Betagende Kajaktur langs Helgelandskysten

Luksus på vandet
Jeg er på havkajaktur i den norske skærgård lige syd for polarcirklen, hvor tusindvis af små øer ligger strøet rundhåndet i langs Atlanterhavskysten. Det her er perfekt kajak-land. Få kilometer fra ø til ø, små gæstgiverier og private hjem i ensomme øsamfund, der elsker besøg udefra og har masser af lokal kolorit. Her er alle muligheder – uanset om man ønsker sig rå sejlads i bølgerne på kanten af Nordatlanten og overnatning i telt – eller blid sightseeing i vandoverfladen, tre-retters menu til aften og søvn under varme edderdunsdyner.

Jeg vælger den sidste model, men det betyder ikke, at der ikke kan prøves grænser af, for eksempel hvis man føler sig tiltrukket af kajak-akrobatik, middag med hvalkød eller roning i store bølger.

Mere end ’bare’ Norge
Turen starter på land med en lille gåtur op til Torghatten, et fjeld med hul ret igennem. Fornemmelsen af at være i kæmpers land indfinder sig straks – og slipper ikke, før jeg igen får dansk grund under fødderne. De blide nyudsprungne birketræer langs klippens fod står i skarp kontrast til det rå fjeld, og ved synet af kystlinjen fra hullet i klippen får jeg flash-back til New Zealand og endnu fjernere egne. Det er ikke til at tro, at jeg kun er tre timer hjemmefra. For her er fascinerende fremmed. Ikke mindst når midnatssolens blå-lilla skær om natten gør alting mystisk og endnu smukkere end om dagen.

Udover midnatssol bliver jeg den første aften introduceret til en på samme tid surrealistisk og sej norsk tradition, en badestampe, uden for bjælkehytten, hvor vi skal overnatte. En badestampe er et kæmpestort udendørs træbadekar med vand, opvarmet med frisk birkebrænde. Bevæbnet med et glas vin sidder jeg her i det 43 grader varme vand, mens et par snefnug lander i håret, og mine rejsefæller fortæller den ene norske røverhistorie efter den anden. Men i morgen starter roningen for alvor, og der går ikke lang tid, før jeg ser dyner.

Ro til at ro
Næste morgen får vi tildelt udstyr – spritnyt – og så søsætter, eller fjordsætter, vi kajakkerne. De, der ikke har så stor erfaring, bliver grundigt vejledt, og snart er alle ivrige efter at få gang i pagajerne. En fiskerbåd er vores følgebåd, så ingen behøver at frygte for våde underbukser eller kold frokost – og hvis man trænger til et andet perspektiv end det fra vandoverfladen, står det frit for at tage en pause for motor.

Vores guider på turen er gode læremestre, og snart går det derudaf på dagens 15 kilometer lang etape ud og ind mellem små øer. Indimellem ser vi små sandstrande, og selvom temperaturen på denne årstid er omkring tre grader og vandet omtrent det samme.

Med måsen i vejret
Undervejs stopper vi tit op – enten ved at ligge i flåde og høre lidt om stederne, vi passerer, eller ved at gå i land på de små sandbanker. Vi pjatter og snakker, og selvom vi skal nå frem til aftensmad, har vi ikke travlt. Frokosten indtages på følgebåden – den varme gryderet giver ny energi.
Turen indbefatter også et introduktionskursus, så vi kan lære de rette teknikker og er trygge ved at ro på dybt vand. Så med tørdragterne lukket hermetisk til lader vi os gladelig falde ud af kajakkerne og med prust og støn hjælpes vi ad med at komme tilbage i dem. Alle griner og klapper af hinanden, for det er ren leg, men noget kønt syn er det ikke, når man ligger med måsen i vejret hen over kajakken som en strandet hval.

Middag på norsk
Hen på eftermiddagen nærmer vi os den lille ø Skogsholmen, hvor vi skal bo på et hyggeligt gæstgiveri. Det er øens gamle skole, der er bygget om og nu bestyres af Laila, der er propfuld af store smil og norske vittigheder. Før middagen, som hun naturligvis selv har stået for, underholder hun med guitarspil og en rask lille sang – og så bliver der serveret for de sultne kajakroere. Wraps med vågehval, derefter klipfisk og til dessert sveskegrød. Vi er vel i Nordnorge.

Bag gæstgiveriets sprossede vinduer pynter gamle modelskibe, og mens vi sidder plantet i de blomstrede sofaer med en varm kop kaffe i hænderne, hører vi om morgendagens tur og om det naturområde, vi skal besøge. Vi skal ro til øgruppen Lånan, der er noget helt særligt. Den byder på spændende labyrintroning mellem massevis af små kringlede øer, og så er hovedøen hjemsted for flere hundrede edderfugle og deres værdifulde dun. Forventningerne er høje, men snart melder trætheden sig – armene er så tunge, at det føles, som om de prøver at nå jorden efter dagens dont på vandet, og kinderne brænder af sol og frisk luft.

Labyrint på kanten af havet
Næste morgen blæser vinden kraftigt, så vores guider beslutter at skåne os for en hård sejlads på tværs af fjorden og sejler os i stedet til Lånan i følgebåden. Her får vi lov at bruge kræfterne på det noget sjovere labyrintområde, hvor små og store kanaler snor sig mellem øerne, mens dekorative sorte og hvide edderfugle svæver over vores hoveder. Lånan er en af de yderste øgrupper i området og ligger derfor tæt ved det sted i havet, hvor to kontinentalplader støder sammen. Her løfter havbunden sig 300 meter og medfører, at bølgerne bygges op til en mur af vand få kilometer ude. Kontrasten mellem de idylliske kanaler med blankt vand og det kig, man kan få til det brusende hav så tæt på, er storslået – og sceneriet bliver så meget mere spændende, når der går sport i den. Hvem kan komme igennem den der smalle passage? Hvem finder hurtigst vej over til den ø? Og hvem tør ro så langt ud mod Nordatlanten, at vi kan se bølgerne brække i fem-seks meters højde?

Med et par rejsefæller ser jeg nærmere på ’kanten’ af havet, og så tæt på vandoverfladen bliver alting mere intenst. Drønet fra bølgerne både skræmmer og fascinerer. Tungen er lige i munden, og knoerne er hvide af at padle og manøvre havkajakken i skumsprøjtene. Bølgerne vokser stødt, og det bliver hårdere og hårdere at komme hen over dem. Til sidst opgiver vi alligevel at besejre søen og vender om – og belønnes med den svir, det er at surfe hjemad båret af bølgetoppene og skubbet af vinden.

Royale dun
Tilbage på land ser vi nærmere på øens majoritet af beboere – edderfuglene. Og uanset om der gemmer sig en lille ornitolog i én eller ej, kan man ikke undgå at blive fascineret af de fredede fugle og det liv med at passe dem, som øboerne har levet i de sidste 1500 år. Mens mændene har fisket, har de kvindelige øboere samlet æg og dun og beskyttet fuglene mod uvelkomne rovdyr som mink eller ørne. Kvinderne har også sørget for frisk tang til fuglenes reder. På den måde bliver de værdifulde dun ikke beskidte, og de kan løbende samles sammen, renses og laves til edderdunsdyner.

I dag er Lånan kun beboet om sommeren, hvor fuglepasserne flytter hertil fra fastlandet, og hvert år bliver der fremstillet syv til otte edderdunsdyner. For det er ikke noget let job at være fuglepasser her. Hver rede leverer cirka 16 gram fjer, men der skal bruges ét kilo dun til hver dyne. For edderdun er nogle af de letteste – men alligevel varmeste – dun, der findes. Det tager omkring tre uger at rense ét kilo fjer, og det gør dynerne til nogle af de mest værdifulde i verden. Så værdifulde, at det norske kongepar står på listen over Lånans dyne-kunder.   

Derfor føler jeg mig som intet mindre end en (kajak)prinsesse, da jeg indkvarterer mig i et af husene på øen – hos en af de flinke Lånan-kvinder – og får tildelt det fine blå pigeværelse med udsigt til fjorden, fuglene og naturligvis med en hjemmelavet edderdunsdyne i sengen. 

Midnatssol under edderdunsdynen
På Lånan føler jeg mig hensat til en svunden tid. Husene her er stadig indrettede, som på mormors tid. Broderede vægtæpper flankeres af amagerhylder med nips, og i vindueskarmene hænger muslingeskaller og glasperler side om side med kniplingsgardiner. Øen har hverken el eller rindende vand, men en stor brændeovn midt i stuen giver både stemning og varme i kroppen, og i gruekedlen ovenpå bliver regnvand varmet til et forfriskende bad. Trods den simple levevis føler jeg mig som blommen i et æg.

Efter dagens roning bliver vi forkælet med lune vafler med hjemmelavet æblesyltetøj, og vi får Lånans historie fortalt. Og så får vi lov til – forsigtigt – at liste omkring mellem de mange edderfugle, der ligger på rede. På Lånan findes ingen veje, og de små trampede stier på øen må hele tiden ændres, for her bestemmer de rugende fuglemødre – og så må de menneskelige beboere indordne sig.

Aftenen byder på endnu en overdådig middag – edderfugleæg med den flotteste orange blomme serveret med norsk røget laks, filet af sej og dessert af abrikoser og vaniljecreme. Jeg godter mig tilfreds, da jeg kryber ned under den dyrebare dyne til lyden af hundrede edderfugles hyggelige skræppen. Men mit lune hi er dog ikke i stand til at holde på mig hele natten. Kl. 4, da solen har opgivet sit forsøg på at nå under horisonten og igen er på vej til tops, danner fuglene et imponerende kor i vandkanten, lyset tager vejret fra én, og jeg hænger halvt ud af mit lille vindue – med de varme dun viklet trygt om livet.