Ansigt til ansigt med Etiopiens stammer

Dræb en fjende
Vi vælger at fortsætte i skumringen. Der bor allerede seks mennesker i den lille jordhytte, og med fire ekstra mand havde vi sovet hulter til bulter i en ordentlig klump. Doma viser vej. Han danser let og ubesværet gennem mørket og de forsvundne kontraster. Ingen hindringer bider på ham, ingen torne river i hans hud.

Vi snubler af sted bagefter ham og skraber benene på dem. En halv time senere skimter jeg ovale stråtage. Vi er fremme. Efter en hurtig samtale med et par hvide tænder i en mørk hytte konstaterer Gutcha glædeligt, at vi er velkomne indenfor.

Først skal jeg dog lige krybe gennem den trange kattelem af en indgang. Da min overkrop er halvvejs inde, hører jeg gnækken der inde fra et sted, og i det samme øjeblik indser jeg, at et af mine ben burde være et helt andet sted. Jeg sidder fast. Gammelmor inde i hytten slår sig på lårene og hyler i ren begejstring. Isen er brudt.

Bålet kaster lange skygger i furede ansigter med store øjne. Stearinlysene er en fin og nyttig gave uden alt for megen glamfaktor. Nysgerrige fylder snart de ledige pladser. Flere af mændene har formet en klump af ler i baghovedet, der gerne er prydet med fjer.

Det symboliserer mod og dristighed og bæres af en kriger, der har dræbt en løve eller en bøffel. Eller en fjende. Jeg skuler med en betænkelig mine på vores tolk.

"Stammefjender," korrigerer Gutcha.
"Der har været konflikter mellem stammerne i lange tider. Af og til udvikler det sig til blodige sammenstød," forklarer han.

Nøgenløb og piskeslag
Konflikterne avler også indbyrdes strid og uenighed. I stammens råd ønsker de ældre fred og forsoning, mens de unge vil gribe til våben og hævne gamle synder. De unge ønsker at vise, hvad de dur til og jagter ligeså meget status og ære, som de jagter fjenden.

askingeværerne er altså ikke bare til pynt. Heldigvis har stammerne andre udfordringer for de testosteronpumpede unge mænd. Inden en dreng kan træde ind i de voksnes rækker, gifte sig eller avle sig eget kvæg, må han ’løbe over tyrene’.

Ceremonien bliver arrangeret af familien og er en stor begivenhed for hele landsbyen. Hovedpersonen bliver kronraget, afklædt og smurt ind i sand og komøg. Derefter skal han gentagne gange løbe over ryggen på et dusin eller flere tyre, der er stillet op på række. Falder han, betyder det uheld, men han får dog stadig ret til at gifte sig.

"Om et år er jeg klar til at løbe over tyrene," fortæller en af sønnerne stolt og fuld af forventning hen over bålet.
Selvom tyreløberne risikerer at falde på snuden, så er traditionen langt mere smertefuld for pigerne i familien. For at knytte stærke bånd mellem søskende skal pigerne nemlig lide for deres brødre.

De vandrer ud til en maza – en animistisk, religiøs ceremonimester – og trygler om at blive pisket til blods. Smerten bider de i sig uden et klynk. De voldsomme ar er kvindens stolthed og repræsenterer styrke, selvopofrelse og loyalitet. Brødrene bliver resten af livet mindet om søstrenes lidelse - og tager sig godt af dem.

Tyreløbsceremonien bliver efterfulgt af heftig dans, flirt og øl brygget på sorghum-planten. Pigerne er klædt i fine kaashi - dekorerede skørter i gedeskind med en særdeles høj dobbelt split, som skulle der spankuleres ned ad den røde løber i Hollywood.

Ret specielt, da det lige skal med, at undertøj er et fremmedord hos hamer-pigerne. Det er ikke et krav, at pigerne skal være jomfruer, indtil de gifter sig, og stammekulturen forbyder slet ikke lidt løssluppenhed og morskab. Det forstår ungdommen at udnytte.

"Til at begynde med danser drengene foran pigerne, der fniser og diskuterer, hvem de bedst kan lide. De giver en af drengene et klap på skulderen eller et spark på læggen. Så danser de, ofte meget intimt, før de forsvinder om bag en busk, og pigen løfter op i skørtet," fortæller Gutcha uden at lægge skjul på, at han er mere end middel interesseret i det andet køn.

"Men det er vigtig, hun ikke bliver gravid. Hvis det skulle ske alligevel, så gnider hun sig med planter, der fremprovokerer en abort," fortæller han.

Skeptiske blikke flakker rundt i skæret fra stearinlysene.

Hos stammens ældste
Og hvad kan vi så fortælle om vores verden i den intime aftenstemning? Uden referencer er der ikke meget, der giver mening. Fodbold er et globalt samtaleemne, men de kender ingen af vores hjemlige stjerner. Ingen kender til det mystiske begreb, sne. Bortset fra en af mændene, der engang har oplevet is i en fryseboks. Han hadede det.

Thor Andre fortæller om, hvordan solen bliver hængende på himlen døgnet rundt om sommeren højt mod nord. Og om vinterens vedvarende mørke. Skeptiske blikke flakker rundt i skæret fra stearinlysene. Hvordan kan de tro på det? Deres sol er gået ned på det samme tidspunkt af dagen siden tidernes morgen.

Ved nattetid forlader kvinderne hytten. De får ikke lov at sove i samme rum som os fremmede. Vi ligger tæt på et dyreskind i et telt og må vende os på skift. To gedekid iværksætter et frontalangreb på mine fødder, mens Doma gnaver løs på et stykke koffa – kogt og tørret sorghum og majsmel.

Det udgør hamernes primære diet sammen med mælk og blod fra køerne. Bålet går snart ud og efterlader en tynd røgsøjle over gammelmor, tre sønner, to gedekid og os.

"Vi er langt hjemme fra nu," smiler Thor Andre.
Næste morgen skuer jeg ud over landsbyen fra en lille bakke og møder forvirrede blikke. De fleste er aldeles uvidende om, at firanjis – fremmede – har indtaget lejren. Dagen blusser endelig op i et vidunderligt lysskær i øst. Det er allerede to timer siden, jeg halvt i søvne kom til at spænde ben for gammelmor, da hun satte vand over til kaffe.

"Nagayo, nagayo," hilser landsbyens ældste mand med en lavmælt stemme.
Ydmygt trykker jeg hans hånd og takker for audiensen i hans hytte. Han nøler ikke længe med at pege på min skjorte og gøre krav på den.

Et udhulet træstykke med kaffe sendes rundt - først til gammelfar, så til mig og til sidst til resten af familien. En lille pige kommer tumlende og begynder at hive mig i buksebenet, inen hun pludselig har et uheld ud over mine sko.

Farmand benytter lejligheden til at rapse mit kamera og hyler skrækslagent, da LCD-skærmen lyser op. Med en hurtig introduktion tager han et halv hundrede billeder mod bakken og høster stormende jubel på det ene billede, hvor han fanger en tå.

Mursifolkets fald
Junglevejene i Mago National Park er kendte for at spise firhjulstrækkere til morgenmad. Det er vanskeligt at påstå det modsatte, specielt når et tungt regnfald har gravet dybe grøfter.

En tsetseflue stikker vores chauffør i nakken, han bander, og vi håber, sovesygen ikke sparker ind, før vi når landsbyen. I regntiden er det her et af Afrikas værste malariaområder, og oven i hyppige forekomster af den skumle 'hjernemalaria' er adskillige blevet ramt af en malariaparasit, der er resistent mod normal medicin.

Vi er på vej ind til mursifolket, der er særligt kendte for deres enorme lerplader i underlæberne. Men det, der møder os, er et trist syn. Vi er knapt ude af bilen, inden børn og kvinder hænger i vores arme og råber:
"Two birr, two birr! Photo! Photo!"

De er som gribbe på et forsvarsløst kadaver. Vores bevæbnede parkvagt skubber og skælder ud, men en vekselautomat på to ben er hurtigt på pletten for at være sikker på, vi har nok små sedler.

"Pas godt på alle lommer og værdigenstande. De stjæler som ravne," advarer Gutcha.
Det tidligere stolte, krigeriske mursifolk har for længst forstået værdien af deres dekorative kropskunst. Det samme har turoperatørerne.

Fra at leve af jagt, honning og lidt jordbrug i Omo-dalens dybe skove har en lille landsby malet sig op til attraktive fotomodeller med faste fotohonorarer per billede. Ingen mængderabat kommer på tale her. En af kvinderne har oven i købet fusket og påsat en falsk læbeplade.

Mursierne er kendt som et aggressivt stammefolk. De er altid bevæbnede og rager ofte uklar med rivaliserende stammer. Turister derimod kan være helt trygge – de plaffer næppe løs mod deres bedste indtægtskilde.

Tænder fjernet med kniv
Traditionelt starter pigerne med at udvide læberne i puberteten, først med en kvist og senere med lerplader, for at vise, at hun er kønsmoden. Huden under læben bliver snittet op, og den nederste række tænder bliver fjernet med en kniv.

Smerterne kan være uudholdelige, men læbepladerne er kvindens stolthed og et symbol på stærk tilknytning til stammekulturen. Kysseri er ikke særlig udbredt hos mursierne, forståeligt nok.

Baggrunden for traditionen er omdiskuteret, men det drejer sig i store træk om at holde såvel onde ånder som slavehandlere på afstand. Jeg bider nederlaget i mig og tager et billede af en kvinde med en baby på armen. Efter et klik fordobler hun prisen. Babyen skal jo også have et modelhonorar. Det må jeg da kunne forstå.

"Det er synd, at det er blevet sådan. De maler og pynter sig med mønstre og farver, der ikke har noget som helst med deres tradition at gøre, kun for at se vilde og eksotiske ud," siger Gutcha.

Hver gang en linse bliver hævet, stormer flere til for at få hovedet med på billedet, så de også kan kræve penge.

Nådesløst tæller de klik, før de lægger det samlede honorar sammen. Indtægterne bliver byttet til mad og alkohol på markedet i Jinka. Alkoholisme og alvorlige drikkegilder er desværre et stigende problem for mange stammer, ikke blot mursierne.

"Heldigvis er det her bare en af mange mursi-landsbyer i Omo-dalen. De fleste bliver aldrig besøgt af turister, og stammekulturen bliver holdt i hævd uden påvirkning af omvandrende tegnebøger med kameraer," sukker vores tolk.

FAKTA

Hvordan kommer jeg til Etiopien?
Du kan flyve retur til Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, for helt ned til 3000 kroner.

Hvornår skal jeg tage af sted?
Regntiden i Etiopien ligger fra juni til tidligt oktober. Du kan med fordel besøge landet, hvor temperaturerne i højlandet sjældent når over 20 grader, og det kun er i lavlandet mod vest, syd og øst, at temperaturerne kommer over de 30, resten af året.

Hvordan møder jeg stammerne?
Der er flere danske rejsebureauer, der arrangere ture, hvor man møder stammer i Etiopien (se boksen Partnerlinks). Tager du af sted på egen hånd, kan du opleve stammefolkene på de farverige markeder i byerne rundt omkring i Omo-dalen i den sydlige del af landet.

Vil du længere ud til mere afsidesliggende landsbyer, er det en god idé at hyre en guide/tolk, der helt sikkert vil gøre turen såvel nemmere, som det vil give et større udbytte, da du vil kunne tale med stammefolkene.

Partnerlinks

www.topas.dk 
www.jysk-rejsebureau.dk