Pardans over tangskoven

Norsk, næsten eksotisk vejr

Vi har lagt kajakkerne, vi har haft med på taget af bilen fra Danmark, op på nogle flade klipper. Da vi sad ude i kajakkerne lidt syd for Tuva – der er blandt de yderste klippeøer i Færder Nationalparks nordlige hjørne – kunne vi se det fine, klare vand. Her måtte vi bare smutte på opdagelse med snorkelgrejet. Vi er forbløffede over det næsten eksotiske vejr. Dagen før kørte vi fra Aarhus i overskyet, køligt julivejr – og fra en vejrudsigt, der spejlede samme vejrtype flere dage frem. Allerede på færgen mellem Hirtshals og Larvik fik vi smil på læben sammen med solen og væsentligt højere temperaturer. Vi sejlede simpelt ind i læ af de norske fjelde – præcis den samme effekt, man kender til i Skagen: Bjergene holder på nedbør og skyer fra vest, hvilket giver tør luft med sol på østsiden.

Jeg havde travlt før turen og havde ikke forberedt det store – men jeg kiggede efter øriger langs kysten på min kortapp og faldt lidt tilfældigt over Færder Nationalpark ret tæt på Larvik, som jeg printede kort over aftenen før afgang. Jeg fandt også et udgangspunkt for turen, der så lovende ud. Fjærholmen. Derfor havde jeg hverken stor viden om eller de store forventninger til området.

Mens jeg plasker af sted med snorkelgrejet ved Tuva og suger livet under overfladen til mig, er jeg blæst tilbage. Det er over al forventning! De forrevne klippeøer. Sommervarmen. Det klare, stille vand på hele 18-20 grader. Emilies smil. Solens gang på himlen med sollys til klokken 22.30. Himmelske farver over os i midsommer-tusmørket.

Optur over solnedgang

Efter snorkelturen sætter vi os op på klipperne, laver varm frokost og koger vand til kaffe. Noget af det mest fantastiske ved den, for et yderskær, stille dag med næsten-havblik er, at vi har øen og området for os selv. Længere inde mod fastlandet er vi stødt på rigtig mange store speedbåde. Her er der ro. Vi kan gå nøgne rundt i solen. Ja, eller det vil sige, det med roen holder ikke helt. En færge sejler forbi. Ti minutter senere rejser en stor bølge sig. Den overstrømmer den vandrette klippeflade, hvor kajakkerne holder siesta. Heldigvis har vi fået samlet alt grej sammen – op i kajakkerne eller højere op på øen. Men vi skal da lige holde godt fast i kajakkerne, da vandet fosser omkring vores fødder.

Lidt efter ror vi forbi Fulehuk Fyr, som en familie har lejet som sommerhus. Deres unger kaster sig i det klare vand fra en høj bro. Store plask! Far griller. Mor smiler og kaster sit klingende norsk ned til os med nysgerrige spørgsmål om vores tur. Jeg har tegnet ruten ind på mine printede kort foran mig. Jeg forklarer, at vi skal et smut forbi Store Rauer, passere den høje klippe ved Ramsholmen og ro ind gennem kanalen mellem Østre og Mellom Bolæren.

Derefter anduver vi en lille vig ved vores telt, vi har efterladt på nordsiden af Mellom Bolæren. Vi tager os god tid. Ror fra ø til ø. Pagajernes rytme. To fyre og en kvinde springer modigt i vandet fra klipperne på Ramsholmen. Mindst ti meters lufttur. Smilene på vores ansigter får masser af sol. Lidt for meget sol, faktisk. Vi bliver solsløve og decideret dehydrerede, men en vandoptankning ved Kommandantboligen på Østre Bolæren og afkølende redningsøvelser i vigen ud for teltet kvikker os op.

Til sidst sidder vi i kajakkerne og har optur over solnedgangen. Det er en forløsning at sidde der under den store sommerhimmel. Emilies mor er terminal, og vi var til det sidste i tvivl om, hvorvidt vi skulle rejse til Norge. For vi ved, at Emilies mor snart tager på sin sidste rejse. Men så sagde Kirsten – Emilies mor – til os: ”Tag endelig af sted!”

Det sætter vi begge stor pris på, mens vi studerer farvespillet i skyerne. Der er højt til himlen. Benovede taler vi om, at feltet med lys på horisonten er meget bredere end i Østjylland. Dagen når næsten ikke at slutte, før den starter igen. Det er bare så opløftende.

At fortabe sig i naturen – som par

De mange solskinstimer kræver også omtanke, når man skal finde et godt sted til teltet. Vi har fundet et jævnt sted i dalen tæt på en lodret klippe, hvor solen først titter frem om formiddagen. Næste morgen, nej – okay – langt oppe ad formiddagen, står jeg uden for teltet: Jeg kan mærke, hvordan jeg er blevet opslugt af naturens lyde. Jeg laver nogle noter på min telefon om stemningen og lydene i natten:

”Tillade sig at falde i staver. Lytte til brisen fra skoven. Åbne sanser. Forrykke døgnet. Midnatsaftensmad. Natkvækkende frøer. Lys raslen fra birkene. Ikke brug for pandelampe midt på natten. Fjern musik fra fastlandet – kontrasten til vores lejr.”

Nu er vi ganske vist ikke på fjeldet, men jeg har før brugt ordet at blive fjeldoptaget. Det er det, der sker. Jeg taber mig selv til naturen. Faktisk har Emilie været lidt bange for tidligere i vores forhold, at hun tabte mig til naturoplevelser frem for mere sociale ting. Derfor er det fedeste for mig, at jeg nu oplever, at der sker præcis det samme for Emilie. Hun er tabt til naturen. Sammen med mig. Vi er solgt til stedet!

Fem dages kyst-valuta

Efter vores togt på tre dage ud til Bolærerne, ror vi ind til Føynland igen. Vi tager op på Hardangervidda for at ro på en fjeldsø og bestige et fjeld. Deroppe i mere end 1000 meters højde er det råt og koldt – en skarp kontrast til den solrige, milde skærgård vi kommer fra. Vi får roet, vandret og bliver ”rigtigt” fjeldoptagede, men snart savner vi følelsen af nøgen hud på varme klipper og det 15 grader varmere vand.

Vi veksler de sidste fem dage af vores ferie til mere norsk kyst-valuta – en rundtur om Tjøme med genbesøg i nationalparken på østsiden af øen. Vi ror gennem Oslebakksundet med pittoreske huse i Bo Bedre-klassen og badende børn. Megastore motorbåde flokkes om en loungebar, der også fungerer som bådtankstation. Discorytmerne brager fra baren, mens vi pisser på den lille Grindholm i nærheden – selv om vi ikke må gå i land. Scenen passer fint til området. Vi stritter virkelig ud som fjeldoptagede roere. Næsten alle andre sejler ud til vigene ved øerne i store motorbåde, der faktisk er flydende campingvogne. Nordmændene stiller deres grill og havemøbler op på flade klipper, bader – og sejler tilbage i havn for fuld blæs.

Beachparty med kvalitetsvin

Da vi ror rundt om Verdens Ende på sydspidsen af Tjøme, udfordrer store havdønninger på over to meter os. Læg dertil speedbåde, der fræser forbi og laver svært-roet røre i vandet. Turens farligste episode opstår, da en meget stor motorbåd kommer bragende i høj fart, mens vi krydser strædet mellem Tjøme og Bukkholmen. Føreren tager ikke farten af og kommer tættere og tættere på. Måske 30 meter fra os standser manden gudhjælpemig motoren. Det kaster en livsfarlig, brækkende hækbølge hen mod os, vi lige når at reagere på. Nerverne falder helt til ro, da vi finder et vidunderligt spot til teltet på Bukkholmen. Der tager vi de to sidste nætter. Vi napper en vin-shoppetur til Tjøme i Vinmonopolet, der viser sig at have kvalitetsvine til en ret fair pris, og holder afskedsfest med farvandet på en sandstrand, som solnedgangen igen farver i alpeglød. Det har været sådan en ferie, vi gerne ville have fortsat for evigt.

Nationalparkens placering i Sydnorge ved Ydre Oslofjord (hurtig-sjusset indkredsning):

Vores ruter:

Tur 1: Tre dage med samme teltplads i en lille vig på Mellom Bolæren. Hele ruten er inden for Hav-nationalparkens grænser.

Tur 2: Fem dage med overnatning i telt på Søndre Mostein, Uleholmen og to nætter på Bukkholmen. Meget af ruten er i området vest for Færder Nationalpark.