Kajak i Havørnens rige

Det er en nydelig eftermiddag, da vi ankommer til Flatanger. Mens vi snupper en bid mad på broen i Lauvsnes, deler Tore Aunet, der arbejder i firmaet Folla Aktiv, ud af sin viden om padlemulighederne i området.. 

”Der er flotte muligheder for dykning i skærgården, og der er flere steder, hvor der er så tilpas lavvandet, at man kan få sig en stor oplevelse, selvom man ikke tager en lufttank på ryggen. Der er steder, hvor man kan plukke kammuslinger på få meters dybde, og det betyder, at også folk uden dykkercertifikat kan få sig et glimt af verden under vandet.

Ofte kombinerer vi kammuslingdykning med kajakroning, tager våddragterne med i lastrummet og stopper for at dykke de bedste steder. Bagefter tilbereder vi fangsten på de nøgne klipper, og da kammuslinger i sig selv er en delikatesse, gør det ikke totaloplevelsen dårligere,” fortæller han og kommer gladelig med tips til vores tur i området.

Der skal ikke mange af den slags historier til, før vi får travlt med at komme af sted i kajakkerne. Vi hugger det sidste mad i os og tager kajakkerne med lidt mod syd for at søsætte dem. Hele området ved Flatanger er overstrøet med holme og skær, og forholdende skifter meget, alt efter om der er flod eller ebbe. Det gør, at der skal meget vind til, før bølgerne får rigtig fat. I dag er det slet ikke noget problem, som vandet ligger spejlblankt i det fuldstændig vindstille vejr.

Gammelt fyr
Vi søsætter kajakkerne fra en strand og sætter kursen mod Flatangers skærgård. Vi benytter os at de råd, vi har fået med på vejen, og slår lejr på en fin sandstrand på Halmøya – en af de største øer i området. Her bidder gråsejen villigt på krogen, og vi har nok at se til, som aftenen falder på. Næste morgen er havet fortsat roligt, og det er en sand fryd at glide stille ind og ud mellem små øer og holme. Efter at have plasket ud ad, passerer vi øen Villa og tager en tur ud på det åbne hav.

Selv på en stille dag er her en del dønninger, så efter at have ligget og duvet lidt, manøvrerer vi stille og roligt tilbage ind i ly af skærene til en længere frokost på klipperne.

På villa ligger det første fyr, der blev bygget nord for Trondhjemsfjorden. Det blev sat i drift i 1839, og stentårnet fra dengang står der endnu, mens fyrhuset, der engang stod oven på, nu er borte. Her var der vinduer ud mod havet, og der blev lavet bål med kul hver nat mellem september og april, så søfarere kunne se, at her var land.

I 1859 blev kulfyret erstattet med et fyr med olielamper, der ved hjælp af linser sendte regelmæssige blink ud over havet. Det fyr blev nedlagt i 1890. I dag er stentårnet fredet, og det er mulig at leje fyrtårnsboligen, der ligger idyllisk med såvel bådplads som de bedste fiskepladser på Folla lige uden for døren.

Gennem labyrinten
Vi går ikke i land på Villa i dag, men smyger os i stedet ind i den smalle kanal syd for øen. Efter at være padlet gennem den, ender vi en sand labyrint af holme og finder en fin lejrplads næsten ude ved udmundingen til havet. Mens vi slår teltet op, tænder bål og fisker lidt, går det mod lavvande. Da vi ser os omkring, opdager vi, at vi mere eller mindre er spærret inde.

Kanalerne, vi fulgte ind, er nu lukkede. Ikke at det er så forfærdeligt dramatisk, men vi bliver i hvert fald nødt til at være her, til det bliver højvande igen. Og det er helt sikkert ikke noget problem at finde på noget at lave. Vi leger lidt i kajakkerne og træner kæntringer og redninger – kundskaber, der er gode at friske lidt op på engang imellem. Derpå finder vi fiskestængerne frem. Mens vi står og fisker, spotter vi pludselig en odder, der leger mellem tang og klipper. Men på skudhold af telelinsen, det vil den desværre ikke.

Oddermødet var en sjov oplevelse, og der er rigeligt med fisk og havfugle i området, vi ror gennem. Havørnen ser vi dog ikke så meget til på den her tur. Jeg har været her tidligere og oplevede dengang luftens majestæt på nærmeste hold. Tidligere var havørnen en lidet velkommen gæst langs kysten, og jagt reducerede bestanden betydeligt. I dag har folk et mere afslappet forhold til den store rovfugl, der er øget kraftigt i antal. Den er igen blevet et relativt vanligt syn langs denne del af kysten.

Da det bliver højvande, åbner vejen sig ud igen, og vi sætter kurs tilbage mod bilen. Også på den sidste dag går turen gennem smalle passager. Nogle

 af dem er så lavvandede, at de næppe er farbare i andet end kajak. Da kajakkerne skraber mod sandet på stranden, hvor vi startede, er vi enige om, at vi skal tilbage her til.

Helt tæt på havørnen

Ole Martin Dahle har gjort havørne i Faltanger til sit levebrød. Da han lancerede idéen om guidede ture til naturfotografer, var der ikke meget andet end latter og mistro til overs for ham – nu omsætter han næsten for en million norske kroner om året. Hele sommeren tager Ole Martin naturfotografer med ud for at fotografere havørne, der jager efter fisk. Havørnene bruger de samme steder år efter år, og nogle af parrene har han arbejdet med i flere år.

Det er altid lidt spændende på den første tur i foråret. Er ørnene der i år? ” siger han.
Ole Martin kender ørnene og forstår for det allermeste at manøvrere sig i position, så kombinationen af lys og ørnens dyk bliver optimalt. Men selv det er på plads, så kræver det sit fra fotografens side. Når ørnene styrter mod havoverfladen, kommer hastigheden op på mellem 50 og 60 km/t, og det er ikke nemt at fange fuglene på billeder. I vintermånederne lejer Ole Martin pladser ud i fotoskjul ved en fodringsplads, hvor både havørne og kongeørne er jævnlige gæster. Du kan finde mere information på www.norway-nature.com 

Havørnen

Havørnen er Norges største rovfugl med et vingefang på op til 240 centimeter, en kropslængde på mellem 75 og 90 centimeter og en vægt på op til 7,5 kilo. Havørne lever i par, og hvert par får i gennemsnit mellem 0,6 og 0,8 unger årligt. Æggene lægges i marts, tager 40 dage om at klække, og ungerne er flyvedygtige efter omtrent 75 dage i reden. Parrene har deres egne territorier, der typisk er på omkring 15 kilometers kystlinje. Andre voksne fugle bliver ikke tilladt i territoriet, og det kan komme til hårde kampe, hvis de vover sig herind. Ørnepar er derimod meget tolerante for deres eget afkom. Unge havørne har et sort næb, der senere bliver gråt og ender med at være gult på den voksne fugl. Der findes omkring 2500 havørnepar med reder i Norge, og norske ørne er blevet sat ud i Skotland for at reetablere arten der.