Vildmarkslængslen og fjeld-abstinenserne vokser sig hurtigt store i vintergrå København. Med telt på ryggen og fjeldski under fødderne er det bare at stikke af sted ud over Norges uberørte fjeldvidder, og lade vildmarkslængslen få fuldt udløb.
Kulden trænger sig gennem mine handsker, hurtigere end jeg kan nå at cykle slalom mellem sjapdyngerne på cykelstien til arbejde. Og solen har for længst sagt både goddag og farvel, inden det er tid at cykle den anden vej igen.
Det er København om vinteren. Koldt og mørkt. Mine kolleger bestiller charterferier til Mallorca og Thailand i fortvivlelse over vintermørket og kulden, som de mener, har nået sibiriske tilstande. Jeg kan heller ikke lade være.
Jeg bestiller også billetter. Men den anden vej – mod mere mørke og kulde. For frostens bid i mine fingre giver mig abstinenser. Og den grå sjap og de mange mennesker på fortovene i København får mig til at længes mod vidder med ren hvid sne og vildmark.
Min billet går via Bergen til Finse i Norge. Til hvide og ubarmhjertigt forblæste vidder. Til en uges skitur. I telt. I minus 15 grader og snestorm. Og jeg glæder mig. Det er der, jeg har det bedst. Kollegerne ser mistroisk på mig:
"Skal du på campingferie i Norge om vinteren?"
Ja, det er lige, hvad jeg skal.
Det tager ikke lang tid at overtale et par venner til, at en uge på 'campingferie' er den rette flugt fra sjapbyen. Kort bliver studeret, vejrmeldinger indhentet og ruter overvejet.
”En fryd over igen at mærke naturen ruske i mig og forsikre mig om, at jeg er i live.”
