er via havet, kontaktede vi Borea Adventure på Island og hørte, om de ville stå for transporten.

Med Aurora havde besætningen, der bestod af skipperen Siggi og guiden Runar, tidligere organiseret ture til Jan Mayen. Men kun i sommermånederne. Efter en del overtalelse indvilligede de i at gøre forsøget i begydelsen af april.

Rigtig mange sagde, at det var rigtig dumt. Mange frarådede os at gøre turen. Og utallige var de, der sagde, at vi aldrig ville nå frem. Ishavet er, specielt om vinteren, et ugæstfrit sted med et lunefuldt humør og en ubarmhjertig sø.

Kombineret med Jan Mayens barske kyst, hvor der hverken er læ eller en havn at lægge til i, mente de, vi aldrig ville komme i land. Vi gjorde det alligevel. Sådan er vi bare.

”Det er som en oase af godt vejr, mens den kolde ishavsvind stadig pisker skum op på bølgerne 1600 meter under os.”

Søsyge
Det siges, at Herren våger over børn og idioter. Vejret er således strålende, da vi, 10 dage forinden Aurora skraber mod klipperne, sætter ud fra Island på den 400 sømil lange sejlads mod nord. Ved ufortjent godt mod og uforstående over for alle de gode råd, vi har modtaget, lovpriser vi vores foretagsomhed, som har bragt os ud på denne rejse.

Snart slutter fjorden, og vi vugger ud på åbent hav. Intet bortset fra en let, arktisk brise hjælper os mod nord, men de to meter høje bølger begynder hurtigt at komme efter os. Én efter én forsvinder vi tapre søulke ned under dækket til køjerne.

Maveindhold bliver tømt overbords, i toiletter og i middagsgryderne, inden de første 12 timers søsyge bliver til døsighed forårsaget af store mængder søsygepiller. Minutter bliver til timer, og timer bliver til dage uden der sker meget.

I enkelte stunder af foretagsomhed bliver is hakket fri af dækket, og mindre friske besætningsmedlemmer bliver madet med letfordøjelig mad. Selvom varmen er skruet op på fuldt blus, er der næppe over fem grader i båden, det er fugtigt, og det er vådt. Begrebet ’rustfrit’ viser sig at være rent bluf, da vores japanske mesterkokkeknive, uopslidelige karabinhager og ski, købt ind for en mindre formue, bukker under efter blot et par dage.

Efter 50 timer på havet skimter vi Jan Mayens karakteristiske form i horisonten. Det kræver dog en nat liggende for anker i Stationsbugten, inden vinden og bølgerne lægger sig tilstrækkeligt til at gøre en landgang mulig.

En gummijolle bliver pustet op, vi iklæder os de vandtætte overlevelsesdragter, der skal beskytte os mod det isnende vand, og langsomt bliver mandskab og udstyr fragtet på land.

Vores guide Runar gør sig sin betaling fortjent, da jollen flere gange kæntrer i de brydende bølger ved stranden, og kaptajn Siggi indgyder respekt hos os alle, da han meddeler, at han forbliver om bord på Aurora, mens vi som skibbrudne kravler i land på Jan Mayen, slår vores telte op og priser os lykkelige for at have fast land under fødderne, alt imens Auroras mast vugger som et pendul ude til søs.

Krateret
To dage senere vågner vi i bedste alpine tradition tidligt og er efter en god morgenmad af sted klokken syv. Vanen tro byder heller ikke denne dag på solskin her på øen, så vi indleder turen i et whiteout med en fugtig sidevind, der hurtigt iser mennesker, klæder og udstyr til.

Vi må konstant skrabe vores skibriller fri for is, mens vi bevæger os op på siden af Beerenbergs klassisk kegleformede profil. Efter 1200 højdemeter op er det tid til frokost. I en hyggelig fordybning drejer samtalen sig mest om, hvorvidt vi nogensinde skal komme fri af skydækket og se selve toppen, inden vi mætte sætter ud igen i godt humør på trods af det bistre vejr.

Et par hundrede højdemeter senere bryder vi fri af skyerne og kommer ud under en skyfri himmel uden tegn på vind. Det er som en oase af godt vejr, mens den kolde ishavsvind stadig pisker skum op på bølgerne 1600 meter under os.

Med klar udsigt til toppen begiver vi os op ad toppyramidens sydside, over en af Beerenbergs mange gletsjere og kommer til den endelige, stejle gryde, der leder hele vejen til kraterkammen. Da den sidste del af stigningen er på 45 procent, bliver skiene byttet ud med steigeisen.

Bundet sammen med reb i hold på to avancerer vi langsomt op, skifter til at gå forrest, og energireserverne begynder at slippe op, som solen langsomt nærmer sig horisonten. Efter 11 timers klatring når vi kraterkanten, og for første gang har vi udsigt 360 grader rundt. Yderligere en time på den eksponerede kam leder os op til den sneboldsformede top af Nordeuropas højeste, aktive vulkan. Til Fredriks store skuffelse er det eneste, vi ser nede i krateret, dog endnu et stille hav af is.

Nedturen
Styrket af solens sidste stråler klikker vi bindingerne på og retter skispidserne mod syd. Den hårde, isede sne er i løbet af dagen blevet byttet ud med noget, der bedst kan betegnes som vådsne under de første, stejle højdemeter ned ad.

Farten tager til, svingene bliver bredere. Det går hurtigt ned mod skyerne, der stadig har sit greb i Jan Mayen. Gps’en tager over, hvor øjnene svigter, og vi kommer sikkert ned over gletsjeren. Efter 13 timer, da vi endelig stopper, kan vi med god samvittighed tage lidt ekstra for os af aftensmaden og kalde det en dag.

De næste to dage bruger vi på kortere, regnfulde topture til Jan Mayens mindre toppe, mens vi venter på, at havet skal lægge sig nok til, at vi kan komme tilbage på Aurora med jollen og slutte os til den tålmodige Siggi.

Bandende og spyttende iskoldt saltvand trodser han elementerne og en række kolde dyp, mens vi atter iklæder os tørdragter og kæmper for at holde os selv og vores udstyr flydende, idet brydende bølger og vind kappes om at gøre vores færd så kompliceret som muligt. Om aftenen er vi atter samlet på båden og begiver os et par sømil ud i håbet om at finde læ for natten.

Fejlene
Selv Herrens tålmodighed med unge og idioter har åbenbart sine begrænsninger, for under den næste dags tidlige timer tager vinden kraftigt til i styrke, og radarbillederne viser, at et område med vinde på 40 knob raser mod syd på den kurs, vi har stukket ud mod Islands kyst.

Spørgsmålet, om hvorvidt vi skal vente stormen ud eller forsøge at sejle tilbage, forstummer, da de voksende bølger river vores ankerkæde itu og begynder at skylle os tilbage ind mod stranden.

Ikke videre motiverende for at slæbe det 35 kilo reserveanker fra agter til stævn på det tilisede dæk bliver vi enige om, at øen nu har erklæret os persona non grata – uvelkomne – og byder den farvel. Vi sætter sejl og håber på det bedste. Det skal vise sig at være fejl nummer et.

Braget, da vi tester Auroras holdbarhed mod Islands kyst, må have lydt vidt omkring.

Redningsaktionen
De som har formastet sig til at tro, at søsygen skal blive mildere på hjemturen, har taget grueligt fejl. Efter to et halvt døgn med fire meter høje bølger og enorme mængder opkast begynder motivationen, kræfterne og frem for alt tiden at rinde ud.

Vi har et fly ud af Reykjavik i morgen, men mere problematisk er kastevinde på op mod 100 knob, der viser sig at være mere, end Auroras dieselmotor kan hamle op med. Vi vælger at prioritere vores flysæder over vores ære og kalder efter hjælp. Fejl nummer to.

Efter at have fået fat i en lokal fiskerbåd på radioen får vi visuel kontakt med fartøjet ved 22-tiden. Det trodser stormen for vores skyld og har tilbragt to timer med at komme os i møde. Vi får straks medlidenhed med den tre mand store besætning, der bliver kastet rundt på båden, der er noget kortere end vores. Sejlet bliver taget ned og efter en imponerende manøvre lykkes det os at få fat i et næsten 100 meter langt reb, og vi fortsætter turen tilbage ind mod Islands kyst.

Med Auroras motor arbejdende på fuld kraft og hjulpet af trawleren, når vi i de tidlige morgentimer ind i fjorden. Med en havn inden for rækkevidde kommunikerer vi et hjerteligt tak for hjælpen og rebet slippes. Stressede, pressede og trætte fortsætter vi på fuld skrue. Fejl nummer tre.

Kollisionen
I mørket og den skummende sø må vi, hjulpet af en bølge, have sejlet ind i det tunge reb, og vi hører nu motoren kapitulere med et højlydt støn. Et ryk. Rebet bliver strakt ud til nye niveauer, knækker og rykker voldsomt i trawleren. Deres kaptajn bliver kastet overbord. Et ben bliver knust, da et andet besætningsmedlem kommer i vejen for rebet, der i voldsom fart flyver ind over deres dæk. Kæmpende for egen overlevelse overlader trawleren os til vores egen skæbne.

Vores skrue er håbløst fastlåst af rebet, og der er ingen mulighed for at sætte sejl i den hårde sidevind. Ude af stand til at kaste anker synes vores skæbne beseglet. Og det er her Runars desperate kommando forudsiger det uundgåelige:
”Min gode gud, vi kæntrer!”

Vi hører lyden af glasfiber, der skraber mod sten, inden vi skyller ind i havnen, undgår kun lige et par større fiskebåde, og endelig driver vi op på land til den klagende, knagende lyd fra kølen, inden vi endelig ligger stille lidt på siden. Braget, da vi tester Auroras holdbarhed mod Islands kyst, må have lydt vidt omkring selv gennem den hårde storm, for i løbet af få sekunder bliver lys tændt langs kysten, og en bil kommer langsomt kørende mod os.

Lokale småbåde bliver mobiliseret og sammen med den hårdt medtagne trawler, der nu atter har kaptajnen om bord, lykkes det os at komme fri, tøjre Aurora i havnen og komme på land.

Vi har desværre ikke tid til at dvæle ved situationen. Med 600 kilometer til Reykjavik og syv timer til flyet mod Stockholm går, er gode råd dyre. Stormen har holdt Islands luftrum lukket det seneste døgn, og der er nu kø for at komme væk fra øen, og vi kan ikke komme med et senere fly.

Men håbet er det sidste, der forsvinder, så vi hyrer en lejebil i havnen, laster den med mandskab og udrustning og sætter af sted mod den anden side af øen.
De sagde, at veje var lukket (de havde ret). De sagde, at vejret var for dårligt (de havde ret). De sagde, at der var for langt (for ikke at gentage, at tiden var for kort). Hvad de kort og godt sagde, var, at det ikke var muligt. Men vi gjorde det. Sådan er vi bare.

En ugæstfri ø

Jan Mayen ligger omtrent 700 kilometer nordøst for Island og 475 kilometer øst for Grønland. Øen har med beskedne 373 km2 ikke det store areal at byde på, men den er til gengæld hjemsted for Norges eneste aktive vulkan, Beerenberg, der samtidig er verdens nordligste aktive vulkan.

Den var senest i udbrud i 1985. Der bor ingen mennesker fast på øen, men der er en meteorologstation med en udskiftende bemanding på cirka 18 styk. Øen har ingen infrastruktur og ser blot et gennemsnit på 4,2 solskinsdage om året.

De skriver og fotograferer

Martin Letzter var den første svensker, der besteg The Seven Summits – det højeste bjerg på hvert af klodens syv kontinenter. Han stod desuden på ski ned ad dem. www.se7ensummits.com.

Fredrik Schenholm er geolog og fotograf med særligt fokus på ekstreme ekspeditioner, ofte i bjerge eller arktiske egne, og har taget billeder til en række artikler i Opdag Verden. www.schenholm.com.