Havkajak på Hardangervidda

Kold kontrast til kysten

Der er i hvert fald ikke helt den harmoni over scenen, jeg havde fantaseret om. Det er snarere en kamp at entrere det eventyr, vi nøje har planlagt. Planen er at ro cirka ti kilometer ind i Geitebufjorden – nordmændene kalder gerne store søer for fjorde – og finde et godt sted at telte i en stump skov, der lige nøjagtig kan klare sig heroppe nær trægrænsen. Dagen efter vil vi gå til toppen af Reksjåeggi, der med sin topvarde i 1.480 meters højde er et af de højeste fjelde i det sydøstlige hjørne af Hardangervidda.

Dagens første tunge ro-tag, temperaturen under ti grader og blæsten står i skarp kontrast til det romiljø ude ved kysten, vi kom fra aftenen før. Vi har haft tre solrige dage med til tider blikstille hav i Færder Nationalpark – en svedig skærgårdskyst i den ydre Oslofjord. Dernede på havet sad vi i korte ærmer i temperaturer over 20 grader, smurt ind i et tykt lag solcreme. Nu er vi smurt ind i huer og tørdragter.

Lav vandstand i søerne

På køreturen fra kysten ind mod fjeldene under den stille aftenhimmel, advarede vejrudsigten os mod vinden. Derfor havde vi en noget romantisk ide om, at vi kunne nå op på fjeldet, flå kajakkerne af bilens tag, få pakket dem i en fart og ro hen over fredelige fjeldsøer i fuldmåneskin for at nå skovstykket på en sydvendt skråning. Og til sidst slå teltet op langt ud på midsommernatten i det stykke skov, jeg havde gransket grundigt på Google Maps. Men da vi passerede Kalhovd Turisthytte, kunne vi se, at en eller anden tørstig, norsk kæmpe havde tyllet løs af søerne. I hvert fald var vandspejlet sunket. Ifølge mit kort over det sydøstlige Hardangervidda befinder vandspejlet sig 1.075-1.087 meter over havets overflade; variationen skyldes, at søerne i området bruges til vandkraft. Her i juli er vandstanden lav. Meget lav. Måske endda under de 1.075 meter. Derfor er der reelt flere hundrede meter ned til vandkanten fra grusvejen nord for rækken af søer, der på kortet ellers går tæt forbi bredderne.

Vi kørte derfor længe rundt i midsommerlyset for at finde et sted, hvor vi i stationcaren kunne køre ned bare nogenlunde tæt på bredden. Det var umuligt på grund af sten, store klipper og løst sand. Ja, det var endda svært bare at finde et sted at parkere. Da vi endelig steg ud af bilen, kastede myggene sig over os. Luften var herrekold. Så det var nemt at beslutte: Vi udsætter søsætningen af vores fartøjer til i morgen.

Kan vi komme frem?

Det var en god beslutning. Det regnede hele morgenen, hvor vi chillede i teltet. Men imens begyndte blæsten at røre på sig. Ud over, at vi skulle slæbe alt grej flere hundrede meter over en stenrig sænkning, viste de sidste meter ned til vandet sig at være en slags sump. Derfor var det tricky overhovedet at komme ud fra bredden i den lille vig med fint læ, vi havde spottet.

Nu hugger havkajakkerne af sted i den rå vind med bølgeskvulp ind over stævnen. Vi er ovre det åbne vand og ror langs bredden. Emilie er ikke længere bange, men frustreret. Vi ror langsommere, end vi kan gå. Selv om distancen ind til vores lejrsted trods alt ikke er mere end ti kilometer, synes det utroligt langt. Hvert eneste rotag er tungt. Vi snegler os afsted. Rent mentalt er det også tungt, at vi ikke aner, om vi overhovedet kan ro frem til vores lille birkeskov. Måske har søerne delt sig i flere bidder? Ud fra kortet kan vi regne ud, at vi skal passere en tærskel omkring Sprogstangen. Hvis vi altså kan. Ved Sprogstangen kommer vi omkring et hjørne og ser ud over et virvar af store stenblokke, der stikker op over vandet foran os. Vi ror langsomt frem og finder faktisk en vej igennem stenmylderet uden at ridse kajakkerne eller at gå på grund. Men kommer så ud i ny, hård modvind og vandsprøjt på Geitebufjorden.

Kviksand og ikke-kvik teltspotting

Kort efter den lille hytte Geitebu ror vi ind til bredden. Stedet ser lovende ud. Vi er ganske vist ikke helt fremme ved lokaliteten, hvor jeg på papirkort og satellitfotos fra Google Maps har spottet en potentiel god lejrplads med mulighed for et aftenbål. Foran os hæver sig en skrænt med en del birketræer, og en bæk med rent vand løber ud på sandbredden foran os. Måske kunne det være vores base og lejrsted? Da Emilie som den første træder ud af kajakken, viser den lokkende søstrand sig dog at være kviksand. Emilie synker i til knæet, og vi kommer til at grine over, hvor svært det er at komme ind i vildmarken på den her måde.

Det lykkes os ganske vist at komme i land, men terrænet viser sig at være for ujævnt til at slå teltet op. Vi føler os ikke specielt velkomne af stedet, men får dog en belønning for at være gået i land. Vi kan se friske elgspor, der løber langs vandet. Uha – havde været fedt at se en elg, men sporene er heller ikke værst.

Da vi når den birkeskov, jeg længe har været lun på at besøge, er det bestemt heller ikke her nemt at finde et godt teltsted. Det er en våd bjergskrænt, der stejler til i form af lodrette klippepartier. Vi går længe rundt og efterhånden højere og højere op ad fjeldskråningen for at finde et godt sted. Efter mere end en times søgning, finder vi en lille lavning med lækkert læ fra skoven og mintgrønt mos, der ikke er alt for vådt – men omvendt er dejligt blødt. Vi er dog næsten et kvarters gang fra kajakkerne langt under os, så det bliver til en del slæbeture forbi kæruldens hvide totter, der svinger frem og tilbage i vindstødene – som var planterne cheerleaders til en amerikansk fodboldkamp.

Det er stadig en kampdag for os. På det sidste stykke før teltstedet på en slags terrasse på bjergskrænten, skal vi stejlt opad langs en klukkende bjergbæk. Det giver sved på panden at få lejren på plads. Da kampen er fløjtet af, lægger Emilie sig i et solstrejf på sit underlag, lader sig synke ned i mosset, betragter drivende skyer og falder i søvn. Hun bliver det, jeg kalder fjeldoptaget. Naturen og turen bliver lige så stille mere indbydende.

Lykken i stiløst terræn

Da vi vågner næste morgen, er blæstens brusen i birkebladene taget af. Solen skinner. Det er en bjergdag. Jeg er begejstret for tanken om, at vi nu går efter at bestige Reksjåeggi. Den tanke har jeg haft længe.

Nogle måneder før, i påsken 2022, var jeg på fire dages fjeldskitur i området. Målet var netop toppen af Reksjåeggi. Men dårlig, iset sne, for optimistisk planlægning og min gode vens store vabler, kastede topdrømmen hårdt ned på realismens jord. Vi ikke engang nærmede os toppen. Nu er jeg tilbage – og med mig Emilie. Vi gør os klar til en lang vandretur i den vilde fjeldnatur. Jeg har tegnet vores linje til toppen ind på en kopi af mit kort. Først langs søbredden, vest om Nusstjønn, op ad en bjergryg og nordpå over småkuperet terræn til det sted, hvor Reksjåeggis topvarde prikker hul på himlen. Fra vandspejlet nær vores lejr er der over 400 højdemeter, men ude i det stiløse terræn får vi langt flere højdemeter i benene.

Mange steder løber bjergbække ned, og der er opstået store, sumpede felter, vi flere gange skal lede længe efter en nogenlunde tørstøvlet måde at passere. Det er kryptisk og uforudsigeligt at gå i det sjældent besøgte terræn. Solen skinner, og luften er klar. Vi finder vores vej, Emilie og jeg. På et tidspunkt dukker topvarden op bag nogle små søer. Der er stadig langt.

Jeg har god fremdrift. Mærker musklernes arbejde under huden. Terrænet er svært gået. Kuperet. Vildt. Stiløst. Den grove bevoksning slår mod støvlerne. Jeg vil til fjeldets top. Fremad. Indre-fokuseret. Jeg opdager pludseligt, at jeg er kommet et stykke foran Emilie. Jeg standser. Vender mig og kigger tilbage. Hun går dernede ved en lille sø. Bag hende fylder bjergrygge horisonten ud. Står stille og tænker på, hvor fedt det er at dele de her scenerier med hende.

Vi har kendt hinanden i snart to år, og normalt kan det pga. geografi og børn kun lade sig gøre at se hinanden i hver anden forlængede weekend. Nu har vi to ugers ferie på egen hånd. Det er en vild frihed for os. Og det er vildt, hvad det gør for os som par. Vi har fundet hinanden midt i livet efter hver vores skilsmisse. Vi er blevet rystet sammen af vilde eventyr i naturen. Solen skinner på Emilie, der går hen imod mig. Med mig.       

Åben udsigt og drøm om bål

Kort før toppen får vi fuldt udsyn til en sort, langstrakt hanekam, der er pyntet med striber af hvide snefelter i horisonten. Fjeldet hedder Gaustatoppen. Det er med sine 1.888 meter det højeste i denne del af Norge.  Gaustatoppen strækker sin kam så meget op over de omgivende toppe, at det siges, at man på en klar dag kan se en sjettedel af Norges areal fra toppen. Det skulle være det største areal, man kan betragte fra nogen top i Skandinavien. På vores top suser kolde vinde, man kan læne hele kroppen ind i. Topvarden er flere meter høj. Vi ser, vistnok, Hallingskarvet mod nord. I dalene mellem fjeldenes mørke sider lyser store søer op.

Her er et kæmpe potentiale for fjeldroning. Turens geografiske højdepunkt er også det udsigtsmæssige. Vi sætter os i læ af klipper nær toppen. Mens vi spiser en meget sen frokost, betragter vi, hvordan små byger laver gennemsigtige, bølgende tæpper under hastigt drivende skyer fra vest. Bjergenes rygge og pukler strækker sig helt ud mod horisonten. Det hele synes at åbne sig for os og lette – efter en tung start på fjeld-eventyret.

Da vi er kommet ned fra fjeldsiderne, går vi et stykke af en T-mærket sti, der løber langs Geitebufjorden. Vi taler om, at stien giver os følelsen af at gå på en motorvej. Selv om det var hårdt at gå ude i og skulle aflæse det vilde terræn, mister vi nu kontakten med fjeldet ved at gå på stien. Men ok – på den anden side er det også rart med den forudsigelige sti, da vi efterhånden savner at hvile benene i teltet.

Tilbage i lejren bruger jeg en del tid på at samle tørre grene og ved til det store, varmende bål, jeg har drømt om. Jeg har fundet en fin, flad kæmpesten, vi kan sidde på. Alt er godt – indtil jeg får sat fut på sagerne. Eller rettere sagt forsøgt. Veddet er for fugtigt, så det bliver kun til masser af røg. Og kold vind, der fejer røgen ind over os. Emilie skynder sig i den varme pose. Min ellers talende kæreste bliver lidt stille på en måde, der antyder, at hun savner sommeren ved kysten.

Tilbage i sommerlige dale

Næste dag fabler jeg godt nok en del om fede grusveje oppe på fjeldet, hvor vi kan lufte de mountainbikes, vi også har med. Men jo mere jeg fabler, desto mere stille bliver Emilie. På trods af solskin blæser det og er koldt, og et smugkig på vejrsitet yr.no afslører, at der er fristende sommerklima længere sydpå i Telemark og dårligt vejr på vejr til Hardangervidda. Efter et kort besøg på Kalhovd Turisthytte styrer vi derfor direkte mod varmen med kajakkerne på taget og cyklerne bag på bilen.

Vi kører ned fra højlandet forbi Milka-chokoladelignende landskaber med græssende køer og fjelde som backdrop. Vi kører videre mod syd, forbi Norges frugthaver i det varme lys. Dybt nede i Telemark søger vi på Google Maps efter en teltplads ved en ubebygget sø, der er vendt mod nord og meget gerne må have aftensol. Vi finder spottet i en dal sydvest for Ulefoss. En ”lokal-hemmelig” bade-, picnic- og teltplads ved sydenden af søen Langen. Vi bader i både søen og aftenens sollys. Teltet ryger op ned til vandet. Vi synker det hele med fjeldnedkølede øl fra bilens gemmesteder, mens vi nyder skyernes skuespil og midsommerens orange-røde farvevekslen på himlen.

Næste dag opdager vi, at vi er havnet i et perfekt cykelområde hen over skovenes langstrakte åse og forbi fine søer. Det hele overskinnet af sol og varme.

Bjergcyklerne kommer i brug. Vi bader i de rene skovsøer, cykler i korte ærmer og er igen smurt ind i solcreme frem for huer, handsker og tørdragter. Sådan er kontrasterne i Sydnorge. Sommer og vinter samme dag. Goldt, betonfarvet fjeld og frodig-grønne frugthaver.