Vintertur i telt på Hardangervidda

Start i snestorm
Læsset med ski, telte, spader, vanter og huer nok til at holde en hel børnehave varm, begiver vi os i tog mod det norske højfjeld. Da jeg forsigtigt stikker næsen ud af toget på Finse Station, toglinens højest placerede station i 1222 meter over havet, bliver jeg blæst ud af toget og ned på perronen af en kold snestorm.

Fra Finse har vi planlagt at gå mod vest i håb om at møde blød puddersne. Finse ligger nemlig lige på vandskellet og grænsen mellem det norske Øst- og Vestland. Der falder meget mere sne i det kystnære Vestland end det tørre indlandsklima i øst. Derfor er der større chance for sneparadis ved at gå mod vest.

Vi skutter os i stationsbygningen, skuler ud på det hvide larmende intet. Ingen smukke postkortlandskaber er at skue. Vi ordner vores oppakninger og gør klar til afgang i slowmotion. Kampen mod elementerne udenfor er ikke videre fristende. Men ud skal vi jo. For vi skal på telttur uden for lands lov og ret, og det kan altså ikke foregå inde i en stationsbygning midt i et hytteområde.

Turglæde
Da jeg først står ude, hvor elementerne har taget kontrollen, stiger en gevaldig fryd op i mig. En fryd over igen at mærke naturen ruske i mig og forsikre mig om, at jeg er i live.

Den monotone lyd af vinden, der pisker mod hætten, og tanken om, at den aldrig kan få fat i mine ører under fire lag tøj. Fornemmelsen, det giver, hver gang skiene glider fremad gennem den bløde sne næsten af sig selv. Rygsækken, der tungt læsset til en uges eventyr, får mig til hive iskold luft ned i lungerne, som var jeg en støvsuger.

Et sted derude bag det rasende virvar af sne troner Hardangerjøkulen. Det er en stor gletsjer, der rejser sig 600 meter op over fjeldvidderne. Det var på dette isslot, at tyskerne i et anfald af storhedsvanvid, besluttede at anlægge en landingsbane til fly.

Når Finse er i dette rasende humør, virker det helt grotesk at forestille sig, at tyskerne valgte netop dette sted som flyvebase. For at udjævne gletsjersprækkerne strøede de 600 sække træflis ud på isen. Men lige meget hjalp det. Det første fly, der landene på gletsjeren, endte i en issprække.

Mens sneen pisker i ansigtet, kan man gå i den stride modvind og tænke over, om det mon var det norske vejrs bidrag til modstandskampen under 2. verdenskrig.

”Det er let at forstå, hvorfor George Lukas valgte netop dette surrealistiske landskab som location for en sneplanet i Star Wars.”

Koordinationsøvelser
Efterhånden som timerne passerer, og afstanden til hytteområdet bliver større og større, begynder kulden at bide sig fast, fingrene at blive følelsesløse, og brokkeriet i København bliver sat i perspektiv. Måske sendes der også en enkelt misundelig tanke til kollegerne i sydens sol. Det er tid til at slå lejr.

Det tager tid at finde en plads, som ligger i sikkerhed uden for lavinefare. For med så dårlig sigtbarhed er det umuligt at se, om en snedynge hænger lige over os i det bakkede landskab og truer med at begrave det lille telt i sne.

Med konsultation af kort og diskussion lykkes det at finde en sikker plads på en frossen sø. Teltet bliver slået op, læmuren gravet og tørmaden fundet frem fra rygsækkene. Alt foregår i nøje orkestrerede bevægelser, for alle ved præcis, hvad der skal gøres. Kogeapparat bliver tændt og sne sat over til optøning.

Det får hurtigt sigtbarheden i teltet til at blive lige så lav som uden for teltet. Men hvor smager slatten kartoffelmos godt, når den indtages i soveposen i et telt, mens maven skriger efter mad. Mæt og træt lægger jeg mig til at sove, mens jeg nyder at lytte til vinden, der hyler forbi over teltet, men ikke kan få fat i teltdugen, fordi vi har bygget en hel fæstning af en læmur.

Blød sne og hård is
De næste dage fortsætter vi vestover fra Finse. Vi træder vores eget spor i den uberørte, bløde sne. Stilheden fra landskabet planter sig inden i os. Der bliver ikke sagt meget, vi går og betragter de endeløse, mennesketomme landskaber strække sig ud foran os.

Det klarer ikke synderligt op, og vi har stærk modvind i ansigtet. Derfor beslutter vi at ændre retning efter et par dage. Vi går tilbage mod øst, nord om Finse. Vi har nemlig en forhåbning om, at vejret er bedre østpå, hvor der er indlandsklima.
Og ganske rigtigt, da vi når om bag bjergene, der skiller Vest- fra Østnorge, møder vi solen. Det virker næsten magisk.

Om det er en tilfældighed, er ikke til at sige, men det er i al fald sikkert, at der er faldet mindre sne på den anden side af bjergene. Så hvor det dårlige vejr var problemet på vestsiden af bjergene, så bliver mangel på sne nu problemet på østsiden. Den lækre pudder er her blevet erstattet af hård is, som solen har hærdet i dagevis.

Til tops
Vi nærmer os nordsiden af Hallingskarvet. Det er et stort fjeldmassiv, der rejser sig 800-900 meter over flade Hardangervidda i syd og ligner mest af alt en vinterudgave af Ayers Rock i Australien. De fleste dage er det ikke muligt at bestige bjerget. Man vil nemlig være enormt udsat på toppen med langt til nærmeste tilflugtssted. Og det er vanskeligt at finde sikkert ned fra det stejle massiv i whiteout.

Men i dag skinner solen fra en frostklar himmel. Sneen knitrer under skiene, som stålklingerne skærer sig gennem den. Da vinden er noget blidere ved os, end ved tyskerne under 2. verdenskrig, beslutter vi os for at lægge ruten tværs over bjerget. Vi konsulterer kort og planlægger at følge en rute markeret med kviste op til toppen for derefter at køre på langs ad massivet.

Vi går over en bundfrossen fjeldsø. Brydninger i isen skaber en eventyrverden af isformationer under os. På søens bredder troner fjeldvæggene næsten lodret op til alle sider og lukker søen inde. Snedynger på toppen af fjeldvæggene har løsrevet sig og er rullet ned midt på søen. De har trukket lange spor efter sig i sneen på fjeldsiderne.

Vi nærmer os den stejle bjergvæg, som udgør Hallingskarvets nordside. Jeg kan ikke se noget sted, vi kan komme op. Mon ikke en skjult bakkedal vil komme til syne bag et fremspring?

På toppen af verden
Men nej. Jeg får øje på de små kviste, der tegner en næsten lodret rute op ad fjeldvæggen parallelt med løbebanerne fra den nedrullede sne. Væggen er så stejl og sneen så hård og glat, at vi tager skiene på nakken og går op.

Kravleturen er på ingen måde forgæves. Udsigten er fortryllende. Hardangervidda, der før lå skjult af Hallingskarvet, er kommet til syne. Store, bløde dyner af sne med en kæmpe hovedpude i midten, som må være den store gletsjer Hardangerjøkul. Landskabet ligner en fjern, ubeboet planet. Det er let at forstå, hvorfor George Lukas valgte netop dette surrealistiske landskab som location for en sneplanet i Star Wars.

Vi kan dog ikke blive hængende her på toppen af Hallingskarvet og filosofere over Star Wars og sneplaneter. Vi må køre på langs ad massivet og finde ned inden vejret skifter. Jeg glæder mig til nedkørslen gennem blød puddersne, men skuffes.

Stenhårdt skareføre afkræver i stedet akrobatiske færdigheder i at balancere nedad på to tynde brædder med tung rygsæk på. Vel nede og med genvunden kontrol over skiene er der blot nogle få timer tilbage til civilisationen. 'Campingferien' er slut.

Med solbrillemærker på kinderne er det tid til atter at vende tilbage til grå København og mine bikinibrune kollegaer. Indtil fjeldabstinenserne igen bliver for store. Og jeg igen vil pakke teltet og søge mod de hvide og ubarmhjertigt forblæste vidder.

Den mere komfortable tur

Hvis telttur ikke lyder videre tiltalende, så overvej at tage på tur fra hytte til hytte. Den norske turistforening har hytter strategisk placeret med en dagsmarch mellem i de fleste fjeldområder i Norge. Nogle hytter er betjente og serverer mad og varme bade. I andre hytter må man selv medbringe nøgle, varme op og lave mad. I de fleste selvbetjeningshytter kan man købe tørmad.

Fra omkring påske markerer den norske turistforening deres skiløjper med kviste. Følger man disse spor, er det lettere at orientere sig, og man slipper ofte for at træde sine egne spor. Hvis man da ikke tager af sted i påsken, møder man sjældent folk på selv de kvistede løjper. Læs mere på www.turistforeningen.no.
BOKS SLUT

På tur i Norges sne

Hardangervidda er et oplagt turområde, da det ligger højt, så der er sne langt ud på foråret. Det bølgede landskab er ideelt til lange dagsetaper, og generelt gør det offentlige transportnet det let at komme til fjelds i Norge. Der findes derfor også mange andre turskiområder i Norge, som er lette at komme til. Lad dig for eksempel inspirere på www.ut.no, som er den norske turistforenings side med forslag til ture. Tjek også www.turistforeningen.no.

TIPS TIL VINTERFJELDTUREN

Tager du normalt på tur om sommeren, men har fået lyst til vintereventyr, så følger her et par tips til, hvad man skal gøre anderledes på vinterfjeldet end sommerfjeldet.

Mere brændstof
Da det kan blive enormt koldt om vinteren, kan det være problematisk at bruge gasbrænder. Gas har svært ved at brænde i hård frost. Derfor kan en benzinbrænder være en god idé at medbringe.

Om vinteren bruger man cirka dobbelt så meget brændstof som om sommeren, da man oftest skal smelte sne til vand. En tommelfingerregel hedder, at man skal beregne to deciliter benzin per person per dag.

Større telt
I modsætning til om sommeren bliver det tidligt mørkt, og man opholder sig derfor mere inde i teltet. Derfor er det en god idé at tage et lidt større telt med, end man ville gøre om sommeren. Et telt med fortelt er en god idé.

Her kan man nemlig fjerne sneen, så man kan stå oprejst i teltet. Derudover fungerer hullet som 'kuldegrube', hvor den koldeste luft siver ned, mens den 'varmere' bliver oppe i sovehøjde. Lad pløkkerne blive hjemme, for de kan ikke stå fast i sneen. I stedet kan man bruge særligt store snepløkker eller ski og stave. Eventuelt kan man fylde teltposen med sne, binde den i en bardun og grave den ned.

Varmere beklædning
Det giver sig selv, at man skal have varmere tøj på om vinteren end om sommeren, men man behøver til gengæld ikke at have vandtæt tøj på. For med mindre man er af sted sent på sæsonen, så regner det ikke.

Mere sikkerhedsudstyr
Sikkerhed er også noget lidt andet om vinteren. Her hører en skovl og evt. en vindsæk med til sikkerhedsudstyret, så man hurtigt kan grave sig ned eller sætte sig i læ. Hvis man vil gå stejlt, hører lavinesøger og sondestang også med til udstyret. Kendskab til skredfare og hvordan man graver sig ned, er selvfølgelig også nødvendigt.