Idé: Vi ror ind mellem Hardangerviddas fjelde på højtliggende søer. Laver lejr i en beroligende klat birkeskov, hvor vi kan lytte til et knitrende bål i bjergenes stilhed. Næste dag bestiger vi den højeste top i området. Virkelighed: Vildere, end vi havde regnet med.
Vindstødet rusker i pagajen. Krappe bølger piskes op af vindens usynlige hånd og sprøjter stænk af søvand ud over stævnen. Og i ansigtet. Den rå fjeldvind river i næsen. Modvilligt bevæger kajakkerne sig fremad over søen, vi er i gang med at krydse. Ved siden af mig sidder Emilie i sin havkajak. Hun er ikke i sit es. Faktisk småbange. Det ligner hende bestemt ikke.
Hun har windsurfet i virkelig hårdt havvejr og leger normalt rundt i bølger under åbne havkryds, hvor jeg for længst er blevet stille og arbejder dybt koncentreret i kajakken. Oven i blæsten kommer, at vandet kun er få grader varmt, og at Emilie – modsat mig – er uvant med højfjeldet. Hun oplever den brutale vind og fjeldmiljøet som betongråt, koldt og ugæstfrit.
”Hvad fanden skal vi gøre, hvis vi kæntrer her?” tænker hun.
Blæsende gråvejr, den lave temperatur og lave vandstand i søen får scenen til at virke ekstra rå og farveløs.
Selv om jeg er varm over, at min idé om at ro ind i vildmarken tag for tag bliver materialiseret, må jeg indrømme, at det måske er lige en kende friskt at ro her i en modvind på 10-12 m/s.
