Flere af Afrikas fattigste og mest primitive stammer lever i og omkring Omo-dalen i det sydlige Etiopien. For enkelte af dem er det lykkes at holde traditionerne i hævd, mens andre er blevet cirkusartister og drukkenbolte. Fælles for alle er dog de mystiske, smertelige og for os bizarre ritualer, der stadig trives. Opdag Verden har haft Aleksander Gamme en tur i området til et dyk ned stammeområderne.
Solen hænger lavt på himlen, men heden er alligevel intens og sveden pibler fra panden. Ud af det rene ingenting dukker en ung fyr i sandaler, farvet perlehalsbånd og et solbleget klæde rundt om livet op.
Han udveksler uforståelige fraser på det lokale stammesprog med vores vejviser, to hoveder nikker i takt, og vi følger ham tavse gennem den stadig tættere vegetation – ind i hamer-stammens territorium. Her ind bliver ingen inviteret. Og som fuldstændig uanmeldte gæster er vi mildest talt spændte på, hvilken modtagelse vi vil få.
Til fods er vi på vej ind i det sydvestlige hjørne af Etiopien, nær grænsen til Sudan og Kenya, til en skjult stammelandsby. Vores lokale tolk og guide er en vaskeægte hamer, men Gutcha har for længst forladt sine stammebrødre til fordel for storbylivet.
I selskab med et stammemedlem håber jeg, at vi lettere bliver accepteret. Jeg ved dog også, at 'afhoppere' langt fra har en åben returbillet. I enkelte stammer bliver de opfattet som uromagere og en trussel mod stammelivet – fyldte med djævelsk påvirkning.
En lille åbning i buskadset afslører snart en ensom jordhytte og en indhegning med et halvt dusin køer. Tre små rollinger står målløse udenfor. Den mindste af dem udstøder et utrøsteligt rædselshyl - han har aldrig før set hvide mennesker og er forståeligt nok skræmt fra vid og sans.
Gutcha klør sig rådvildt i hovedbunden og forstår ingenting. Hvad er der sket? Her plejede at være en stor landsby. Vi finder ud af, at den forsvunden landsby er flyttet vestover under regntiden, men vi er hjerteligt velkomne til en slabberas hos den enlige familie.
Hjemmet er enkelt og på størrelse med en stor halmballe. Et ildsted med en stor jernkedel og et kudu-skin. Rundt om hænger diverse køkkenredskaber og chargaer - udhulede træknolde, der fungerer som drikkekar og mælkeflasker.
Traditionel hamer-kaffe bliver kogt på skallerne og ikke selve kaffebønnerne. De er for dyre. Resultatet er magert og smagsløst, men gæstfriheden er lige så varm som kaffen. Doma, fyren der dukkede op ud af ingenting, springer ud og henter lidt mælk akkurat lige så selvfølgeligt, som vi henter en øl i køleskabet.
"Drik! Det bliver du stærk af," smiler han.
Det smager som tyk og varm fløde. Min norske rejsekammerat og bonde, Thor Andre, minder mig diskret om, hvorfor mælk normalt bliver pasteuriseret. Han er nevøs for at hælde diverse mikrober og amøber ned, efter han for nyligt har tilbragt et døgn på langs som nedløbsrør, der er åbent i begge ender.
