I kajak på Geiranger-fjordens klare vand

Vi passerer de enorme, opankrede cruise-skibe, da vi glider ud af campingpladsens lille bådehavn, og Geiranger bliver mindre og mindre bag os.
Det er som at sejle ind i en anden verden.

En fantastisk stilhed erstatter lyden af mennesker og afbrydes kun af strandskadernes skingre skræppen og den stille klukken, når pagajerne glider gennem det klare, grønne vand. Fjorden ligger som et spejl mellem de stejle fjelde, og vi føler os pludselig meget små.

Sover højt over fjorden
Første dag bruger vi på at lære kajakken at kende og nyde omgivelserne. Det gule monstrum af en kajak er utrolig stabil, og vi føler os hurtigt komfortable. Faktisk bruger vi en del af tiden med hovedet lænet tilbage og blikket stirrende mod fjeldspidserne. Flere steder rejser næsten lodrette fjeldvægge sig op mod 900 meter over fjorden. Hvide fingre af smeltevand vælter ned fra fjeldene og bryder de grønne og grå fjelde med mellemrum. Vi kan høre brusen fra de største vandfald flere hundrede meter væk.

Vi har besluttet os for at campere første nat ved en fjordgård ikke så langt fra selve Geiranger. Vi ankommer om eftermiddagen og får slæbt kajakken på land. Vi må bære telt, soveposer, mad og vand op til gården, for vi har ikke plads til rygsække med mad og grej til seks dage. Desværre har vi ikke bidt mærke i, hvor langt der er op til gården, og det viser sig, at de 400 højdemeter tager halvanden time at forcere. Det er derfor med meget lange arme, at teltet bliver slået op. Heldigvis opvejer solnedgangen og den fantastiske udsigt ned gennem fjord-dalen det hele.

Fjordgårdene, der ligger på små, flade partier på fjeldene langt over fjordene, er ikke i brug mere, men blev bygget, da der var mangel på jord. Flere er stadig i privat eje og bruges som sommerhuse, mens andre bliver vedligeholdt af lokalhistoriske foreninger. Det er muligt at overnatte i eller ved flere af dem. Stierne er stejle op til gårdene, og tungen skal indimellem holdes lige i munden. Man kan ikke lade være med at undre sig over, hvordan folk kunne overleve på så lidt plads, så afsides og med så svær adgang.

Skib bortfører kajakken
Vi kommer hurtigt ind i vores egen dagsrytme og føler os nu hjemmevante i den store, gule kajak. Selv ind- og udstigning ved de stejle klipper eller bådebroer er nu ikke noget, vi bekymrer os om mere. Det er, ikke overraskende, en noget anden oplevelse at se landskabet glide forbi fra en kajak end at vandre. Det er let at holde en ret kurs og blot nyde omgivelserne, solen og den salte luft i næsen med kortet liggende i en vandtæt lomme foran os og det fodbetjente ror. Vandet er uhyre klart, og ofte kan vi se klipperne forsvinde langt ned i dybet under os. Selvom vi sidder tæt hele dagen, er det ofte ikke nødvendigt at tale. De synkroniske pagaj-tags skvulpen holder takten, og den rolige gliden gennem vandet giver virkelig fornemmelsen af at rejse mellem fjeldene.

En dag til frokost kommer vi forbi et gammelt slæbested med et bådhus. Det er et perfekt sted til i solen at nyde lidt mad, så vi trækker kajakken op på det tørre og fortøjrer den til bådhuset. Et af de store krydstogtskibe kommer forbi, mens vi spiser vores frokost, og den sædvanlige kølbølge følger efter et par minutter. Når man sidder i kajakken, er det ikke noget problem, man duver bare lidt op og ned som en ælling, men ved land er bølgen større og skyller gerne op mod klipperne. Jeg kommer i tanke om, at redningsvestene ligger ved siden af kajakken og vil lige tjekke, at de ikke er blevet skyllet ned af bølgen.

Ovre på den anden side af bådhuset ser jeg forfærdet, at kajakken ligger 20 meter ude på fjorden og stille og roligt driver væk. Kølbølgen har åbenbart løftet den, selvom kajakken var trukket helt op på land, og knuden til karabinhagen er bristet. Efter en meget hurtig rådslagning hopper jeg i det kolde vand og får uden problemer trukket kajakken med mig ind. Noget overraskede må vi konstatere, at man skal tøjre sin kajak ordentligt. Heldigvis er det en varm og solrig dag, så jeg tørrer på få minutter, og vi er hurtigt på farten igen.

Hører marsvinenes udåndingspust
Efter tre dage er vi nået ud i en større fjordarm og vender nu rundt, tilbage mod Geiranger, og har derfor god tid til at udforske fjorden. Vi står gerne meget tidligt op, gerne ved firetiden, hvor det allerede er lyst. På det tidspunkt ligger fjorden altid hen som et spejl, og der er stort set ingen både – vi har ofte fjorden helt for os selv, mens fjeldene på den ene side af fjorden stadig ligger i skygge.

Det er også på det tidspunkt, at vi oplever mest dyreliv. Marsvinene både ser og hører vi på lang afstand, når deres udåndingspust hænger i morgensolen som en lav dis. Strandskaderne med deres flotte, røde næb og skingre skrig følger os ofte på vej langs de blæretangs-klædte klipper, og indimellem ser vi små laks springe helt fri af vandet. Vi passerer små, dunede måge-unger, der sidder på klipperne, mens forældre-fuglene skeptisk observerer den lange gule tingest, der passerer.

En af de sidste dage ser vi en havørn sidde i et træ længere fremme. Den letter på sine enorme vinger, da vi kommer tæt nok på, og flyver et par hundrede meter hen langs kysten og finder sig et nyt træ. Det gentager sig adskillige gange, og vi føler næsten, at vi har fået os vores helt egen vejviser.

Desværre lykkes det os ikke at fange hverken nogen af de laks, sej eller torsk, som fjorden huser. Til gengæld finder vi masser af store blåmuslinger, som kan plukkes ved lavvande. Efter en let kogning bliver de stegt i olivenolie på Trangia’en og fortæret få meter fra vandkanten sammen med pasta og et krus iskoldt smeltevand. Lækkert.

Pludselig er vores seks dage med bagdelen i vandskorpen overstået, og vi kan se tilbage på en tur med helt anderledes oplevelser fra Norge, end vi tidligere har haft. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi har oplevet Norge fra en kajak.