Sommerski og kajak i Vestnorge

Op mod forårets vinter
På denne majeftermiddag hopper vi i bilen og kører ud mod havet. Ved Isfjorden drejer vi af mod Vengedalen og fortsætter ad af en de bom-veje, der er en velsignelse for alle, der, lige som os, vil op i Norges bjerge.

Det koster godt nok 30 kroner at køre på vejen, men hvad gør det, når det giver os nem adgang til at komme op gennem skoven, der er tæt på den stejle bjergside, og helt op til trægrænsen?

Vi når dog ikke højere op end 400 meter, inden vejen forsvinder ind i en kæmpesnedrive, der gør det umuligt at fortsætte. Men pyt, vi spænder skiene på, efterlader bilen og fortsætter op.

Den dybe sne gør det en smule svært at fatte, at sommeren ligger og lurer lige om hjørnet. Birketræerne har dog ingen problemer med at forstå det, for selvom deres stammer er dækket af meterdyb sne, så er deres blade allerede ude og varsler varmere tider.

Det regnede nede i dalbunden tidligere på dagen, men her oppe er nedbøren kommet som den fineste sne, så den bløde forårssne er nu dækket af et fint, ti centimeter tykt lag nysne.

Udsigten ud over de sneklædte bjerge og ned over fjorden, hvor krydstogtskibe trækker spor i det grønne vand, er så klassiske norsk, som det bliver – smuk, imponerende og storslået.

Aftenski i puddersne
Klokken er kvart i ni om aftenen, da vi når op på kammen mellem Blånebba og Mjelvafjellet. Her oppe er det stadig, som om vinteren har overtaget, men der er ingen grund til at haste ned.

Det er lyst længe så sent på foråret, og det bliver kun helt mørkt et par timer midt på natten. Regnen tidligere på dagen har skabt et tykt lag tåge, der desværre ligger som et tungt låg over Romsdal, men her oppe er der klart. Og nu er der kun en vej frem – nedad.

Vi tager fællerne, der gør det nemmere at gå op ad, af skiene og begiver os ned gennem aftenen. Med den nyfaldne sne bliver det, der kunne have været en sjasket affære, i stedet et vinterditto, hvor puddersneen står op i støvskyer bag os. Det sidste stykke ned mod skoven leger vi storslalom mellem klipper, der stikker op fra den bløde sne, mens pudderet stadig flyver bag os.

”Ikke lige, hvad jeg havde forventet her i slutningen af maj,” smiler Tormods kæreste Siri begejstret, da vi spænder skiene af nogle hundrede meter fra bilen.

Sent på aftenen kommer vi frem til vores hytte i dalen. Det, der var sne i bjergene, er regn hernede, så vi sætter grillen ind under verandaens halvtag. Ved midnatstid slutter Fredrik Ericsson dagen af med en svømmetur i fjorden. Vandet er seks grader varmt.

Flydende på det blågrønne
Nogle dage senere har vi forladt Romsdal. Efter et mislykket forsøg på at krydse over Trollstigen via 11 de hårnålesving, der bevæger sig op i 850 meters højde, står vi nu og kigger ud over en af verdens mest berømte fjorde – Geirangerfjorden.

Flere hundrede meter under os ligger den blågrønne fjord, og bjerge, der er flere kilometer høje, falder brat lige lukt ned i vandet. Længst inde i fjorden ligger den lille by, Geiranger, der blot har et par hundrede indbyggere, men byder op mod 10.000 besøgende velkommen i højsæsonen – dagligt.

De næste dage bliver Geiranger også vores base. Vi bestiger flere toppe, men det er den tredje dag i byen, der er den mest mindeværdige. Sammen med en guide tager vi på en fire timer lang tur i havkajakker på Geirangerfjorden.

Målet er det verdensberømte vandfald De Syv Søstre, der ligger nogle kilometer ude i fjorden. Da vi er halvvejs ude ved vandfaldet, lige inden fjorden knækker, kommer store bølger rullende mod os.

Det må være et stort skib, der er på vej ind mod Geiranger, men vi kan ikke se det endnu. Få minutter senere leger vi kylling med det 294 meter lange Queen Victoria. Det kræver dog ikke et geni at gennemskue magtforholdet i den leg, og snart ror vi nærmere ind mod bredden. Vi vinker til passagererne på det enorme krydstogtskib, og de klapper ned mod os.

Eftermiddag på snefjeldet
Kort tid efter driver vi hen mod vandfaldet. Det er svært at begribe, at der er 250 meter op til kanten, hvor vandet slipper bjerget og plasker ned mod fjorden. Det er fantastisk, men når det kommer til udsigten, er det smukkere at kigge på vandfaldet lidt på afstand.

Efter en hurtig frokost tilbage i Geiranger by tager vi bilen op mod bjergene. Vi må droppe planen om 1500 meter høje Dalsnibba, der ellers byder på en af Norges mest kendte udsigter fra en af de få toppe, man oven i købet kan køre i bil til toppen af, da vejen bliver blokeret af en tre meter høj snevæg i 1000 meters højde. Og det er altså den 23. maj.

I stedet for Dalsnibba bestemmer vi os for det nordvendte bjerg Blåtind. Opstigningen er monoton, men det er udsigten fra toppen langt fra: Et 360-graders panorama af stejle bjergvægge, der strækker sig mod himlen. Vi ved, at fjorden ligger dernede et sted, men den forsvinder bag bjerge, sne og gletsjere. Sent på eftermiddagen glider vi ned mod bilerne i våd sne. Fantastisk.

Farvel til vinteren
Næste morgen drager vi mod nord og de populære toppe Kvitegga og Blåfjellnibba. Vi parkerer ved en gård nogle hundrede meter over fjorden. Der er stadig masser af sne på toppene og et godt stykke op til snegrænsen, men vi kommer nemt frem, da stien er belagt med sten. Da vi når sneen nær passet, fortsætter vi på fæller op gennem den stejle dal – op mod årets sidste skitur.

Efter nogle timer i varmen, når vi toppen af 1489 meter høje Kvitegga. Vi snupper en kort pause, inden vi begiver vi os ned over østryggen af bjerget, der som en bred orm snor sig ned mod fjorden langt, langt under os.

Udsigten ud over de sneklædte bjerge og ned over fjorden, hvor krydstogtskibe trækker spor i det grønne vand, er så klassiske norsk, som det bliver – smuk, imponerende og storslået. Og så med ét slutter sneen og dermed også vinteren for os. Vi sætter os på nogle sten og drikker det sidste vand i drikkedunkene.

Over os ligger de sneklædte tinder, der klamrer sig til de sidste rester af vinteren i det nordnorske. Under os lokker fjordens blågrønne vand, solen og sommeren. Måske vi skulle tage endnu en tur, eventuelt se, om Trollstigen er åbnet, og vi kan klemme endnu en skitur ind? Snart bliver vi dog enige om, at vi er tilfredse. Sommeren vinder – igen i år.

Blå bog – Fredrik Schenholm

Svenske Fredrik Schenholm er professionel fotograf og lever at tage landskabsbilleder og følge folk på ture i naturen, hvad enten der er tale om skiture, klatring eller bjergbestigning, cykling, vandring eller basejumping.

Det har blandt meget andet ført ham til den arktiske kulde på Svalbard, op ad massive lodrette klipper i Yosemite National Park, højt op på Mt. Everest og på toppen af Japans hellige Mt. Fuji. Se flere af hans fantastiske billeder på www.schenholm.se.