Klichéen om at man kun er halvvejs, når man står på toppen, opnår helt ny betydning, da Martin Letzter, Fredrik Schenholm og venner sætter af sted for at bestige verdens nordligste aktive vulkan og stå på ski ned ad dens bratte sider. For vandene i Ishavet er forræderiske, og sejlturen i den 60 fod lange sejlbåd Aurora bliver den største udfordring.
”Min gode gud, vi kæntrer!”, hyler vores guide Runar gennem den 40 knob stærke storm omgivet af kulsort nul grader varmt vand og fire meter høje bølger.
Siddende under dæk iført vandtætte overlevelsesdragter og redningsveste griber vi fat i hinanden og venter på det, der synes uundgåeligt. Fanget herinde i skroget mærker vi kollisionen med al tydelighed. Lyden af glasfiber, der skraber mod sten, som den engang så stolte 60 fod lange Aurora hjælpeløst kastes mod klipperne.
Det er nogle måneder siden, at vulkanfanatiker, geolog og fotograf Fredrik Schenholm hørte, at de norske myndigheder havde besluttet sig for at lukke vulkanøen Jan Mayen i Ishavet for offentligheden. Ikke at øen, der hverken har havn eller landingsbane, men til gengæld sølle 4,2 dages solskin årligt, hidtil har været det store trækplaster for turister.
Fast besluttet på at fotografere den 2277 meter høje vulkan Beerenberg, der udgør den største del af øen, besluttede han sig for at drage af sted. At Beerenberg samtidig byder på det nordlige Europas længste uafbrudte skiløb fra toppen af krateret til havoverfladen var en ekstra bonus, der hurtigt fik en lille gruppe inkarnerede skiløbere til at tilslutte sig projektet.
