På paddleboard gennem sognefjorden

Lever op til drømmen

Efter morgenmad lægger vi ud på vores boards. Omtrent 10 kilometer skal vi padle i dag. Hver især har vi al vores bagage med på boardet. Det vejer omtrent 15-20 kilo i alt, men det føles slet ikke som en belastning.

Vejret er lidt gråt, men mildt, og vandet er roligt. Vi er på vej, afsted, ude på vandet. Endelig! På hver side af os tårner fjeldene sig op. Majestætiske, stejle og frodige. Hold nu op, hvor er vi små, vi mennesker. Både sammenlignet med størrelsen på disse fjelde, men også bare generelt sammenlignet med den uspolerede natur, der ligger her.

Vi glider gennem vandet og er den første time meget stille. Jeg tror, at vi alle som en er overvældede af den smukke natur, og samtidig meget bevidste om, at nu sker det endelig. Det, vi alle hver især har ventet på et par år – for ja, der er begrænset deltagerantal på turene, og de er alle populære.

Steder er der havblik, og på tidspunkter synes det helt surrealistisk – nærmest som at sejle på tyk, sort olie, hvor fjeldene spejler sig, så man bliver helt ør. Det lever fuldstændig op til alt det, jeg har drømt om. Frokosten indtager vi siddende på boardet. Vi har alle en sandwich med i tasken, som vi føler, at vi har købt for lysår siden inde i Gudvangen. Det føles helt særligt at sidde der midt ude på fjorden allerede langt væk fra den civilisation, vi kender, til trods for, at det kun er et par timer siden, at vi forlod den. Rundt omkring os er der ikke andet end vand, høje fjeldtinder, enkelte fugleskrig og et par sæler, der dykker i nærheden. Det er stort det her.

Som Kev siger, så er det faktisk de hold, hvor vejret er lidt smågråt, der har det sjovest. De tvinges nemlig til at sidde tæt om bålet, og lynhurtigt lærer de hinanden bedre at kende.

Det særlige i den lille gruppe

Vi padler stille og roligt videre. Der er masser af tid til at stoppe og tage billeder, og en enkelt gang padler vi i nærheden af land, da en af deltagerne er blevet tissetrængende. Midt på eftermiddagen ankommer vi til vores første ’landing’: et græsområde, hvor der bagved ligger to-tre huse. Selvom her er temmelig øde, er det dog stadig en mellemstation, idet der på området rent faktisk findes et rigtigt toilet og en håndvask.

Efter at have slået vores telte op som det første hjælper vi alle med at sætte bål og tarp op, så vi har et sted at søge varme og læ, hvis behovet opstår. Derefter går vi en tur op til den nærliggende fos, hvor vandet tordner ned. Selvom vi skriver midt-juli, er der stadig smeltevand, der finder sin vej mod fjorden. Det vidner om sne, der – forhåbentligt – aldrig helt forsvinder på toppen af fjeldene.

Aftensmaden under tarpen bliver vores første møde med frysetørret mad på pose. Det ser ikke superspændende ud, da jeg åbner posen og kigger ned i den – men efter at have tilsat kogende vand og ventet 5-10 minutter, må jeg indrømme, at jeg har et ret godt måltid i hænderne. Og udover at det er velsmagende, er det varmt – og indeholder 550 kalorier, som jeg vurderer, at jeg har behov for.

Resten af aftenen forløber under tarpen med grin og røverhistorier. Vi joker igen lidt med det ikke så sommerlige vejr, men som Kev siger, så er det faktisk de hold, hvor vejret er lidt smågråt, der har det sjovest. De tvinges nemlig til at sidde tæt om bålet, og lynhurtigt lærer de hinanden bedre at kende. Jeg har været afsted med truppen lidt over 24 timer og må indrømme, at han har ret. Allerede nu føler jeg, at jeg har kendt disse mennesker gennem længere tid.

Lige præcis denne oplevelse vil jeg gennem ugen mærke gang på gang. Der sker noget særligt, når man er en mindre gruppe sammen i et ret komprimeret tidsrum. Der er snakke, man har, som man normalt ville tage tilløb til, men fordi vi har så kort tid sammen – og fordi vi måske aldrig mødes igen – er det pludselig lettere at spørge Sharon, hvordan det er at arbejde for det israelske militær – og Amanda, hvordan det er at amputere et ben som kirurg, hvilket hun arbejder som i Connecticut.

Kaviar på tube og øl i bygden

Det er min første rigtige nat i mit telt. I går sov jeg i en større tipi. Gennem det seneste halve år har jeg været nervøs for denne oplevelse. Jeg er den kuldskære type, og fryser jeg det mindste, kan jeg ikke falde i søvn. Derfor har jeg garderet mig. Den står på lange merinouldunderbukser, langærmet uldundertrøje, halsedisse, hue, to par uldsokker og håndledsvarmere. Min kæreste derhjemme har grinet ad mig flere gange, men denne første nat i mit lille telt, er det mig, der griner. For jeg har præcis det tøj på, som jeg har brug for. Så efter lige at have lavet den klassiske med at have lagt sig godt til rette for så at finde ud af, at jeg skal tisse, sover jeg otte timer uden udfordringer af nogen art.

Morgenmaden kommer også i en pose, og igen må jeg sige, at det smager godt og varmer mig dejligt op. Vi pakker al vores bagage sammen og stævner ud mod nye eventyr. I dag står distancen på cirka 15 kilometer. Ligesom i går er naturen omkring os eventyrlig smuk. Vandet er relativt roligt og forstyrres nærmest kun, når den lille lokalfærge i Sognefjord passerer forbi og giver lidt hækbølger. De klares alle på knæene på boardet, så risikoen for at falde i vandet mindskes betydeligt.

Først på eftermiddagen lægger vi til ved endnu et smukt græsbeklædt stykke, hvor en gruppe børn og unge i kajak deler pladsen med os. Vores guider rigger an til frokost, der består af rejer, æg, avocado og naturligvis ’Kalles Kaviar’ på tube, som for især amerikanerne er en helt ny oplevelse, mens vi andre slår telte op og vænner os til, at vi nu er 100% wildcampers: slut med et rigtigt toilet og rindende vand.

Eftermiddagen er mild, lys og lun, så jeg beslutter mig for at tjekke min AllTrails-app ud for at se, om der måtte være en vandretur i nærheden. Der viser sig at være en mindre sti hele vejen via bjergskråningen til en lille bygd. Jeg fortæller mine ledsagere om mine planer, og fem af de andre er begejstrede og tager med. Begejstringen over turen vil dog ingen ende tage, da vi i den lille bygd finder et sted, der rent faktisk serverer øl – og endda på glas! Det føles virkelig som om, at det er mange uger siden, at vi forlod hverdagen, og dén øl er den mest velsmagende øl, jeg længe har drukket.

Intenst, overvældende, smukt

Næste morgen vågner vi til et mere blæsende vejr. Kev vælger derfor at lægge vores rute om, da han har tjekket vejrudsigten for de kommende dage. Vi skulle nødig lande et sted, hvor vinden forhindrer os i at komme videre. Det føles meget trygt, at vores guide tænker så langt. Turen bliver i kilometer ikke så vidtrækkende, men modvinden giver os lidt udfordringer, som dog alle er glemt, da vi lander i Undredal; en bygd med 100 indbyggere og 500 geder. Her er også en rigtig campingplads, så hver især nyder vi det fire minutter lange bad, som den uddelte polet giver os – og om aftenen er der pizza med gede-bolognese og et glas rødvin på stedets eneste restaurant. Hvad mere kan man bede om?

Undredal er det punkt længst væk fra Gudvangen, som vi nu langsomt sætter kurs mod igen. De næste par dage tilbagelægger vi knap 20 kilometer om dagen, samler brænde op på skråningerne undervejs, falder i søvn til intense vandfald og vågner til tåge-fyldte solopgange. Intet af det er for meget – ja faktisk er det hele for lidt. Det er intenst det her, og naturen er overvældende smuk. Man vil bare ha’ mer’!

Stemningen i lejren er stadig i top, og det er længe siden, at jeg har grinet så meget, som jeg har med de her mennesker. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det dog er usædvanligt, at 13 mennesker deler den samme humor og kommer så godt ud af det med hinanden til trods for, at vores hverdage og kulturelle baggrunde er så forskellige. Men måske det bare er sådan, livet er, når alle grænser, fordomme og forventninger er pakket væk. Under alle omstændigheder fornemmer jeg, at min leveregel ’leave with more friends than you came with’, også holder denne gang.

Den sidste dag har vi cirka ni kilometer ind til Gudvangen, hvor det hele startede. Vi sætter ud i højt humør og masser af snak og grin, men jo nærmere vi kommer vores endestation, des mere tavse bliver vi. Pludselig sejler vi mere hver for sig, som om vi lige skal samle alle indtrykkene i individuel ensomhed. Da vi til sidst får øje på den lille by for enden af fjorden, standser vi dog alle op, til vi er samlet som gruppe. Det er ikke noget, vi aftaler, det ér bare sådan. Og sammen padler vi i stilhed den sidste kilometer.

Hvad hvis jeg falder i vandet?

Faktum er, at på de fem dage, vi var af sted, var der kun tre, der faldt i – alle kun en enkelt gang. Vandet er relativt roligt, og bliver man usikker, kan man altid sætte sig på knæ – eller endda helt ned. Det er let at komme op på boardet igen, hvis man ryger i vandet, og der er altid hjælp at hente. Derudover er der naturligvis sørget for, at alle bærer et bælte med oppustelig svømmevest i.

Hvem kan padle turen?

Det forventes, at man har forkundskaber i at stå på paddleboard, og kan padle minimum en time på knæ ved modvind – og at man kan svømme 200 meter i åbent hav. Jeg selv padler ca. 10 gange om året af et par timers varighed og har derudover en almindelig god grundform. En af deltagerne havde kun stået på SUP én gang før, men hun klarede det alligevel udmærket. Tempoet er afstemt efter, at der er tid til at nyde omgivelserne, og sværhedsgraden på turen er let til middel.